Kæmpe-røveri mod Danske Banks nyerhvervelse
Ukendte gerningsmænd i Belfast slap i aftes væk med op mod 215 mio. kr. fra hovedkvarteret for den bank, som Danske Bank netop har købt.
Røverne slog til mod Nothern Banks afdeling på Wellington Street i Belfast. Afdelingen udgør distributionscenteret for kontanter til samtlige filialer af Northern Bank, rapporterer Sky News.
Nordirsk politi har sat en massiv efterforskning i gang efter røveriet, som kan have givet helt op til 20 mio. pund (215 mio. kr.) i udbytte. Der er i givet fald tale om det største røveri i Nordirlands historie.
"Politiet efterforsker bortfjernelsen af en betydelig mængde kontanter fra en bank i Belfast-området," lyder den kortfattede kommentar over for Sky fra politiet i Nordirland.
Røverne har angiveligt holdt slægtninge til til ledende medlemmer af bankens personale som gidsler i deres hjem, mens røveriet fandt sted, og således tvunget personalet til at skaffe adgang til bankboksen.
Ifølge nyhedsbureauet AP blev der først slået alarm kort før midnat mandag aften - seks timer efter at røverne gik i gang med at tømme banken for kontanter.