Farvel til fattigdommen

Globaliseringen virker. For klodens fattige har 2004 været det hidtil mest fremgangsrige år. Asien er på vej til at udrydde den ekstreme fattigdom. Men Afrika er klar til at overtage rollen som verdens fattige hjørne.

Her er årets bedste nyhed: Der bliver færre og færre fattige i verden. Vi nærmer os slutningen på det mest fremgangsrige år for klodens fattigste nogen sinde, og fremgangen ser ud til at kunne fortsætte i mindst et årti.

Hvert eneste år fremover vil mellem 30 og 35 millioner mennesker frigøre sig fra den dybeste fattigdom. Og det er overvejende sandsynligt, at verdens udviklingslande når den ambitiøse målsætning, som FN's medlemmer formulerede i de såkaldte Millennium Development Goals: Antallet af fattige halveres i perioden fra 1990 til 2015.

Det allermest opmuntrende er dog, at der bag hvert eneste tal i de løfterige statistikker (senest offentliggjort i Verdensbank-rapporten "Global Economic Prospects 2005") gemmer sig en personlig succes:

Inderen Arun Arora er nu i stand til at brødføde sin familie. Kineseren Jiang Shengxiong får råd til at give sine børn en ordentlig uddannelse. Og den unge araber, Mohamed Al-Kandari, rykker fra slummen ind i en lille, moderne lejlighed.

»Det ligner et historisk gennembrud, og man kan uden at overdrive slå fast, at vi er vidne til et spektakulært fald i verdens fattigdomsproblemer,« siger Uri Dadush, direktør i Verdensbanken, Washington, i et telefoninterview med Jyllands-Posten.

Banken sparer i det hele taget ikke på superlativerne i den seneste udgave af Global Economic Prospects: 2004 bliver et jubelår for udviklingslandene, som har udsigt til en samlet økonomisk vækst på 6,1 pct. - den højeste i mindst 30 år.

Det er en afgørende forudsætning, hvis klodens mindre priviligerede skal have glæde af udviklingen, for »høj vækst er og bliver den bedste medicin mod sult og fattigdom,« siger verdensbankdirektøren.

Det vejer selvfølgelig tungt i statistikkerne, at tre af verdens mest folkerige nationer har sluppet markedskræfterne løs og nu for alvor kan høste gevinsten af de økonomiske liberaliseringer, som blev gennemført i 1990'erne:

Kina er topscorer med en vækst på 8,8 pct. efterfulgt af Rusland med 8 pct. og Indien med 6 pct.

»Det er kombinationen af markedsøkonomiske reformer og en strammere økonomisk politik, som har skabt en fantastisk fremgang. De mest fremgangsrige lande har lavere toldsatser, lavere inflation, mindre budgetunderskud og mindre udlandsgæld, end de havde for 10 år siden, og det interessante er, at ikke kun en lille, velbjerget elite, men også de fattigste borgere får glæde af de høje vækstrater,« påpeger Uri Dadush.

For 25 år siden levede 1,5 milliarder mennesker for mindre end én dollar om dagen, hvilket er den hyppigst anvendte definition på absolut fattigdom - deriblandt 600 millioner kinesere og lige så mange i de øvrige asiatiske lande.

Nu har 500 millioner asiater hævet sig over denne halvofficielle fattigdomsgrænse.

De seneste tal fra Verdensbanken viser, at 271 millioner mennesker i det østlige Asien (inklusiv Kina) i dag lever for mindre end én dollar om dagen, og i 2015 vil antallet af ekstremt fattige østasiater og kinesere være nede på 19 millioner.

Da direktøren for FN's Verdensfødevareprogram (WFP), James Morris, i forrige uge besøgte Kina, roste han de kinesiske ledere til skyerne for »en af de største bedrifter i det 20. århundrede«, og han konstaterede samtidig, at Kina ikke længere har brug for FN's hjælp til at løse sine fødevareproblemer, men tværtimod bør bruge sin ekspertise og sine ressourcer til at hjælpe andre lande.

Vigtig symbolværdi

Talen blev også i kinesiske medier tolket som et vigtigt signal om, at kæmperiget ikke længere bør associeres med fattigdom, og selv om Kinas økonomiske bidrag på 150 mio. kr. til WFP er beskedent, så har det en vigtig symbolværdi.

I det sydlige Asien (inklusiv Indien) er der sket et næsten lige så bemærkelsesværdigt fald i fattigdommen, og det fortsætter fra de nuværende 431 millioner til 216 millioner i perioden frem til 2015 - forudsat at Verdensbankens prognoser holder.

Asien er den store succeshistorie, og Iri Dadush understreger, at den historiske fremgang ikke alene kan forklares med nogle få, store landes succes:

»Selv hvis man trækker Kina, Indien og Rusland ud af statistikken, kan verdens udviklingslande mønstre en samlet vækst på 5 pct., hvilket skal sammenlignes med 3,5 pct. i de rige OECD-lande og beskedne 1,8 pct. i Eurolandene,« fortæller verdensbankdirektøren, som melder om fremgang i samtlige regioner:

De sydøstasiatiske tigre er kommet styrket ud af senhalvfemsernes finanskrise. De østeuropæiske og centralasiatiske lande har endelig - efter en pinefuld overgangsfase - løsrevet sig fra socialismens skygge. De fleste mellemøstlige stater lever lige nu højt på olieprisernes himmelflugt. De latinamerikanske nationer (minus Argentina) har i det store hele overvundet den seneste økonomiske kollaps. Og selv de afrikanske lande har svagt stigende vækstrater - om end de med godt 3 pct. halter et stykke efter andre udviklingslande.

Det er gode tider, og såvel Verdensbankens rådgivere som uafhængige udviklingseksperter peger på to væsentlige forklaringer: Modernisering og globalisering.

Millioner af fattige indbyggere i udviklingslandene vandrer i disse år fra landområderne til storbyerne, hvor mange finder et job i industri- og serviceerhvervene, hvor de har lettere adgang til sundhed og uddannelse, og hvor de tilegner sig en moderne livsstil, hvilket bl.a. medfører, at børnefødselstallet begynder at falde dramatisk.

De fattige kinesere, vietnamesere, indonesere, indere, tyrkere, ukrainere og brasilianere i storbyerne bliver som en konsekvens af moderniseringen også mere aktive deltagere i den globale økonomi. Den samlede verdenshandel vokser i år med imponerende 10,2 pct., hvilket bidrager stærkt til den økonomiske vækst, og udviklingslandene tegner sig for en voksende andel af den internationale handel.

Positiv effekt

Uri Dadush ser det som et bevis på, at globaliseringen har en positiv effekt for de fleste mennesker:

»De lande, som integrerer sig mest i verdensøkonomien, som fjerner handelsbarrierer og åbner sig for udenlandske investeringer, ser også ud til at have den største vækst, så en af de kommende års største udfordringer bliver at give de fattige lande mulighed for at integrere sig mere og handle sig ud af fattigdommen,« siger verdensbankdirektøren.

Globaliseringen har ikke desto mindre fået et dårligt ry på de politiske yderfløje.

Aktivister fra antikapitalist- og antiglobaliseringsorganisationer har gjort gaderne usikre i forbindelse med topmøder i bl.a. Seattle, Montreal, Prag og Genua, men ser dog ud til at have mistet pusten det seneste års tid.

Efter i en periode at have domineret debatten i medierne har aktivisterne har også fået svar på tiltale - bl.a. i to anmelderroste bøger, som er udkommet i 2004: Why Globalization Works af Martin Wolf fra The Financial Times og In Defense of Globalization af den indiske professor, Jagdish Bhagwati, fra Columbia University i New York.

Bliver udnyttet for lidt

De argumenterer begge overbevisende for, at globaliseringen er langt bedre end sit rygte - ikke mindst fordi den reducerer fattigdommen og øger levestandarden for millioner:

»Aldrig tidligere har så mange mennesker - eller en så stor andel af verdens befolkning - kunnet glæde sig over en så stor stigning i deres levestandard,« skriver Martin Wolf.

Han tilføjer polemisk, at de fattigste landes problem ikke er, at de bliver udnyttet af multinationale selskaber, men at de bliver udnyttet for lidt, fordi de har svært ved at tiltrække udenlandske investeringer i skarp konkurrence med bl.a. Kina.

Martin Wolf påpeger også, at de rige lande på visse punkter har en dobbeltmoralsk handelspolitik, og at de snarest muligt bør afskaffe den skandaløse landbrugstøtte, som er med til at fastholde millioner af asiatiske, latinamerikanske og afrikanske bønder i dyb armod, fordi de ikke kan sælge deres produkter på lige vilkår i Europa og USA.

Igen: Løsningen er ikke mindre fri handel, men mere.

Jagdish Bhagwati noterer ligeledes, at globaliseringen har et menneskeligt ansigt, og at fri handel skaber større velstand:

»Hvis jeg bytter noget af min tandpasta for én af dine tandbørster, så får vi begge to hvidere tænder,« siger han til Jyllands-Posten.

Men selv om det efterhånden er veldokumenteret, at øget handel og investeringer over landegrænserne giver færre fattige, så diskuterer økonomerne fortsat, om globaliseringen giver større ulighed. Selv om den samlede kage bliver større, og de fattige får lidt flere krummer, kan man sagtens forestille sig, at de rige hugger de største stykker.

Bhagwati erkender, at det kan forekomme, men han afviser, at det er det generelle billede.

»Uligheden vokser i enkelte lande - på det seneste også i Kina, men den falder mellem enkeltindivider på verdensplan,« siger han med sin kollega fra Columbia University, den katalanske økonom Xavier Sala-i-Martin, som hovedkilde.

Den indiske professor mener i øvrigt også, at økonomisk fremgang går hånd i hånd med udviklingen af politisk demokrati. Og mens Asiens økonomiske mirakel er anerkendt og velbeskrevet, så er det gået mere upåagtet hen, at kontinentet sideløbende har oplevet et mindre politisk mirakel.

Der har f.eks. i årets løb været frie valg i Taiwan, Indonesien, Sydkorea, Filippinerne, Malaysia, Sri Lanka, Indien og Japan. De fire første var diktaturstater for 20 år siden. Og i flere lande - med Indien som det mest prominente eksempel - har valgene ført til et fredeligt regeringsskifte.

Det er også bemærkelsesværdigt, at store, muslimske lande som Indonesien og Tyrkiet i dag har et demokratisk styre og kan vise vejen for andre.

Men selv om der er meget at glæde sig over, så understreger både Jagdish Bhagwati og Verdensbanken, at det er for tidligt at hvile på laurbærrene

Over 1 milliard mennesker lever stadig for mindre end 1 dollar om dagen, og 2,7 milliarder må klare sig for mindre end 2 dollars.

Verdensbanken sætter også ord på de største trusler mod en fortsat høj vækst: Et gigantisk budgetunderskud i USA, som yderligere kan svække dollaren og presse renten i vejret. Et forsinket opsving i Europa. Høje og stærkt svingende oliepriser. Usikkerhed om robustheden i Kinas økonomi.

Verdens fattige hjørne

Det er dog ikke alarmerende trusler. Banken venter en lidt svagere vækst i 2005 og 2006, men den vil holde sig over 5 pct., og selv om væksten måske stabiliserer sig omkring 3,5 pct. i gennemsnit fra 2006 til 2015, så vil det stadig give udviklingslandene mulighed for at halvere den ekstreme fattigdom.

Den eneste markante undtagelse er Afrika, som helt er ved at overtage rollen som verdens fattige hjørne.

Her er ganske vist en moderat vækst, men den kan ikke holde trit med befolkningsudviklingen, så "det sorte kontinent" fjerner sig hver dag mere og mere fra Millennium-målene.

Det positive er, at der i løbet af de næste 10 år vil ske et fald i den andel af befolkningen, som lever i ekstrem fattigdom, fra 46 til 38 pct. Men der bliver flere og flere fattige i absolutte tal: I dag lever ca. 313 millioner afrikanere for under en dollar om dagen - et tal, der ventes at stige til 340 millioner.

»I 2015 vil de fleste af verdens fattige være samlet i Afrika. Fattigdom vil ikke længere være et asiatisk, men et afrikansk problem,« siger Uri Dadush fra Verdensbanken.

Han mener, at afrikanerne selv skal sørge for at holde orden i eget hus. Der er i mange lande en fundamental mangel på fred, stabilitet og sikkerhed, som er en forudsætning for, at man kan skabe økonomisk vækst og tiltrække udenlandske investorer. Korrupte embedsmænd og politikere er et andet kæmpe problem.

»Men den rige verden har også et stort ansvar for at hjælpe afrikanerne i gang. Vi skal først og fremmest åbne vores markeder for afrikanske varer - også på landbrugsområdet,« mener han.

Den britiske organisation, Oxfam, skønner, at hvis Afrikas andel af verdens samlede eksport stiger med blot 1 pct., vil det have en fem gange større værdi end den samlede udviklingsbistand til hele kontinentet.

Professor Jagdish Bhagwati peger også på handel snarere end bistand som det vigtigste middel til at integrere Afrika i verdensøkonomien, men han er enig i, at afrikanerne har brug for hjælp for at komme på fode, og han opfordrer Verdensbanken og andre internationale organisationer til at koncentrere indsatsen i Afrika.

»Det er muligt, at mine indiske landsmænd bliver sure, når jeg siger det, men alle andre end afrikanerne kan groft sagt klare sig selv. I modsat fald fører de en forkert politik, og så må de finde en anden. Vi skal dog ikke bare kritikløst kaste en masse penge ind i Afrika. Det vil blot øge korruptionen, og en stor del af pengene ender i banker i Zürich og Miami. Der er behov for en målrettet og effektiv indsats,« siger Jagdish Bhagwati.

Behov for massiv støtte

Den danske forfatter og udviklingskonsulent, Knud Vilby, anerkender, at globalisering, fri handel og økonomisk vækst har skabt en positiv spiral i mange lande, men han mener også, at der er behov for økonomisk støtte - primært til Afrika:

»Globalisering gør det ikke alene. Hvis svage stater skal integreres i verdensmarkedet på en positiv måde, er der behov for massive overførsler. Det er et velkendt argument, at investeringer driver den økonomiske fremgang, men forudsætningen for, at nogen gider investere i fattige lande, er, at arbejdskraften har et rimeligt niveau, og at infrastrukturen er i orden - det vil sige alt fra veje og havne til elektricitet og internet. Hvis afrikanerne ikke får hjælp til at løfte den opgave, vil de sakke længere og længere bagud,« siger Knud Vilby, tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke.

Noget kunne tyde på, at de rige lande faktisk er indstillet på at yde den nødvendige støtte. Den samlede udviklingsbistand stiger for første gang siden 1970'erne - fra 54 mia. dollars i 1997 til 70 mia. dollars i 2002. Og kampen mod fattigdom vil stå højt på den internationale dagsorden i 2005.

Der udkommer flere store rapporter i årets løb, de store G8-lande mødes i juli til et topmøde, som fokuserer på fattigdom - specielt i Afrika, og FN arrangerer i september et selvstændigt topmøde, som skal evaluere, hvordan det går med at opfylde Millennium-målene.

Endelig er der et begrundet håb om, at Verdenshandelsorganisationen (WTO) på et møde i Hong Kong i december endelig beslutter sig for at give bedre handelsbetingelser til de fattige lande.

Det bliver måske den virkelige test på, om vi er på vej til at udrydde den sidste rest af dyb fattigdom i verden.

kim.hundevadt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen