Dna frikender JonBenets familie
Det er næsten 12 år siden den seksårige amerikanske skønhedsdronning JonBenet Ramsey blev dræbt under mystiske omstændigheder i sit hjem i Boulder Colorado.
I lang tid hang en sky af mistanke over familien, som anklagemyndighed og medier mistænkte for at have andel i drabet, men nu siger distriktsadvokaten i Boulder County, Mary Lacy, at nye dna-prøver peger på, at morderen er en "ukendt tredje part." Dermed er familien endelig renset i drabet, der blev verdenskendt og har været genstand for talrige spekulationer.
Lacy undskyldte onsdag overfor familien og sagde:
- I den udstrækning dette kontor (anklagemyndigheden, red.) på noget tidspunkt eller i nogen grad har bidraget til Ramsey familiens lidelser, udtrykker jeg min dybeste undskyldning.
JonBenets far, John Ramsey, har sagt i flere interviews, at han regner med, at sagen bliver opklaret. Moderen, Patsy Ramsey, derimod får hverken glæde af en eventuel opklaring eller onsdagens undskyldning. Hun døde i juni 2006 af kræft i æggestokkene - 49 år gammel.