Slog kvinde ihjel og tog hendes levende foster

Mor til to indrømmer, at hun myrdede ung gravid kvinde, inden hun skar hendes mave op og stjal otte måneder gammelt foster. Babyen, Victoria Jo, overlevede uden varige men.

Washington

Lisa Montgomery tog sin nye baby med på den lokale Whistle Stop Café i Melvern for stolt at kunne vise hende frem for naboer og venner i den lille by i Kansas.

Turen gik også omkring pastor Mike Wheatley, der fik fortalt, at barnet lidt overraskende var blevet født under en indkøbstur til nærliggende Topeka, hvor et lægecenter havde ydet den nødvendige bistand.

Den 36-årige kvinde, der er mor til to gymnasieelever, havde tidligere fortalt, at hun var gravid og skulle føde engang i december. Skeptiske henvisninger til hendes beskedne mave blev afvist med en bemærkning om, at hun altid havde født små børn.

Flere af gæsterne på den lille café var trods forklaringen noget skeptiske og en af dem tog telefonen og henvendte sig til politiet. De havde hørt om den alarm, der et døgn tidligere var blevet udløst, efter at en 23-årige kvinde var blevet myrdet i nabostaten Missouri.

Kort tid senere blev Lisa Montgomery anholdt og sigtet for først at have myrdet Bobbie Jo Stinnet og derefter skåret hendes mave op og stjålet det otte måneder gamle foster.

Politiet oplyser, at den 36-årige mor til to allerede under det første forhør tilstod, at hun havde kvalt den unge vordende mor og derefter skåret hendes mave op med en køkkenkniv. Den myrdede blev fundet af sin mor, der slog alarm med en bemærkning om, at datteren så ud, som var hendes mave eksploderet.

Tak fra faderen

Babyen, som i første omgang fik navnet Abigale, blev straks taget i forvaring og få timere senere genforenet med sin far Zeb Stinnet.

»Min baby Victoria Jo har det godt, og jeg takker alle, der har støttet mig i denne vanskelige tid,« sagde den nybagte far i en kort erklæring.

Statsanklager Todd Graves oplyser, at han endnu ikke har besluttet, om han vil kræve dødsstraf, når Lisa Montgomery stilles for retten. Hun vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i enten Kansas eller Missouri.

Politiets første undersøgelse har vist, at kontakten mellem de to kvinder blev etableret via internettet. Her forklarede Lisa, at hun var ivrig efter at købe en af de små hunde, som Bobbie avlede i sin kennel ved familiens hjem.

Stinnets webb-site havde blandt andet et billede, der gjorde det klart, at parret ventede deres første barn i løbet af kort tid. Der blev truffet aftale om et møde sent torsdag.

Meget tyder på, at Lisa Montgomery angreb sit offer bag fra, og at det kom til en kamp mellem de to kvinder. Der blev således fundet en tot blond hår i den myrdedes ene hånd.

Politiet var i løbet af kort tid i stand til at etablere forbindelsen til Montgomerys hjem i Melvern 200 kilometer mod vest, skønt Lisa havde forsøgt at sløre sit spor ved at bruge navnet Darlene Fischer.

Næsten samtidig fik politiet et tip om den mystiske nye baby. En opringning til lægecentret i Topeka afslørede hurtigt, at man her ikke havde haft nogen fødsel i løbet af torsdagen.

En talsmand for hospitalet i Topeka oplyser, at de første undersøgelser tyder på, babyen Victoria er sluppet fra dramaet uden varige men. Ifølge politiet skar Lisa Montgomery et lodret snit gennem maven på sit offer, inden hun trak babyen ud og klippede navlestrengen over.

Ingen medskyldig

Den lokale politichef Ben Espey indrømmer, at han ikke havde fantasi til at forstille sig en så uhyrlig og hjertegribende forbrydelse. Han understregede samtidig, at fru Montgomerys mand Kevin ikke er under mistanke og ikke er blevet sigtet. Alt tyder på, at han troede på sin hustru, da hun fortalte, at hun var gravid og senere, da hun ringede fra Tokepa.

I Melvern forklarede flere af familiens naboer til de amerikanske medier, at de var oprørte og chokerede, men de var først og fremmest bedrøvede. Samme reaktion blev udtrykt over internettet, hvor mange fortalte, at de havde haft kontakt med både Bobbie Jo Stinnet og hendes morder, fordi de alle interesserede sig for hunde.

klaus.justsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.