Helikoptere kaster nødhjælp ned i Indonesien

Helikoptere kastede søndag nødhjælp ned til skrigende menneskemængder i flodbølgeramte landsbyer i Indonesien. Men helikopterne var ikke i stand til at lande i området en uge efter, at bølgerne vaskede hele byer væk.

De amerikanske og australske militærhelikoptere er en del af den multilaterale hjælpeindsats, hvor donorer indtil videre har givet løfte om to milliarder dollar (11 milliarder kroner).

Overlevende, der har været uden ly og mad i en uge, flokkedes i rydninger uden for vandets rækkevidde langs hele den indonesiske Aceh-provins' kyst. I takt med, at vandet kun langsomt forsvinder, afsløres det, hvor omfattende ødelæggelserne er.

- Jeg har aldrig set noget lignende. Vi har set lig så langt som 20 kilometer ud for kysten. Det er umuligt at beskrive, siger kaptajn Larry Burt, der er kommandant for helikopterstyrken på det amerikanske hangarskib "US Abraham Lincoln", der ligger 20 kilometer ud for kysten.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen