Frygt for etnisk blodbad i Kenya

<p>70.000 i Kenya er flygtet fra deres hjem under uroen efter præsidentvalget for at finde sikkerhed. Imens vokser det internationale pres på præsident Mwai Kibaki.</p>

Artiklens øverste billede
Tilhængere af oppositionen blev mandag den 31. december slået af soldater under oprør i slumkvarteret Kibera i Nairobi. Foto: Karel Prinsloo/AP

Paris

Mindst 50 mennesker blev brændt levende, da en ophidset folkemængde i går satte ild til en kirke, hvor omkring 400 skræmte kenyanere havde søgt tilflugt under den værste politiske uro i Kenya i et kvart århundrede.

Tragedien i byen Eldoret ca. 300 km vest for hovedstaden, Nairobi, gav mindelser om folkemordet i Rwanda i 1994 og demonstrerede med al tydelighed, at de politiske uoverensstemmelser i Kenya risikerer at eksplodere som en etnisk krudttønde, medmindre det hurtigt lykkes at lægge låg på uroen.

Siden offentliggørelsen af præsident Kibakis omstridte og tvivlsomme valgsejr i et tæt opløb med rivalen Raila Odinga har volden fortrinsvis været rettet mod medlemmer af præsidentens kikuyu-stamme, den største etniske gruppe i Kenya, der tæller ca. 24 pct. af befolkningen.

Bevæbnede styrker

Efter flere dages voldsomme kampe i slumkvarterer omkring Nairobi var situationen i landet generelt roligere i går.

De fleste i hovedstaden Nairobi blev hjemme og overlod kampzonen i gaderne til patruljer af svært bevæbnede sikkerhedsstyrker.

Det samlede dødstal skønnes at være på mindst 300, og ifølge Røde Kors er 70.000 mennesker i det vestlige Kenya flygtet fra deres hjem, fordi de ikke mere føler sig i sikkerhed.

Flere øjenvidner fortæller om drab med macheter, og hjælpeorganisationen har fra luften filmet brændende huse, ødelagte landbrug og vejspærringer for hver 10. kilometer. Generalsekretæren i Kenyas Røde Kors, Abbas Gullet, betegner uroen som en national katastrofe.

Tilflugt i kirker

Ifølge præsten Boaz Mutekwa var flertallet af flygtninge i den nedbrændte kirke fra kikuyu-stammen. Kikuyuerne er i mindretal i Eldoret i Rift Valley og også i Kenyas næststørste by, Kisumu, og mange har efter valget søgt tilflugt i kirker eller ved politistationer.

Valgets taber, Raila Odinga, der ifølge det officielle resultat manglede ca. 200.000 stemmer, kommer fra luo-stammen. Udover støtte fra sin egen etniske gruppe, der tæller ca. 12 pct. af befolkningen, støttes han også af mange fattige kenyanere fra slumkvarterer som Kibera og Mathare i Nairobi.

Selv om Kenya i årtier har fremstået som et af Afrikas mest harmoniske og stabile lande, har visse spændinger mellem stammer rumsteret lige under overfladen. Kibabis kikuyu'er er ofte blevet beskyldt for at udnytte deres indflydelse på politik og erhvervsliv på bekostning af andre stammer.

I dag betaler de prisen for præsidentens omstridte sejr. 28-årige kikuyu Anne Njoki fortalte et nyhedsbureau, at hun flygtede med sin nevø og niece, da de så andre kikuyuer blive angrebet og plyndret i slumkvarteret.

Selv medarbejdere i Kenyas Røde Kors har været ude for, at bander tjekker deres etniske tilhørsforhold, når de forsøger at hjælpe sårede. I slumbyen Mathare blev en bus med kikuyuer angrebet af en bande bevæbnet med macheter.

Odinga-protest

På den baggrund var det ironisk, at Odinga i går anklagede regeringen for folkemord. Den snart 63-årige taber har anmeldt en storstilet demonstration i Nairobi i morgen for at lade sig udnævne til folkets præsident.

Politiet frygter, at demonstrationen kan bringe uroen ud af kontrol og har forbudt den.

Men både Odinga og andre oppositionsledere har bebudet, at de vil gennemføre et fredeligt møde uanset omkostningerne.

Efter fire dages uro har Kibaki udsendt en appel til alle om at genskabe roen i landet. Han opfordrede samtidig alle politiske partier til øjeblikkeligt at samles, men afslørede ikke, hvilke konsekvenser han har tænkt sig at drage.

Pres på præsidenten

Fra både EU og USA vokser presset på den 76-årige præsident. Ligesom fire af de 22 medlemmer af den kenyanske valgkommission har EU's valgobservatører konkluderet, at valget ikke levede op til internationale standarder, og at resultatet ikke er troværdigt.

EU forlanger, at der gennemføres en uvildig undersøgelse af beskyldninger om omfattende valgsvindel til fordel for Kibaki.

I mindst to valgkredse, Molo og Kieni, fik præsidenten langt flere stemmer end det antal vælgere, der reelt stemte på ham. EU kræver derfor alle lokalresultater offentliggjort i aviser og på nettet, så man kan lave en ny optælling.

Fra den britiske premierminister, Gordon Brown, lød nytårsappellen til Kenyas ledere, at de skal søge enighed for at standse volden. Odinga svarede i en telefonsamtale med Brown, at betingelsen for et møde med præsidenten er, at Kibaki offentligt erkender, at han ikke blev lovligt valgt.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.