Menneskemylder hilste dronningen velkommen
De næste fem dage skal regentparret rejse på kryds og tværs af landet som dronning Margrethe sidst besøgte for 42 år siden.
Dronning Margrethe og prins Henrik blev kastet ud i et mylder af biler, busser og mennesker på deres første dag i Mexico By.
Efter en kort køretur fra byens fineste hotel blev de modtaget i Nationalpaladset, som ligger på den centrale plads, zocalo'en. Her ventede præsident Felipe Calderón sammen med en æresgarde på de danske gæster, som de kommende dage skal besøge seværdigheder i Mexico By og i tre delstater.
En af verdens største byer
Med sine 25 millioner indbyggere er Mexico By en af verdens største byer.
Og som på de fleste andre dage lå forureningen som en tynd gul hinde i horisonten, fordi de høje bjerge omkring byen forhindrer udstødning fra biler og industri i at slippe væk.
Omkring halvdelen af hovedstadens indbyggere lever i fattigdom, og selv om regentparret sad bag de tonede ruder i bilen, kunne de næppe undgå at bemærke de mange skopudsere og avissælgere, som flokkedes om boulevarden op til Nationalpaladset.
Husker varm velkomst for 42 år siden
Det er anden gang, dronningen besøger Mexico. Sidst var for 42 år siden, da hun var kronprinsesse, og i sin takketale til præsidenten fortalte hun, at hun aldrig har glemt den varme velkomst, hun fik dengang.
- Siden har jeg ønsket at vende tilbage, sagde hun og henviste til, at statsbesøget har været planlagt i mange år. To gange er det blevet aflyst på grund af folketingsvalg og sygdom.
Efter talen fortsatte dronningen og prinsen Henrik op ad den brede trappe til førstesalen i paladset og den officielle fotografering, som altid indleder et statsbesøg. Her fik de et øjeblik mulighed til at betragte den mexicanske maler Diego Riveras berømte vægmalerier, som fylder store dele af de ydre vægge i paladset og som fortæller landets historie.
250 til gallamiddag
Regentparrets første dag sluttede med en gallamiddag for 250 inviterede, herunder økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og en delegation af danske erhvervsfolk.
Tirsdag forlader regentparret Mexico By og flyver til delstaten San Luis Potosi mod nord og senere på ugen besøger de Michoacan mod vest.