JP-journalist udsat for væbnet røveri
JP’s korrespondent blev i Haiti holdt op med pistol i det berygtede slumkvarter Cité Soleil i hovedstaden Port au Prince.
Port au Prince
Det er så uvirkeligt, at jeg først tror, at det er en spøg. Men manden foran bilen med en halvautomatisk pistol i sølv for enden af en udstrakt og rystende arm er her ikke for sjov.
Sammen med tre sammensvorne er han i løb krydset over den brede vej, da vi i en udlejningsbil kommer kørende med ca. 50 km i timen på vej mod et af Læger uden Grænsers koleracentre i Haiti.
Chaufføren Samuel hakker bremserne i, og pistolmanden råber på kreolsk, at vi skal ud af bilen. Mit blik skifter fra hans vilde øjne over de markerede kindben og til pistolløbet, og tanker om gidseltagning og carjacking begynder at løbe gennem hovedet.
Banker på bilen
Frygten når aldrig for alvor at melde sig. Det går for hurtigt. Mens pistolen stadig peger på os, banker de tre andre røvere hårdt på bilen, river dørene op og hiver os ud. I et øjebliks panik kommer Samuel helt op i diskanten med råb om, at de ikke skal skyde, og at de skal spare vores liv.
Det hele varer vel kun 30 sekunder. Røverne slår ikke, men går på selvbetjening i lommerne og finder mine to mobiltelefoner og også Samuels telefon og hans pung med alle papirer.
Jeg bukker mig ned for at samle mine bilnøgler op på asfalten, og kropsvisiteringen når derfor aldrig til den anden side af bukserne med tegnebogen. De finder heller ikke kameraet under sædet.
Ej plasticpistol
Så hæver hovedmanden pistolen og skyder to gange op i luften. Det var ikke en spøg, og pistolen var ikke af plastic.
"Skrid med jer, kom af sted," råber han, og Samuel trykker speederen i bund og kører væk, mens de fire mænd i bakspejlet vandrer som stolte haner tilbage mod slumkvarteret.
Cité Soleil er Haitis største slumby og har altid været berygtet. Før jordskælvet i januar, der kostede omkring 300.000 mennesker livet, var gidseltagninger en af de foretrukne beskæftigelser for kvarterets bander, men de fleste slap ud i live efter betaling af løsepenge.
Fængsel styrtede sammen
Siden har gidseltagninger været aftagende, men al mulig anden væbnet kriminalitet er fortsat. Da Haitis største fængsel styrtede delvis sammen under jordskælvet, slap flere tusinde af Haitis farligste fanger ud, og flertallet af dem er stadig på fri fod.
Et besøg i Cité Soleil tidligt om morgenen voldte ingen problemer, men som overalt i Haiti er situationen både uforudsigelig og sprængfarlig. Nerverne sidder især uden på tøjet op til parlaments- og præsidentvalget på søndag, hvor 19 kandidater kæmper om rollen som statschefen, der med internationale bistandsmilliarder i ryggen skal lede landet frem mod en bedre fremtid.
En politimand optager rapport om overfaldet, men politiet kan ikke gøre meget. Et forsøg på at ringe til banditterne for at forhandle om et tilbagekøb af telefonerne løber også ud i sandet efter en kort samtale.
"I finder os aldrig. Glem det," lyder beskeden til chaufføren.
Stigning i gidseltagninger
Tilbage på hotellet er Samuel i syv sind om, hvorvidt han ikke blot burde have forsøgt at køre pistolmanden ned og flygte. Heldigvis valgte han at stoppe. Alt andet kunne være endt i et blodbad.
I restauranten fortæller to uniformerede franske FN-betjente, at vi også skal passe på nede i midtbyen. Antallet af gidseltagninger er igen i stigning.