Folkets tsar

Hvad har Ruslands præsident, Vladimir Putin, gang i? Centralisering, sikkerhedsmæssige opstramninger, indgreb over for pressen, retssager mod ledende finansfolk, målrettet forsøg på at overtage magten i olieselskabet Yukos, indblanding i tidligere sovjetrepublikkers indre anliggender og senest forsøg på at påvirke nabolandet Ukraines præsidentvalg. Hans "styrede demokrati" vækker uro i Vesten. Men de fleste russere ser det anderledes.

Moskva

Med hele to besøg inden for to uger i nabolandet Ukraine forsøgte Ruslands præsident, Vladimir Putin, i forbindelse med præsidentvalget i den tidligere sovjetrepublik at påvirke udfaldet af valget til fordel for premierminister Viktor Janukovitj, der uofficielt blev støttet af den afgående præsident, Leonid Kutjma.

De russisk orienterede vælgere i den østlige del af landet bakkede måske yderligere op om Janukovitj ved det valg - der på baggrund af udbredt valgsvindel nu skal gå om - mens vælgerne i den centrale og vestlige del af Ukraine i vrede eller irritation over en fremmed præsidents indblanding kan tænkes i højere grad at have stemt på oppositionens Viktor Jusjtjenko.

Men Ukraine var en kronjuvel i tsarernes imperium og senere sovjet-imperiet. Og frygten for at miste grebet om det historiske, strategisk, politisk og økonomisk vigtige naboland er stor i Rusland.

Sand sovjet-natur

»Putins indblanding i Ukraines valg var en fuldstændig fiasko,« siger Andrej Piontkovskij fra Center for Strategiske Studier i Moskva. »Men det er russisk udenrigspolitik. Putin er besat af tanken om at dominere - som under sovjetstyret. Ukrainerne demonstrerede efterfølgende, at de ikke har brug for den russiske dominans. Jeg tror, at Putin var chokeret over nederlaget, men hans indblanding viste hans sande natur. Som tidligere KGB-officer afskyer han Vesten. Holdningen er, at "vi sidder i et fort og fører krig mod alle". Det er vejen tilbage til sovjettiden.«

»Putin selv betragtede ikke indblandingen i Ukraine som et udtryk for russisk imperialisme,« mener derimod Dmitrij Trenin fra Carnegie Fredsfonden i Moskva. »Hans indblanding var nok en fejltagelse, men han troede fuldt og fast på, at Vesten var igang med at få sin egen kandidat placeret i præsidentembedet - et forsøg på at overtage Ukraine, at "rive det væk" fra Rusland. Derfor fandt han det nødvendigt med et modtræk, men her svigtede hans dømmekraft. Tilbagevenden til sovjetiske tilstande? Næppe, men Putin tror, at Vesten ikke forstår, hvad der sker i Rusland - ligesom russere ikke altid forstår, hvad der sker i Vesten. Han ser det som sin væsentligste opgave at holde Rusland som en samlet enhed.«

»Man aner i Putins politik den gamle, traditionelle, russiske frygt for omverdenen og især Vesten,« siger politisk kommentator på avisen Kommersant, Sergej Strokan. »Alle Ruslands problemer er et resultat af manipulationer fra Vestens side, forekommer det Putin. Sammenligninger med Sovjetunionen er vanskelige, men man kan frygte, at en slags nyt jerntæppe - af politisk karakter - vil sænke sig ned gennem Europa, hvis Rusland og EU f.eks. ikke får løst deres uoverensstemmelser.«

Sag på sag på sag

Men Ukraine er langt fra det eneste, Vesten har på Putin. Noget, der ligner tidligere tiders skueprocesser i form af f.eks. retssager på spionanklager, selv om der tilsyneladende kun er videregivet frit tilgængelige oplysninger, skattesagen mod olieselskabet Yukos, der overvejende drejer sig om at få kontrol med selskabet og at få skovlen under finansfyrsterne, de såkaldte oligarker, personificeret i den tidligere Yukos-chef Mikhail Khodorkovskij, indgreb over for pressen - ikke mindst tv - under forskellige påskud, således at der stort set ikke længere findes helt uafhængige tv-stationer, og øget magt til sikkerhedstjenesten FSB, efterfølgeren for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, Putins gamle arbejdsgiver.

Helt let for Putin er det ikke. Gidseldramaet i Beslan i september, hvor mindst 330 gidsler omkom og de forudgående bombeattentater med baggrund i konflikten i Tjetjenien afslørede omfattende huller i sikkerhedstjenesten. Da Putin bebudede opstramninger af hele landets sikkerheds- og kontrolsystem, kom så yderligere protester fra russiske menneskeretsgrupper og Vesten om indskrænkninger af demokratiet og tilbagevenden til sovjet-tilstande.

Putin har også bebudet yderligere centralisering af magten i det enorme rige ved, at de 89 regioners guvernører skal udpeges fra Kreml og ikke vælges lokalt. Og en lov er under behandling i parlamentet om indførelse af straffeforanstaltninger, herunder udvisning, over for udlændige, der taler respektløst om Rusland og det russiske samfund.

Det styrede demokrati

Under den første folkevalgte præsident efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, Boris Jeltsin, gik de demokratiske og økonomiske reformer så hurtigt, at det havde karakter af anarki. Store dele af folket sank ned i fattigdom, og kriminaliteten af et omfang, der var ukendt i det gennemkontrollerede Sovjetunionen florerede, mens en lille gruppe "oligarker" hensynsløst berigede sig på ruinerne af det sovjetiske regime.

For Putin synes vejen for Rusland klart ikke at være den vestlige form for parlamentarisk demokrati, men rettere et "styret demokrati". Og med overvejende sandsynlighed har "læreren" opbakning i en meget stor del af den russiske befolkning. Putin har med regelmæssige mellemrum halet en minister ind til offentlig, tv-transmitteret eksaminering og overhaling, så folket kan se, at retfærdigheden sker fyldest. Han har indledt en krig mod oligarkerrne - ikke så meget for at forhindre dem i at tjene penge og betale skatter, men mere for at holde dem fra at blande sig i politik. Det er noget, der går rent ind i store dele af befolkningen.

Russerne kværulerer dagligt over landet "uduelige ledelse", over de stigende priser, lønninger og pensioner, der ikke følger med og generelt over deres leveforhold. Når vesterlændinge i Rusland påpeger de enorme ændringer af samfundet siden sovjetstyrets fald, den økonomiske vækst og det spirende demokrati, ryster mange russere på hovedet.

»Jamen, I er jo ikke nødt til at bo her,« siger de.

Men når de så står i stemmeboksene, ser det anderledes ud. Ved præsidentvalget i marts fik Putin massiv opbakning til sit genvalg med 71 pct. af stemmerne - ganske vist mod et svagt felt af modkandidater. Og en hel del af de vælgere, der stemte på de andre kandidater, har uden tvivl gjort det for princippets skyld vel vidende, at Putin alligevel ville vinde. Ganske vist er vælgerstøtten til Putin dykket til under 50 pct. i nogle meningsmålinger, men når russerne igen står i stemmeboksene, vil det med stor sandynlighed atter være Putins linje, de følger.

Selv kan Putin ikke genvælges efter den nuværende valgperiode. Med mindre altså ... Der kan jo altid forsøges gennemført en forfatningsændring. Putins støtteparti, Forenet Rusland, kontrollerer 305 af parlamentets underhus, dumaens 450 pladser.

Putins ubestridelige, taktiske evner kommer til fuldt udtryk i f.eks. Kaukasus, hvor han fører en balancegang mellem at holde forbindelserne til de gamle, nu selvstændige sovjetrepublikker, mens han støtter separatistiske bevægelser, der svækker de samme lande, ikke mindst i Georgien. Tragedien i Beslan får næppe videregående følger for ham. Terroristerne tabte på deres brutalitet og var tæt på at ødelægge den tjetjenske sag. Hvis de ikke allerede har gjort det.

Vesten kan sove roligt

Har Vesten som sådan noget af frygte fra Ruslands side? Et stærkt Rusland vil altid være en fare for sine umiddelbare naboer - Finland, de baltiske lande, Polen, Kaukasus-landene osv. - på samme måde som f.eks. et stærkt Tyskland altid vil blive betragtet som en umiddelbar fare for sine naboer.

Kreml vil søge at opretholde sin indflydelse i de tidligere sovjetrepublikker, der også var en del af tsar-imperiet århundreder tilbage. Men der er ikke noget traditionelt fjendskab mellem Rusland og Vesten. Ruslands interessesfære standser et stykke inde i Østeuropa. Den historisk set kortvarige sovjettid på 70 år (der havde ufattelige menneskelige omkostninger) var en undtagelse, fordi det nationale og historiske aspekt her var tilført et ideologisk.

Fortiden spøger

Men den sovjetiske fortid, og hans egen fortid i KGB, kan Putin ikke bare lægge fra sig. Med traditionel kremlsk konservatisme holder han helst på siddende magthavere - fra Kutjma i Ukraine til Bush i USA.

Men det er ikke den tavse tilslutning til Putins politiske "opstramninger" og ubestridelige demokratiske indskrænkninger, der høres i Vesten. Det er kun protesterne. Rusland vil formentlig aldrig blive transformeret til et demokrati i den vestlige, parlamentariske form. Og russerne kan med rette spørge, hvorfor de skal indrette deres samfund efter de vestlige idealer - og Vesten ikke efter den russiske udgave af demokratiet. Hvem har patent på sandheden, på det fuldendte samfundssystem? Det amerikanske demokrati og dets to-parti system kan synes lige så langt fra den europæiske parlamentarisme som Putins "styrede demokrati". Eller "enmands-demokrati", som man uvenligt kunne kalde det. Hvem sagde "oplyst enevælde"?

Et nyt russisk samfund

En russisk mellemklasse er under hastig vækst. Det skulle historisk set betyde en udvikling af demokrati og "det civile samfund".

»En mellemklasse er klart en stabiliserende faktor,« siger Sergej Strokan, »men den russiske middelklasse er ikke som i Vesten. Den er mere "asiatisk" - som i Sydkorea eller Singapore. En høj levestandard er afgørende, det politiske er af mindre interesse.«

Den "orange revolution", der toner frem i Ukraine, breder sig næppe til Rusland. Landet er for stort. Historien og traditionerne er andre trods de nære bånd til nabolandet. Eksperimenter har man haft nok af i Rusland. Som f.eks. revolutionen i 1917. Man ved, hvad man har.

Umiddelbart synes dagens Rusland at være fjernt fra Sovjetunionen. Grænserne er for længst åbnet. Russere rejser frit på ferie til udlandet til destinationer, der før var utænkelige. Der er sammenlignet med sovjettiden stort set ytringsfrihed trods båndene, der lægges på store dele af pressen. Næppe nogen russere ønsker for alvor Sovjetunionen tilbage - bortset fra en i dag ubetydelig skare betonkommunister. Og formentlig ønsker selv de det i virkeligheden heller ikke.

Der er religionsfrihed, hvor det lykkedes for det kommunistiske styre at holde religionerne - de største er den ortodokse kirke og islam - undertrykt i årtier. Med så meget større kraft er religionen vendt tilbage i manges bevidsthed, og den ortodokse kirke synes godt på vej til at genvinde sin tidligere magt. De store muslimske folkegrupper i Den Russiske Føderation er blevet mere religiøst bevidste, dog endnu uden en generel tendens til radikalisering, som det f.eks. er blevet konstateret i tidligere sovjetrepublkikker i Centralasien.

Den gamle KGB-officer Putin ses selv med mellemrum tænde vokslys og slå korsets tegn, nå han i embeds medfør overværer kirkelige handlinger. Måske kigger russerne længere tilbage, når de stemmer på Putin.

Den nye tsar?

Et billede begynder at tegne sig. Putin synes umiddelbart at hænge fast i sovjettiden og at føre en politik, der trækker Rusland tilbage mod Sovjetunionen. Men er billedet sandt? Er det mon i virkeligheden ikke snarere tsar-tiden, der trænger sig på?

Tsardømmet - ordet tsar er den russiske form for det romerske "cæsar", i den nordiske form "kejser"- udviklede sig fra de første russiske fyrstedømmer, der blev skabt på baggrund af svenske vikingers statsdannelser. Tsar-styret som "ideologi" blev for alvor slået fast med slægten Romanovs overtagelse af tronen i 1613, og dynastiet herskede frem til revolutionen i 1917. Tsar-magten var uindskrænket. Folket skulle vel have en vis oplysning. Men ikke for meget. Og i hvert fald ikke så meget, at det kunne true magthaverne.

Tsar Peter den Store (1672-1725): »Vort folk er som børn, der ikke gider lære noget, og som ikke vil give sig i kast med deres ABC, medmindre læreren tvinger dem til det. I begyndelsen synes de, det er kedeligt, men når de først har lært det, vil de være taknemmelige.«

Er Putin den ny tids tsar?

»Det er bestemt tsar-traditionen, der videreføres fra Peter den Store,« siger Andrej Piontkovskij. »Putin bruger russiske traditioner som et instrument til at påtvinge folket magten. Den folkelige støtte til Putin er et udtryk for politisk passivitet. Den er der tradition for, og kontrollen med især tv og radio bruges effektivt til at holde folk på rette vej.«

»Måske er han mere en blanding af det gamle kommunistpartis generalsekretær og tsaren. Han er i hvert fald ikke en demokratisk leder i vestlig forstand« mener Sergej Strokan.

»Jeg tror, at en masse folk sætter ham i den lange linje af russiske tsarer,« siger Dmitrihj Trenin. »Men der er den forskel, at mange almindelige mennesker i dag er ligeglade med præsidenten og med Kreml. Det gælder for dem bare om at sikre og forbedre levestandarden. Der er støtte til Putin, og for mange russere gør han det rigtige. Men han er ikke blot "den stærke mand" Han virker ordentlig og anstændig på mange. Han drikker ikke for meget og puster sig ikke op som en stor leder.«

"Lillefar" blev tsaren kaldt blandt menigmand. "Lillefar" skulle nok tænke og træffe beslutningerne for folket - så skulle alt nok gå. Det er et af verdenshistoriens mysterier, at den bolsjevikiske revolution i november 1917 overhovedet kunne gennemføres - og at den nydannede sovjetmagt mod alle odds kunne sejre militært i borger- og interventionskrigen, der fulgte. Måske er forklaringen, at revolutionslederne, anført af Vladimir Lenin, straks forstod betydningen af at træde i den faldne tsars sted. "Tsar"-symbolikken og persontilbedelsen blev under efterfølgeren, Josef Stalin, drevet ud i det groteske.

Stalin er ofte blevet blev kaldt "Den Røde Tsar" - en temmelig grov tilsnigelse, for efter Ivan den Grusomme var der ingen af de gamle tsarer i de seneste århundreder op til revolutionen i 1917, der kom i nærheden af det stalinistiske regimes umenneskelighed og barbari.

Vladimir Putin er bestemt ikke nogen "rød tsar". Han er heller ikke nogen "kapitalistisk tsar", endsige en "liberal tsar". Og han har nok ikke planer om at lade sig krone som "rigtig" tsar. Han er måske snarere en "folkets tsar". Den første folkevalgte tsar i Ruslands historie.

niels.jurgensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.