Sharon vil droppe fredsplan

Israels premierminister, Ariel Sharon, har angiveligt planer om at droppe den internationale fredsplan for Israel og de palæstinensiske områder - den såkaldte køreplan for fred.

Det skrev den israelske avis Maariv mandag og tilføjede, at Sharon i stedet forsøger at få den amerikanske regerings accept af, at Israel egenhændigt fastsætter de fremtidige grænser mellem Israel og Vestbredden.

Sharons talsmand ville mandag ikke kommentere forlydenderne, og en israelsk kilde med tætte kontakter til regeringen kaldte dem "ren spekulation".

Ifølge Maariv vil Sharon, der står over for et valg i marts, argumentere for, at Israel har ret til at droppe fredsplanen, eftersom det ikke er lykkedes palæstinenserne at slå ned på de militante, palæstinensiske grupper.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen