Balkansyndrom udløser strid om græske soldater i Kosovo

I Grækenland er der politisk uenighed, også i regeringen, om hvorvidt de græske fredsstyrker skal blive i Kosovo - efter at flere af de hjemsendte har symptomer på blodkræft, som menes fremkaldt af strålingen fra NATO-våben med uran.

Den græske ministerpræsident, Kostas Simitis, siger, at de græske soldaters tilstedeværelse i Kosovo er nødvendig som led i landets interesser på Balkan - og der ikke bliver tale om at kalde dem hjem.

Forsvarsminister Akis Tsokatsopoulos og udenrigsminister Jorgios Papandreou synes at dele oppositionens opfattelse af, at de græske styrker bør trækkes hjem, hvis der er fare for deres helbred.

Efter for anden gang i løbet af måneden at have besøgt den græske lejr siger forsvarsministeren, at de, der ønsker at komme hjem, får lov, og ingen tvinges til at blive mod deres vilje.

Henved en tredjedel af de 1500 udsendte vil hjem, så der er opstået et problem med at finde afløsere, da også flere hundrede soldater, som er udpeget til at indgå i styrken, nu ikke vil af sted. Forsvarsministeriet står over for problemet med at skulle udskrive fast personale til at indgå i styrken.

Som udtryk for at de græske myndigheder var klar over, at opholdet ikke ville være uden fare for helbredet, blev der fra starten kørt lastbiler med tonsvis af jord fra Grækenland til at dække den græske lejrs område i Kosovo med nyt jordlag på 40 cm.

Kritisk opposition

Oppositionen anklager ministerpræsident Simitis for at have skjult, at der kunne være en alvorlig helbredsfare for de udsendte soldater og kræver, at de bliver kaldt hjem, noget den græske regering afviser.

Som nabo er Grækenland, ifølge flere videnskabelige undersøgelser, i fare for at få del i strålingen fra bomberne med uran. Der importeres grøntsager fra Jugoslavien, og anklagemyndigheden er grebet ind efter påstået inficering fra den import i fødevarekæden.

Fem tusinde grækere har meldt sig til undersøgelse af frygt for at være udsat for stråling. Over alt i Grækenland, hvor der var stærk modstand mod bombardement, mistænkes myndighederne for ikke at fortælle sandheden om de farer, der lurer.

Medierne beretter, at det græske forsvar har brugt over 40.000 af den slags bomber med uran, som blev benyttet i Kosovo, under øvelser i Ægæerhavet, og omkring nogle af de mest besøgte turister. Forsvarsministeriet oplyser, at de våben nu er inddraget.

Andre fastholder, at skaden allerede er sket. Der er modstridende videnskabelige opfattelser af, hvilke virkninger det vil have for sundheden og det økologiske system i de områder, hvor der blev holdt øvelser med den pågældende type bomber - til fare for også turismen, landets vigtigste indtægtskilde.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen