Fortsæt til indhold
International

Isen skrumper

Isbjørne i Beauforthavet nord for Canada og Alaska sulter i denne tid. Årsagen er, at klimaforandringer giver tyndere havis i Arktis.

Kilde: Berlingske Tidende

Og det gør det vanskeligere for bjørnene at jage sæler. Med andre ord, de hvide bjørne sulter, fordi kloden sveder, skriver Berlingske Tidende.

Globale klimaforandringer og højere temperaturer som følge af udledningen af drivhusgasser har en langt alvorligere og mere dramatisk indflydelse på Arktis, end man hidtil har regnet med, fastslår Verdensnaturfonden, WWF, i en ny rapport.

Rapporten, der offentliggøres i dag, er baseret på beregninger og undersøgelser fra en række internationale klimaforskere over de seneste to til tre år. FN har aldrig været mere sikker end nu på, at vi selv skaber den globale opvarmning. Men det enorme store arktiske havområde og Grønland mister henholdsvis havis og indlandsis i et langt hurtigere tempo, end FN forudser, fastslår Verdensnaturfonden i undersøgelsen.

Møde i Reykjavik

Hvor hurtigt smeltningen af havisen i polhavet på Nordkalotten og den grønlandske indlandsis vil ske, kan WWF dog ikke sige endnu. Rapporten bliver i dag afleveret til Arktisk Råd, som Danmark er medlem af. Rådet holder i disse dag møde i Reykjavik i Island. Her i forårsmånederne laver sælerne i Beauforthavet normalt deres hjem og gemmesteder af sne på havisen. Men isen er blevet tyndere. Sælerne flytter derfor til nye steder, hvor bjørnene har svært ved at nå frem, rapporterer videnskabsfolk i denne tid fra Canadas isørken.

Ifølge alarmerende meldinger i canadiske medier har sultne isbjørne i flere tilfælde dræbt andre isbjørne for at få føde. Sulten har også fået bjørne til at forlade det arktiske ocean og vandre flere hundrede kilometer mod syd på landjorden i det nordlige Canada for at søge føde.

Smelter hurtigere end ventet

FNs klimapanel, IPCC, forudsagde i sin seneste rapport fra 2007, at verdenshavene stiger op til 58 cm i løbet af de næste 100 år ved en stigning i temperaturen på op til tre grader. Ifølge WWF siger nye tal, at det formentlig kommer til at gå meget hurtigere med smeltningen af is og vandstandsstigningen i verdenshavene, når havisen skrumper ind og indlandsisen og grønlandske gletsjere bliver mindre. Når man har en stor hvid overflade kaster den solens lys og varme tilbage verdensrummet. Bliver der mindre is og sne, vil den opsuge varme, og opvarmningen af nordkalotten vil gå hurtigere end ellers. Og det er det, Verdensnaturfonden frygter vil ske.

»Vi bliver nødt til at reducere de globale udslip af drivhusgasser for at undgå den globale opvarmning,« siger dr. Martin Sommerkorn, der er Verdensnaturfondens seniorklimarådgiver i internationale arktiske spørgsmål.

Seniorforsker Shfaqat Abbas Khan fra Danmarks Rumcenter er enig med WWF i, at dramatiske ændringer er på vej i Arktis, og smeltningen af is vil gå hurtigere, end FN forudser.

»Mange af de resultater, Verdensnaturfonden har inddraget i deres analyser, baserer sig på vores forskning på Danmarks Rumcenter. Det går virkelig stærkt for tiden, og jeg tror på, at Arktis kan være isfrit i 2020. Mit bedste bud er, at verdenshavene stiger en meter inden 2100,« siger Abbas Khan.

WWF appellerer til politikere verden over om, at man skal sørge for at beskytte den arktiske natur, så den kan tilpasse sig ændringer i klimaet. Shfaqat Abbas Khan peger på, at FNs klimapanel endnu ikke har taget stilling til de seneste to års meldinger fra forskere om meget hurtigere afsmeltning i Arktis.

»Når flere forskergrupper nu siger, at afsmeltningen går hurtigere, vil det få FNs klimapanel til at røre på sig. Jeg tror, de nye beregninger vil komme med i FNs næste klimarapport om fire til fem år,« mener forskeren fra Danmarks Rumcenter.