Al Qaida hævder at stå bag bombeangreb

Terrornetværket Al Qaida har påtaget sig skylden for bombeaktionen i London torsdag. Det er sket i en erklæring på internettet, hvis ægthed dog ikke er fastslået.

- En gruppe frihedskæmpere fra Abu Hafs al-Masri Brigade fyldte de vantros hovedstad, London, med eksplosion efter eksplosion med mange døde og kvæstede, hedder det i erklæringen, der henviser til den europæiske afdelingen af netværket.

Det er den anden gruppe, der påtager sig skylden for bombeaktionen i London, der koste 50 mennesker livet.

Kort efter, at de fire bomber var eksploderet torsdag formiddag, påtog en hidtil ukendt gruppe , der kalder sig al Qaidas Organisation - Hellig Krig i Europa, skylden for aktionen.

Ofre er fortsat begravet

Britiske politi sagde lørdag morgen, at et ukendt antal lig fortsat er begravet i Londons undergrundsbane to døgn efter terroraktionen. Samtidig eftersøgte politiet en marokkaner ved navn Mohamed al-Guerbouzi, der er sat i forbindelse med terroraktioner i Madrid i fjor og i Casablanca i 2003.

Mohamed al-Guerbouzi har asyl i Storbritannien og har boet i landet i over 10 år.

De begravede lig ligger i et tunnelrør mellem stationerne King Cross og Russel Square, som blev mest ødelagt. Redningsarbejdet er imidlertid vanskeligt og går langsomt, da tunnelen er stærkt beskadiget og er i fare for at styrte sammen.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen