Reaktioner fra danskere i London

Vi har modtaget følgende beretninger fra jp.dks læsere i London:

Tirsdag den 12. juli

Anders Lorenzen, London, kl. 13.47:

Torsdag d. 7. juli, forlod jeg mit hus i West Ealing i det østlige London omkring kl. 08.10, var omkring 10 min sent på den så jeg gik i rask tempo mod undergrunden Northfields på Piccadilly line.

Til min store fortrydelse var linien ret langsom den dag, så blev nødt til at ringe til arbejde og sige at jeg nok blev 20 min for sent. sad og læste undergrundsavisen Metro, som var fyldt med nyheden om at London lige var blevet tildelt olympiaden i 2012. Lidt i 9 stoppede toget ved Hyde Park Corner (4 stop fra Kings Cross) og blev holdende der, det irriterede mig da jeg nu ville være endnu mere sent på den, og skulle bare videre til næste stop Green Park og skifte til Victoria Line.

Efter 15 min kom annonceringen at toget ikke rykkede sig foreløbig da der var en power surge. Mig og de fleste andre passagerer ville lige se om der ikke skete noget inden for de næste 5 minutter, men så kom annonceringen at hele undergrundsnetværket var blevet ramt af en power surge, og at vi alle skulle forlade stationen og fortsætte vores rejse med bus. I øjeblikket tænkte jeg overhovedet ikke på at der var noget mærkværdigt ved det, det eneste jeg havde i hovedet var at komme til arbejde så hurtigt som muligt.

Da vi kom op fra undergrunden var hele trafikken meget kaotisk, men kom hurtigt på en af 2 busser jeg skulle med for at komme til min destination Camden Town. Bussen bevægede sig næsten ikke, og ved Piccadilly Circus blev jeg utålmodig og begyndte at gå mod Tottenham Court Road.

Kom endelig på min sidste bus, hvor det var meget kaotisk alle talte i deres mobiltelefoner for at informere at de ville være sent på arbejde. Kom endelig ind på arbejde hvor alle fjernsynsskærme var stillet ind på Sky News, og der blev jeg mødt af chokket at de havde været 2 eksplosioner på undergrunden.

Kunne ikke rigtigt koncentrerer mig om at lave noget arbejde, så vi sad i grupper og fulgte med i udviklingen, og så kom chokket den skrækkelige nyhed at der også var en bus der var eksploderet i og straks vidste vi at der var tale om et terrorangreb, vi blev alle sammen ramt af vrede og bekymring, og vi hørte politi og ambulance sirener konstant (Camden ligger tæt på Kings Cross)

Det næste stykke tid foregik med at lokalisere alle dem der ikke var kommet på arbejde endnu, men det blev ikke gjort nemmere ved at de lukkede mobilnetværket ned, og kunne ikke engang ringe hjem til Danmark, og man kunne overhovedet ikke få fat i nogen i London.

Så man blev nødt til at ty til internettet, hvor det begyndte at strømme ind med e-mails med overskriften: Are you ok? Desto mere vi så tv billederne fandt vi ud af hvor frygteligt det hele var, vi sad alle sammen der og troede ikke vores egene øjne, det vi havde frygtet efter 9/11 var nu en realitet London var blevet ramt af et terrorangreb.

Lige lidt efter 12 lykkedes det mig at få fat i mine forældre i Danmark, som ikke havde kunnet komme igen på min telefon og derfor var meget lettet. Hele arbejdssituationen var meget uafklaret vi vidste ikke hvad der skulle ske, men efter at have modtaget en e-mail fra vores chef om at forholde os inden døre, og havde bragt os varm mad, var det blevet besluttet at lade os alle gå hjem, dem der ikke vil kunne gå hjem ville få en taxi stillet til rådighed.

Omkring kl. 14.15 forlod jeg arbejde og gik ind til Piccadilly Circus, hvor jeg mødte min kæreste og hendes flatmate - og vi begyndte at gå til Clapham. Det var en utrolig underlige fornemmelse, har aldrig set Central London så tomt, det var nærmest som en spøgelsesby, næsten inden trafik og de fleste butikker var begyndt at lukke. Jo mere udenfor centrum vi kom, jo flere menneske så man der bare var på vej hjem.

Resten af dagen brugte vi på at se de tragiske nyheder, og vende og diskutere det.

Mandag var så den første dag for mig tilbage på arbejdet, det var meget underligt - men som hovedtemaet har været: ''Life goes on'' og terroristerne skal ikke have held med at stoppe vores hverdag. Det gør mig utroligt stolt at bo i en by, der har håndteret det her angreb så godt, og stået sammen og hjælpe hinanden!

Anne, kl. 11.11:

Jeg var i London torsdag den 7-7-2005. Den dag de fleste indbyggere i London næppe glemmer og jeg nok næppe heller.

Jeg havde valgt at holde en uges sommerferie i London med min datter, dels fordi jeg gerne vil have at min datter på 10 år hører noget ægte engelsk. Hun har haft engelsk et år i skolen. Og naturligvis fordi byen er underholdende, fyldt med liv og der er meget at se på som turist. Desuden har jeg familie i byen.

Egentlig var det flyveturen over, som jeg spekulerede mest på. Hvor har jeg tænkt mange gange på de små to timers tur i luften. Jeg har været rigtig bange, for jeg bryder mig slet ikke om at flyve. Men ironisk nok var det slet ikke i luften at angsten skulle komme fra, men fra dybt under jorden.

Men flyveturen gik godt. Og vi for rundt i byen som normale turister. Var bl.a. oppe i Tower Bridge, imponerende bygningsværk og fantastisk at man for langt over 100 år siden kunne bygge en bro med et så kompliceret hejseværk. Dengang skulle der 60 mand til at åbne broen med den teknik man brugte dengang. I dag trykke en mand på en knap!

Men ellers for vi rundt i de mange butikker og tog undergrunden og busser rundt som helt normale turister. Og min datter skældte ud over is og slik, som slet ikke er som hjemme. Onsdag aften tog vi på en anbefalet tusmørke tur med bus nummer 11, som kørte os forbi alle seværdighederne som Parlamentet, Sct. Pauls, Downing Street og meget mere til. Vi endte op på Liverpool Street Station, hvor vi lige var inde og kigge og så kørte vi trætte tilbage den lange vej gennem byen over Battersea Bridge hjem til lejligheden.

Torsdag sov vi længe og da vi var midt i planlægningen af dagens nye muligheder ringede min mobil. Det var min moster som ængsteligt spurgte, om vi havde det godt. Et mærkeligt spørgsmål, men hurtigt gik det op for mig, hvorfor pokker hun spurgte om det. Hun havde netop selv lige været på strækningen, hvor bomberne havde sprunget ude ved Liverpool Street Station. Hun arbejder lige i nærheden. Føj for pokker. Langsomt gik det op for mig, hvad der var sket. Vi lukkede med det samme op for BBC og sad klistret til skærmen i et par timer og så syntes jeg det var nok.

Min datter spurgte og spurgte og hun stillede mig det centrale spørgsmål, om det kunne ske i København. Jeg svarede nej, men det aner jeg jo intet om. På en måde så er det lidt som om, vi bare venter på, at Nørreport Station ryger i luften.

Vi slukkede resolut for fjernsynet og gik så over broen og op og ned af King's Road - en central berømt indkøbsgade med mange fancy butikker. Men stemningen var mat. Folk stimede sammen om en B&O butik og fulgte med i breaking news fra BBC. Og så begyndte regnen stille at sile ned. I sandhed en mærkelig dag og i det fjerne kunne vi konstant høre toner fra politibiler, ambulancer og brandbiler hyle løs. Vi gik hjem.

De to sidste dage var underlige. Som journalist ville jeg naturligvis gerne have været forbi King's Cross, men det afviste min datter og hun afviste også at køre i undergrunden. Helt naturlig reaktion. Men vi fik da set lidt mere på byen. Men ikke uden ængstelige blikke. Vi tog busserne og hver gang nye passagerer steg ombord, gloede vi på dem. To gange kom enlige mænd ind og stillede store tasker på bagageholdere og gik op og satte sig bagud i bussen. Hver gang tænkte jeg mit og prøvede at skule tilbage for at se, om de stadig var med. På intet tidspunkt satte vi os ovenpå. Da vi kom hjem, fortalte min datter, at hun havde bemærke de enlige mænd og at hun havde været bange. Jeg havde håbet, hun ikke lagde mærke til mændene, men naturligvis gjorde hun det.

På en andet tidspunkt kørte vi med en overfyldt bus også gennem det centrale London og med et kunne vi lugte en forfærdelig lugt af brændt gummi og en tyk røg kunne vi se gennem bussens ruder. Vi strakte hals og vi så en politiafspærring og tyk sort røg vælte op fra et hus. Hvad der var sket fandt vi aldrig ud af. Måske bare en "normal" brand men min datter kunne lugte røg hele tiden. Stakkels barn.

Søndag måtte vi med undergrunden ud til lufthavnen. På et tidspunkt holdt vi stille nede i mørket i vel fem minutter og min datter så sig rundt med store frygtsomme øjne, men endelig kørte toget igen. I lufthavnen var sikkerheden i top. Der var virkelig massivt mange sikkerhedsfolk og på en måde var det en lise at komme op i flyet og lette og være på vej hjem til Danmark.

Flyvning bliver aldrig en af de største fornøjelser i mit liv men jeg har fået et andet forhold til metro og tog under jorden og overfyldt busser. Hvor er det træls at skulle se frygtsomt på andre menneske og tro det værste om dem. At skulle have en lille frygt for at tage med offentlige transportmidler. Men som Tony Blair sagde et par timer på tv efter bomberne så advarede han mod at lægge bestemte befolkningsgrupper for had. Han sagde bl.a. at langt de fleste muslimer er fredelige mennesker som afskyr terror som alle andre mennesker. Min exkæreste fortalte at en mand i Hellerup havde overfaldet en buschauffør fordi han mente han var muslim. Manden var sikher.

Terroristerne ønsker at gøre os bange og at lægge andre mennesker for had. Men det skal de idioter ikke opnå. Vi skal leve det liv vi plejer at leve og ikke lade os kue.

Fredag den 8. juli

Kirsten Petersen, London, kl. 16.48:

Jeg har boet i London igennem mere end 13 år nu, og skønt alle der bor her var klar over den store fare for et terroristangreb, kunne ingen have forberedt sig på gårdagens scener herovre.



Jeg stod af undergrundstoget på Liverpool Street station klokken 8.45, og var ikke klar over noget usædvanligt, førend jeg ankom på kontoret, hvor nogle of mine kolleger fortalte mig, hvad der blev rapporteret som 'electricitets-problemer' på flere forskellige linier. Da vi senere hørte om bomben i bussen, blev vi klar over, at dette ikke bare var de sædvanlige problemer med transportsystemet.



Folk gik ikke i panik, men var rolige og tålmodige, og mange samledes omkring tv på kontorerne og pubberne for at følge de seneste nyheder.



I morges var undergrundsbanen mere stille end sædvanlig, og der var en dæmpet, men på samme tid, vagtsom atmosfære blandt pendlere. Gårsdagens hændelser virker, ja, 'uvirkelige' stadigvæk, men der er også en stærk følelse af, at livet må fortsætte som før, og folk har taget busser og tog, og er gået på arbejde idag som sædvanlig. Vi vil ikke lade terroristerne vinde!!

Ann Nielsen, ved Tower Bridge, kl. 11.28:

Ja det var en meget trist og underlig dag herovre i går...Jeg har boet i London i 10 år og arbejder lige ved Tower Bridge som er 15 minutters gang cirka fra et af områderne der var ramt. Alt man kunne høre var politi biler og ambulancer hele dagen.

Heldigvis tager jeg ikke med undergrunden på arbejde, men mange af mine venner tager den route til og fra arbejde. Min chef blandt andet var i en trafik prop i hele virvaret, men ringede og sagde han var okay.

Det værste er at tænke på alle de uskyldige mennesker som er kommet til skade, og hvad nogle mennesker er blevet påvirket af på grund af, at der er nogle, der ville vise, at de vil have magt, og tror de får det på den måde.

Alle er i mine tanker, jeg føler for dem. Og alt skal nok blive bedre, men man må ikke lade sig slå ud, og jeg håber de finder ud af hvem der står bag ved dette.

A. L. Hansen, London, kl. 10.13:

Alle i London vidste, at det ville ske på et eller andet tidspunkt, ikke om det ville ske. Saa jeg føler mig nærmest lettet over, at jeg og alle mine nærmeste overlevede, og at det kunne have været meget, meget værre end det var.

Det lyder måske kynisk og kold, men alt i alt, tror jeg London slap let i forhold til NYC, Bali, Madrid og selvfølgelig Irak...

Og ja, biz as usual... vi rejser med tog, bus og tube som i onsdags, for det kan jo ske hvor som helst, når som helst, c'est la vie...

Torsdag den 7. juli

Dorthe Stuhr, Liverpool Street, kl. 18.17:

Er i øjeblikket på arbejde i City-delen af London, 2 min. gågang fra Liverpool Street. Her er efterhånden ved at komme ro på. Dagen har været utroligt skræmmende og hektisk. Vi har ikke fået specielt mange informationer om hvad der rent faktisk foregår og tror at de fleste hjemme i DK ved mere end jeg goer.

Jeg var heldigvis et par minutter for sent på den i morges så nåede ikke den undergrund jeg skulle have været med, de lukkede lige for næsen af mig. Vi har fået at vide at vi ikke må bevæge os udenfor indtil vi får yderligere information, så sidder lige nu og venter på at jeg kan komme hjem, hvilket nok bliver næste problem eftersom transport er fuldstændig nedlagt.

Lige nu mens jeg sidder og skriver er der endnu en stor udrykning udenfor vores vinduer, der har været et par stykker i løbet af eftermiddagen.

Men som nævnt tidligere har vi ikke særlig meget styr på hvad der foregår da alt er kaos. De stod i morges og råbte i megafon udenfor vores vinduer og informerede alle om at der var sprunget bomber i undergrunden og på nogle busser. Det var den første information vi fik og alle prøvede selvfølgelig at komme i kontakt med familie, venner, kollegaer osv.

Men vi fik at vide at de havde lukket hele mobil netværket i London pga at den ene bombe var blevet detoneret pga et mobil signal.

Der går også rygter om at den ene bombe var en selvmords-bombe, men ved ikke om dette bare er rygter eller det er sandt.

Alt i alt har det været en hektisk og skræmmende dag, og håber at det er overstået nu. Heldigvis kender jeg ikke selv nogle som er kommet til skade, men mange af mine kollegaer sad fast i undergrunden i morges i flere timer og var dybt berørt af de forfærdelige scener de var vidne til da de endelig kom ud.

Gitte Ganderup, ved Waterloo station, kl. 17.42:

Jeg arbejder for tiden som management konsulent på undergrunden i London og var i nat på nathold og kom hjem ved 6.30 tiden.

Blev naturligvis chokeret da jeg vågnede midt på dagen til en lang roekke SMS'er fra kolleger med oplysninger om angrebet. Så da jeg ikke kunne komme ud til Canary Wharf, hvor jeg normalt arbejder på dagskift, har jeg arbejdet fra min lejlighed resten af dagen og har kunnet følge hvordan virksomhederne i London har håndteret situationen.

Jeg må sige, at alt har voeret utroligt velorganiseret. Eftersom min klient er et af de store firmaer, der har ansvaret for driften af London Underground, har haft et indblik i, hvor meget tingene har voeret under kontrol.

Mit klientfirma har over 3000 medarbejdere og har holdt dem velorienteret hele dagen med den første informations-e-mail omkring 1,5 time efter eksplosionerne.

Siden har medarbejderne modtaget en e-mail hver time med oplysninger om situationen, hvordan de skal forholde sig, og hvilke transport-muligheder der er for at komme hjem fra arbejde.

Mit eget firma har konsulenter over hele London, og fik meget hurtigt konstateret hvor alle medarbejde opholdt sig, og at de var OK.

Gaderne her i det centrale London (jeg er lige ved siden af Waterloo station) er meget stille og folk virker ikke paniske. Der er nærmest en stemning af "vi skal nok klare det her".

Så på trods af den frygtelige situation, føles det relativt trygt at være her og der er ikke optræk til panik.

Else Theill Sørensen, pt. Queensborough Terrace, kl. 17.16:

Min mand og jeg er på en uges ferie i London - ankom i går onsdag.

I formiddag ved 9-tiden så/hørte vi på BBC, at der var eksplosioner i og ved nogle undergrundsstationer, men det lød i første omgang som om det kunne være ulykker og ikke terror.

Det stod os klart, at vi ikke kunne komme nogen steder med ungergrundsbane, så vi ville tage bussen. Det fik vi heller ikke meget ud af. Derfor begav vi os til fods fra Notting Hill Gate, hvor vi bor til Oxford Street.

Der var flere steder afspærringer, og overalt masser af udrykninger - både politi og ambulancer.

De mange mennesker, der var på gaden tog situationen helt roligt, men i gadebilledet var det også vanskeligt at se (der hvor vi var), at situationen var så alvorlig, som den åbenbart er.

Tilbage til hotellet ved 15 tiden (kl. 16 dank tid) var der mange mennesker i lobbyen, hvor fjernsynet bragte de seneste nyheder. Londons politi opfordrer alle til at blive hvor de er.

Nicole, Moorgate/Bank station, kl. 15.44:

Jeg sidder i øjeblikket på arbejde hos en af de store banker ved Moorgate/Bank station.

På vej til arbejde i morges kl. 7.20 hørte jeg Bank station var lukket, under turen med DLR (Docklands Light Railway) blev stationen igen åben.

Jeg kom fint på arbejde og hørte fra min kollega der kom med samme linie at toget stoppede inde i undergrunden og alarmen gik af. Efter et stykke tid startede toget igen og han kom godt til arbejde.

Banken prøver i øjeblikket at få os alle transporteret hjem, men eftersom vi er i midten af det hele kan vi ikke forlade bygningen.

Heldigvis skal jeg hjem til Danmark i morgen over weekenden og jeg glæder mig til at komme fra London et par dage!

Malene Garfield-Davies, Swan Lane, kl. 14.36:

Jeg arbejder for en bank i hjertet af London city.

Sikke en morgen.

Mødte heldigvis tidligt, så undgik de eksplosioner der har fundet sted i tog og stationer kun få hundrede meter fra mit kontor.

I skrivende stund har vi fået forbud mod at forlade bygningen - ikke at jeg ved hvordan nogen af os skal komme hjem, da alle veje er lukket, undergrunden er ude af drift og det samme gælder samtlige busser i London.

Der er en mærkelig stemning på kontoret. En blanding af frygt, galgenhumor og kaos. Det er næsten umuligt at få telefonforbindelse af nogen art, den normalt hektiske stemning og larm der følger med handling af værdipapirer er erstattet med larmen fra live bulletiner over højttalere og computere plus larmen af sirener fra gaden.

Rygterne om hvad der foregår svirrer om ørerne på os. Jeg har hørt om skyderier rettet mod en selvmordsbomber og antallet af døde varierer fra et par stykker til flere hundrede.

Det ligger sikkert, at 3 dobbeltdækker-busser er sprunget i luften, og jeg kan ikke forestille mig hvordan en eneste kan have overlevet det. Jeg ved at der kan være omkring 70 personer i en dobbeltdækker - og det var midt i myldretiden!

2 er blevet dræbt i en af eksplosionerne i undergrunden!

Min mobiltelefon hopper omkring på mit skrivebord mens den modtager en lind strøm af smser fra bekymrede familiemedlemmer og venner i Danmark.

Kan heldigvis informere dem alle om at jeg er ok. Jeg vidste at dette ville ske før eller siden, så jeg er kun lykkelig for at jeg selv og alle dem jeg kender og holder af i London er ok!

Thorsten Meyer Larsen, Holborn, kl. 13.47:

Jeg læser nogle fag på LSE i London her i sommeren.

Situation for mig/os er, at alle klasser og timer er aflyst.

Vi bliver bedt om ikke at forlade vores kollegier. De studerende, der allerede er på campus, bliver bedt om at blive der.

Kollegiet jeg bor på ligger tæt ved Holborn stationen - der er ét stop fra Russell Square. Vi er ikke personligt berørt andet end de aflyste timer, men fra mit værelse har jeg den sidste tid kunnet høre ambulancer køre mere eller mindre hele tiden. Det er dog løjet lidt af her den sidste halve time.

Thorfinn Rasmussen, London Bridge, kl. 13.29:

Jeg bor udenfor London, og mit tog blev standset på vej til arbejde her til morgen og omdirigeret til King's Cross station. Da vi kom dertil, blev stationen evakueret.

Jeg gik rundt i området og prøvede at finde en åben undergrundsstation, men både Euston og Russel Square var lukket ned.

Det lykkedes mig endelig at komme på arbejde i City (i nærheden af London Bridge), og vi har nu fået besked på ikke at forlade bygningen. De fleste togstationer er lukkede nu, og ingen ved hvordan de skal komme hjem i aften.

Thomas Kousholt, London Waterloo, kl. 13.19:

Jeg arbejder hos et software firma i London Waterloo. Jeg kører med tuben til bl.a. Edgware Road stationen, men passerede heldigvis en lille halv time før eksplosionerne.

Flere af mine kollegaer er allerede begyndt på gåturen hjem, og der har været foretaget optællinger i huset, for at finde ud af om alle er her/har været her.

Dennis Holmer, nordlige London, kl. 12.48:

De har lige confirmed de to første døde, men efter at snakke med familie, der er i london centrum er der meget kaos og snak om mange døde og folk er i panik.

Henrik Brogger, Royal Hill Greenwich, kl. 12.34:

Jeg arbejder som IT tekniker og kan rapportere at vores Help Desk som normalt har telefoner kimende hele tiden er fuldstændig stille.

Alle forsøger at komme i kontakt med venner og pårørende for at finde ud af om de er ok. Mobil telefoner har besvær med at komme igennem da alle sikkert har samme tanker.

Alle bliver frarådet at bruge Public Transport, så det bliver total kaos (hvis det ikke vedbliver med at være det resten af dagen) senere i dag når folk skal fra arbejde - hvis de nogensinde når så langt eller er vendt om.

En kollega som arbejder bag British Museum fortalte at gaderne var sort af mennesker til morgen som måtte gå på arbejde - Alle bus stoppesteder var overfyldt med folk som ventede på den næste bus. Sikkert et skæbnesvangert held at nogen valgte at gå.

Janni Friis, Fleet Street, kl. 12.34:

Scenen her er meget kaotisk i øjeblikket. Selvom om alle her på jobbet er gjort rede for via vores meget effektive interne alarmberedskab, så er al transport inden for byens indre aflyst og stadig ingen official meddelselse om antal døde, sårede og om her er tale om et terrorangreb.

Vi er af myndighederne blevet bedt om at blive, hvor vi er, da der ingen mulighed er for at komme hjem via regulær transport, men også fordi man ikke har et overblik over hvor alvorligt det står til, og om vi kan vente flere episoder I løbet af dagen.

Tilstanden er noget kaotisk, men det virker dog som om politi og beredskab har styr over situationen. Ulykkesberedskabet for London skulle efter sigende være taget I brug og fungere efter henseende.

Rune Leth, Dean Street, kl. 12.15:

Byen er gået helt i stå, og folk bliver bedt om ikke at forlade deres hjem og arbejde.

Folk er meget forvirret og bekymret, fordi der stadig ikke er noget svar på hvad der er sket, og folk har svært ved at få fat i deres familier, da telefon nettet er overbelastet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen