Kinas militærbudget stiger med 17,8 pct.

USA's viceudenrigsminister kritiserer Beijing for manglende åbenhed om, hvad det stigende budget skal bruges til.

Beijing

Kinas militærbudget vil stige med knap 40 mia. kr. i år til 256 mia. kr., en stigning på 17,8 pct. i forhold til 2006. Det meddelte talsmanden for Kinas lovgivende forsamling, Jiang Enzhu, dagen før den den indleder sit årlige møde i Beijing.

"Størrelsen af Kinas forsvarsbudget er blevet besluttet i overenstemmelse med den økonomiske vækst," sagde Jiang, der meddelte, at forsvarsbudgettet vil udgøre 7,5 pct. af det samlede statsbudget for 2007. Kinas nationaløkonomi voksede med 10,7 pct. i 2006.

Jiang sagde, at forøgelsen primært vil blive brugt til større lønninger for aktivt og pensioneret militærpersonnel, uddannelse og en styrkelse af militærets IT-infrastruktur, men gav ikke yderligere detaljer.

Bekymring i USA

USA's viceudenrigsminister, John Negroponte, der gæstede Beijing denne weekend, sagde under et pressemøde søndag, at USA er bekymret over forøgelsen på grund af den manglende åbenhed fra Beijings side. Han opfordrede Kina til at forklare hvilke forsvarsdoktriner, landet lægger til grund for den konstante budgetforøgelse.

USA har flere gange i de seneste uger ydtrykt utilfredshed med Kinas forøgelse af militærbudgettet, men Kina har afvist kritikken med henvisning til USA's enorme militærbudget, der er over 10 gange større end Kinas. USA's præsident, George W. Bush, har bedt kongressen om 484,1 mia. dollars (2.740 mia. kr.) i det nye budget fra oktober 2007.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen