Afghanske drømme

Helmand

Den 25-årige afghanske bonde Salim er et godt eksempel.

Han bor bag de store, stenbrune mure og lever af at dyrke sine marker i Den grønne zone, bæltet op gennem provinsen, som suger så meget vand af Helmand-floden, at græs, frugttræer, vilde valmuer og oliven skyder i vejret i det område, hvor danske soldater for blot få måneder siden lå i heftige kampe med talebanoprørere. Iført løse mørkegrønne klæder og en hat i sort-brunt mønster forklarer Salim, at han værdsætter den internationale styrke ISAF (International Security Assistance Force), som Danmark er en del af. For koalitionen har drevet talebanerne bort.

»Vi har et godt forhold til ISAF-soldaterne. De bragte fred til området,« siger han.

Men ikke alt omkring Salims lerhus er, som koalitionsstyrkerne eller Vesten ønsker sig: Få kilometer mod nord dukker mindre grupper af taleban-krigere fortsat op. Og Salim er endnu ikke Vestens skoleeksempel, for han høstede for få måneder siden sine opiumsplanter. Hvis hans økonomi ikke forbedres væsentligt, har han også tænkt sig at dyrke opium næste år.

»Jeg er jo nødt til at tjene penge,« siger han og understreger samtidig, at de internationale soldater ikke står øverst på afghanernes ønskeliste:

»Vi så hellere, at de afghanske soldater fik kontrollen, for de kender vores kultur bedre.«

Det er omtrent sådan, at situationen er lige midt i Den grønne zone. Og sådan, at situationen er i store dele af Afghanistan. Der er sket mærkbare fremskridt - militært og civilt - siden USA væltede Taleban-styret i hovedstaden Kabul i 2001, og 40 nationer efterfølgende har sendt soldater for at hjælpe den demokratisk valgte præsident Hamid Karzai med landets sikkerhed. Soldaterne har både spredt talebanerne ud over landet, især mod syd, og ud over dets grænser, især den pakistanske. Men processen med at omdanne Afghanistan fra det fundamentalistiske Taleban-styre til et mere moderne samfund baseret på uddannelse, sundhed, demokrati og ligestilling forløber ikke gnidningsfrit.

Uanset i hvilken officiel institution man spørger, bliver der dog lagt vægt på resultaterne.

Spørger man i politiakademiet i Kabul, får man at vide, at akademiet har uddannet 8.000 regeringsvenlige politifolk (Afghan National Police, ANP) siden 2001. Spørger man i EU's politimission i Afghanistan (EUPOL) i Kabul, får man at vide, at det afghanske politi trænger til lidt mere træning, men at man har tillid til, at det vil lykkes at uddanne tilstrækkeligt med kompetente politifolk. Og spørger man det danske udenrigsministerium, får man at vide, at blot 900.000 drenge - kun drenge - gik i skole i Afghanistan i 2001, mens tallet i dag er seks mio. børn, hvoraf to mio. er piger.

»Udviklingen går i den rigtige retning. Vi betragter 90 pct. af landet som stabilt efter afghanske forhold. De resterende 10 pct. er ustabile, og det er overvejende i syd,« siger vicepolitikommissær Finn Aase Søndergaard fra EU's politimission i Kabul.

Danskerne i syd
Det er netop i syd, i Helmand-provinsen, at de fleste af de danske soldater befinder sig, og her er billedet det samme. De danske tropper er overlegne og kan med Leopard 2-kampvogne, Fennec-helikoptere, britiske kanoner, pansrede mandskabsvogne og lette morterer slå fjenden tilbage under næsten alle angreb.

De danske soldater, som er det femte hold, siden Danmark intensiverede den militære indsats i Helmand i 2006, fremhæver stort set enstemmigt forskellen, fra de ankom i februar: De første to måneder var de løbende i ildkamp med Taleban tæt ved den fremskudte danske lejr, Fob Armadillo, i dag skal de to-tre km mod nord for at møde fjenden.

Den afghanske hær (Afghan National Army, ANA) har afløst danskerne i militærlejren Sandford, og ISAF-styrkerne har etableret en yderligere fremskudt lejr, Attal, bemandet med afghanske soldater og enkelte briter. Det har stor symbolværdi, at det er afghanerne, der ligger i yderste frontlinje mod Taleban, og den afghanske hær er udviklet betydeligt på det seneste.

»Vi er de første, der har gået fælles patruljer med ANA i Den grønne zone, og det er gået godt,« siger kompagnichef, major Kenneth Strøm, som er ansvarlig for lejren Fob Armadillo på kanten af Den grønne zone.

»De lokale har været glade for at få et afghansk ansigt på. Jeg har også haft den afghanske chef for Sandford-lejren med, når vi har holdt møde med ældrerådene. Som muslim kan han bedre forklare, at det ikke er i tråd med Koranen, når Taleban brænder skoler ned,« siger Kenneth Strøm.

Kastede med sten
Udviklingen er også synlig, når man kører til en af provinsens største byer, den trafikalt vigtige Gereshk på kanten af Den grønne zone. Da hold fem begyndte at patruljere i byen, som har 50.000-100.000 indbyggere, kastede børnene sten efter de pansrede mandskabsvogne. Nu kan de danske soldater stå ud af bilerne og tale med beboerne, som sender smil og tommelfingre i vejret. Handel, nye bygninger og flere folk i gaderne er også positive tegn.

Men den militære overlegenhed har en bagside. For i takt med at talebanerne har erfaret, at de møder en overmagt i åben kamp, har de skiftet strategi. Nu satser de på såkaldt asymmetrisk krigsførelse: På IED-miner (Improvised explosive devices), på vejsidebomber og på selvmordsbomber. Fredag den 27. juni var et godt eksempel på den nuværende krig: En af de danske kampvogne kørte på en kraftig mine på kanten af Den grønne zone og fik sprængt bælter og hjul i stykker. Mens en af de øvrige kampvogne trak den væk, angreb en gruppe talebanere, først med morter, senere med RPG (Rocket propelled grenade). Talebanerne afslørede samtidig deres koordinater og blev eftertrykkeligt nedkæmpet med artilleri og kampvogne. Danskerne registrerede seks-syv dræbte talebanere og led ikke tab.

Det største problem
Talebanernes nye angrebsstrategi, som leder tankerne hen på krigen i Irak, kan tolkes, som om de har opgivet at føre egentlig kamp, men satser på at volde soldaterne kvaler.

»Set med egoistiske danske briller er IED'erne nu vores største problem. Det er dem, der koster døde og sårede,« siger oberst Jens Lønborg, bataljonschef for de danske styrker.

Næsten dagligt finder eller påkører de internationale styrker vejsidebomber og miner. I det første halve år af 2008 har 700 civile mistet livet, og alene i juni mistede ISAF-styrkerne og den separate amerikanske koalition 49 soldater. Forværres sikkerheden, risikerer styrkerne, at befolkningen vender sig imod dem.

Mange udfordringer
Og den asymmetriske krig er langtfra den eneste udfordring: Afghanistan er på alle niveauer gennemsyret af korruption, og centraladministrationen er ineffektiv og præget af magtmisbrug. Kun en tredjedel af unge afghanere kan læse og skrive. Og 93 pct. af verdens opium dyrkes i Afghanistan.

Det afgørende for Vesten er at vise, at man kan tilbyde en bedre tilværelse end under Taleban-styret: F.eks. bedre uddannelse, infrastruktur og retssystem.

Derfor tilføres Afghanistan store summer til genopbygningen. I det område af Helmand, hvor danskerne opererer, er det militæret, som er i kontakt med de lokale for at høre, hvor bistandspengene og de militære genopbygningsmidler skal placeres, og danskerne er blevet overraskede:

»Deres ønsker er ikke nødvendigvis sammenfaldende med vores. Sikkerhed kan vi blive enige om, men når vi tror, at de gerne vil have en skole, vil de hellere have en moské,« forklarer bataljonschef oberst Jens Lønborg.

Og det er måske problemet, påpeger Nicolas T. Veicherts, major og souschef ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet. For hvad nu hvis afghanerne ønsker noget andet end Vesten?

Tilbage i Den grønne zone ved er det mere enkelt for den 25-årige bonde Salim.

»ISAF-styrkerne vandrer ind over mine marker og ødelægger mine tomater og squash. Det kunne afghanske soldater aldrig finde på.«

Så Salim håber, at den afghanske hær tager over.