Dekan: Prins Harry burde besøge Auschwitz

Det britiske kongehus er igen midtpunkt for en skandale. Denne gang er det prins Harry, der offentlig har måttet undskylde, at han mødte frem i tysk militær ørkenuniform med naziarmbind til en vens kostumebal.

"Harry the Nazi" - nazisten Harry - hedder det på forsiden af tabloidavisen The Sun, der også har fremskaffet et privatoptaget foto af prinsen med en drink i den ene hånd og naziarmbindet om den anden overarm.

Ifølge BBC News har det britiske kongehus udsendt en erklæring, hvori det hedder:

"Prins Harry vil gerne undskylde for, at nogen kan føle sig forulempet eller forarget. Han erkender, at det var et meget dårligt valg af kostume."

Den undskyldning er dog ikke nok for de konservatives leder, Michael Howard, der mener, at prinsen personligt bør sige undskyldt til det engelske folk og ikke skjule sig bag en pressemeddelelse. Det sagde han torsdag til BBC's Radio 4.

En talsmand for det jødiske samfund i Storbritannien siger, at der er tale om usædvanlig dårlig smag.

"Men vi er glade for, at han har givet en undskyldning for hændelsen," siger talsmanden til BBC.

Den tidligere britiske forsvarsminister Doug Henderson mener, at prinsen har udvist så stor mangel på dømmeevne. at han er uegnet til at blive optaget på militærakademiet Sandhurst. Her skal den 20-årige prins Harry efter planen begynde en officer-uddannelse til maj.

"Efter afsløringen tror jeg ikke, at den unge mand er egnet til Sandhurst. Havde det været enhver anden, var ansøgningen ikke engang blevet vurderet," siger Doug Henderson.

Prins Harry var også i fjor i pressens søgelys,da han på en natklub var indblandet i en batalje med en fotograf.

Også prins William var med til kostumeballet.. Men han havde valgt at optræde som en løve.

Prins Harry opfordres til at besøge Auschwitz

Den britiske prins Harry burde tage en tur til Polen og besøge udryddelseslejren Auschwitz.

Det siger en fremtrædende jødisk forening, efter den 20-årige prins torsdag endte på forsiden af tabloidavisen The Sun iført tysk militæruniform og et armbind med et hagekors under overskriften "Harry the Nazi".

Skandalen sker bare to uger før 60-årsdagen for befrielsen af Auschwitz.

- Prinsen burde tage med for at bøde for sine handlinger, mener rabbineren Marvin Hier, der er dekan på det jødiske menneskerettighedscenter Simon Wiesenthal Center.

kurt.hedevang@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen