Norge offenliggør navneliste mandag - Sverige venter
Politiet i Norge vil mandag offentliggøre en navneliste over nordmænd, der er omkommet eller fortsat savnes i forbindelse med katastrofen i Det Indiske Ocean 2. juledag. Mens dansk politi tog et tilsvarende skridt søndag, har Sverige, der er det land i Norden med flest ofre, ikke umiddelbart planer om at gøre det samme.
Det var Norges justitsminister, Odd Einar Dørum, som på et pressemøde søndag bekendtgjorde, at norsk politi agter at offentliggøre en navneliste. Endnu søndag arbejdede norsk politi på højtryk for at bearbejde oplysninger over savnede nordmænd. Man arbejdede søndag med en liste over 462 nordmænd, der med sikkerhed savnes samt en liste over 980 nordmænd, som der er større usikkerhed om.
Indtil videre er 21 nordmænd bekræftet døde, men Dørum sagde til nyhedsbureauet NTB, at listen over omkomne nordmænd mandag antageligt vil blive mere omfattende, idet identifikationsarbejdet på det thailandske feriested Phuket nu for alvor er kommet i gang.
Myndighederne i Sverige arbejdede mandag med en intern liste over 2915 svenske statsborgere, der er savnede i syd- og sydøstasien, oplyser nyhedsbureauet TT.
/ritzau/