Retssag 16 år efter røveri

Fire af forbryderne er døde, en er forsvundet, og de ni øvrige lever et fredeligt familieliv. 16 år efter røveriet får de langt om længe deres dom.

Paris

Det franske retsvæsen må være selvskrevet til en plads i Guiness rekordbog. Over 16 år har det varet, før gerningsmændene bag et røveri til 12,6 mio. kr. er kommet for retten.

Det minutiøst planlagte røveri mod pengetransportfirmaet Brink's i Toulouse i Sydfrankrig blev gennemført 27. april 1988. Gerningsmændene, der hverken affyrede skud eller var særligt voldelige, var klædt i politiuniformer.

Efter fem måneders efterforskning anholdt politiet en gruppe unge musikere, anarkister og narkomaner, ni mænd og fem kvinder, og alt lå parat til en hurtig retssag.

Men af årsager, som ingen i dag rigtig synes at forstå, trak sagen ud, og de unge blev aldrig stillet for en dommer. Fire af dem døde af aids, og de blev løsladt, så de kunne få en værdig død.

Lever normalt liv

Fire andre var hiv-positive og blev også løsladt, og efterhånden blev alle sat på fri fod, og de har siden levet et nogenlunde normalt liv. En er sygehjælper på et hospital, en anden leder et firma, en tredje er afdelingschef i et varehus, og flere har fået børn og familie.

Forsvareren for de nu efterhånden midaldrende røvere, Christian Etelin, betegner det som et mysterium, at sagen har trukket ud så længe.

»Det er sket alvorlige fejl i retssystemet. Måske har anklagemyndigheden foretrukket at lade en højere guddommelig myndighed afsige dommen,« siger han til avisen Libération.

Sagen ventes afsluttet sidst på ugen eller i begyndelsen af næste.

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen