Flodbølge har øget risiko for spredning af aids

Den ødelæggende tsunami, der ramte Asien i fjor, har gjort adskillige lande, der i forvejen er sårbare over for hiv/aids, endnu mere udsatte over for epidemien, sagde FN-embedsmænd mandag.

Et ud af fire nye tilfælde af hiv/aids optræder i Asien, hvor halvdelen af verdens befolkning bor. 1500 mennesker i regionen bukker under for sygdommen hver dag. Yderligere 12 millioner vil blive smittet i de kommende fem år, medmindre indsatsen for at forebygge sygdommen intensiveres.

Da de dødbringende bølger slog ind over kysterne ved Det Indiske Oceran den 26. december i fjor, omkom 232.000 mennesker. Millioner af andre blev hjemløse, hvilket har gjort dem endnu mere sårbare over for hiv/aids.

Risikoen for at blive smittet med hiv/aids i de tsunamiramte områder er øget på grund af sammenbruddet i sundhedsvæsnet, som blandt andet har betydet, at man ikke længere har adgang til kondomer.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen