FN: Otte FN-soldater dræbt i DRCongo

Otte FN-soldater fra Guatemala blev mandag dræbt og 14 andre såret under en operation mod ugandiske oprørere i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo), hed det i en meddelelse fra FN.

FN's fredsbevarende styrke i DRCongo, der går under navnet MONUC, meddelte, at 80 FN-soldater fra Guatemala i de seneste 10 dage har gennemført rekognosceringsoperationer i Garamba nationalparken på grænsen til Sudan. FN-soldaterne har været på jagt efter medlemmer af Ugandas berygtede oprørsgruppe Herrens Modstandshær (LRA).

LRA som beskyldes for omfattende menneskerettighedskrænkelser i det nordlige Uganda er kun en ud af en række ugandiske oprørsgrupper, der stadig opererer i den nordøstlige del af DRCongo, efter at den fem år lange krig officielt blev afsluttet i 2003.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen