• For abonnenter

For vores sønners sønner

Han så mennesker blive mast under kampvogne. Og han bar sin dræbte nabo, en 14-årig dreng, i sine arme. Minderne om revolutionen for 15 år siden kan stadig give Ion Ghita lyst til at græde. Men han fortryder intet. For selv om forandringerne lod vente på sig, blev ingen rumæners liv det samme igen efter december 1989.

Bukarest

»Mit navn er Ion Ghita. Jeg blev såret under revolutionen,« begynder han. Det lyder lidt tørt og mekanisk. Den lille tætte mand i det mørke jakkesæt har fortalt historien før, kan man høre:

»Det var i december 1989. Jeg var med. Jeg så, hvad der skete.«

Han var 29 år dengang og arbejdede på en fabrik. Han fortæller det med en lidt træt, uudgrundelig mine og et fast blik. Som skal han lige måle tilhøreren. Overveje om han virkelig orker en gang til. Orker at fordybe sig i de modsatretted

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen