Tokyo er farligst

Tokyo er den storby i verden, der har størst risiko for at blive ramt af en naturkatastrofe.

De 35 millioner indbyggere i Tokyo lever med en 2.367 gange så stor en risiko for at blive udsat for en alt-ødelæggende naturkatastrofe som de 3,3 mio. indbyggere i Elfenbenskystens hovedstad Abidjan, hvor befolkningen til gengæld må leve med andre farer.

Det konkluderer verdens største genforsikringsselskab, tyske Munich Re. Forsikringsselskabet har som optakt til FN's konference om katastrofereduktioner i Kobe i Japan lavet en risikovurdering af verdens 50 største byområder.

Her kommer Tokyo ud som verdens suverænt farligste storby at opholde sig i, når det handler om risikoen for naturkatastrofer. Den japanske hovedstad er farlig indenfor alle kategorier af naturkatastrofer. Risikoen for jordskælv er høj, mens risikoen for at blive udsat for en tropisk storm, en tornado eller lignende er middelstor. Og så må de 35 mio. indbyggere leve med en vis risiko for vulkanudbrud, vinterstorme, oversvømmelse og flodbølger, tsunamier, lyder vurderingen fra Munich Re.

Det tyske forsikringsselskab sætter fareindekset for Tokyo til 710, hvilket er markant højere end alle andre storbyer i verden. Nummer to på listen er San Francisco-området, der bliver vurderet til et fareindeks på 167. Herefter følger Los Angeles med indeks 100 på samme skala.

Risici i Californien

Både San Francisco og Los Angeles risikerer jordskælv, ligesom de begge er i fare for at blive ramt af såvel storme som oversvømmelser.

Man skal ned på niendepladsen for at finde den første europæiske storby, London, der med et fareindeks på 30 især er udsat for vinterstorme og oversvømmelser. Paris følger lige efter på en 10. plads.

Til gengæld vurderes risikoen i Mexico City, hvor mindst 9.500 mennesker i 1985 mistede livet i et voldsomt jordskælv, kun til knap en femtedel af risikoen i Los Angeles - og lavere end både London og Paris.

Risikovurderingen af verdens storbyer er lavet som optakt til FN-konferencen om katastrofer, der foregår 18.-22. januar, og forberedt længe inden katastrofen i Asien.

Munich Re understreger da også, at verdens storbyer står foran en lang række farer - herunder naturkatastrofer. Her sidestilles naturkatastrofer med risikoen for terrorangreb, miljøkatastrofer, teknologiske farer og lignende.

»Megabyer er udsat for megarisici. I kystområderne kan de f.eks. blive udsat tsunamier, mens byer som Tokyo og Miami ligger i områder, hvor der dels er stor risiko for jordskælv, dels stor risiko for tropiske storme,« forklarer Stefan Heyd fra Munich Re.

Konference i Kobe

Konferencen holdes i den japanske by Kobe, der den 17. januar 1995 blev udsat for et jordskælv målt til styrken 7 på den åbne Richterskala, et skælv der nærmest jævnede byen med jorden og kostede flere end 6.000 mennesker livet. Skaderne efter Kobe-jordskælvet er siden opgjort til over 100 mia. dollars, hvilket gør det til den hidtil mest kostbare naturkatastrofe målt i penge.

Jordskælvet, der udløste katastrofen i Sydøstasien og skabte tsunami-flodbølgen, blev målt til 9,0 på Richterskalaen. Skaderne her er endnu ikke gjort op, men de bliver formentlig væsentlig højere end 100 mia. dollars.

Efter flodbølgerne vil konferencen i Japan formentlig få stor bevågenhed i medierne. Der er da også i hast sat flere nye sessioner om tsunamier, flodbølger, op.

lars.from@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.