Minister på sporet af ørkenens sandhed

Det er ikke let at finde sandheden i et land fyldt med sand, hvor alle har deres egen version. Udenrigsminister Per Stig Møller forsøgte på en rejse til regionen.

Darfur

En gammel mand i kjortel og en uldhue på hovedet slår ud med en stok mod en gruppe børn. Ikke fordi de er tyve eller terrorister, men fordi de stimler sammen om to danske ministre, udenrigsminister Per Stig Møller og forsvarsminister Søren Gade, som er kommet for at se deres flygtningelejr i Zam Zam i Darfur.

Vold er en tradition her på egnen, hvor omkring 70.000 mennesker siges at være blevet dræbt og halvanden million fordrevet, siden et oprør mod det islamiske regime i Sudans hovedstad Kharthoum brød ud i februar 2003.

De voldelige tendenser ligger lige under huden, fastslår også den lokale guvernør for det nordlige Darfur, Osman Mohammed Keber, der insisterer på at modtage delegationen med et langt, højtideligt foredrag i sit klimatiserede mødelokale. Men som samtidig træt konstaterer, at han siden juli har modtaget 129 internationale delegationer, så der ikke bliver tid til meget andet.

Meget konkret har de mange besøg tilsyneladende ikke ført med sig. Overgrebene mod civile fortsætter, uden at der gribes ind. Alligevel betegner guvernøren, der vel næppe kan anklages for at ligne troværdigheden selv, anklagerne om folkemord som noget overdrevent sludder og dramaet i Darfur som blæst totalt ud af proportion i de internationale medier.

Tradition for vold

»Ingen ved, hvem der har gjort hvad. 80 pct. af medlemmerne af både regeringen og politikorpset kommer fra afrikanske stammer, og både oprørerne og folkene i Janjaweed-militsen kommer fra de samme stammer. I øvrigt ved vi slet ikke, hvem militsfolkene er. De samles og går til angreb, og så forsvinder de igen ud i det blå. Alle har våben her, så hvordan skal vi vide, hvem de er? I hvert fald er de umulige at afvæbne,« siger han.

I et forsøg på at forklare volden lader han samtidig forstå, at der er udbredt tradition for vold i området:

»Siden 1974 har vi haft 26 stammekonflikter i området,« hvortil Per Stig Møller tørt konstaterer, at det så måske er på tide at ændre traditionen og gribe ind mod volden.

Udenrigsministeren er taget på en "fact finding mission", før Danmark bliver et af verdens 15 mest indflydelsesrige lande fra januar som et af de 10 menige medlemmer af FN's Sikkerhedsråd. Det indebærer, at den danske regering skal have en klar politik omkring krisen i Darfur og andre konflikter i Afrika. Og det er slet ikke så let.

Per Stig Møller er rejst afsted med det gode gamle princip om stok og gulerod. I tasken har han et løfte om 500 mio. kr. til Sudan til udvikling, hvis der skaffes fred. Stokken vækker dog større opmærksomhed, fordi udenrigsministeren lægger kraftigt ud ved indirekte at true med at slæbe Sudans ledere i en international krigsforbryderdomstol, hvis de er skyldige i krigsforbrydelser, og hvis de ikke afvæbner den arabiske Janjaweed-milits.

Den danske udgangsposition er, at regeringen er skyldig, fordi den ikke magter at beskytte sin befolkning, og den ligger tæt op ad den fremherskende teori om, at regeringen selv har givet våben til militsfolkene, så de kan nedkæmpe oprøret.

Hos ofrene

Men dette er Afrika, og Sudan kan slet ikke sammenlignes med et velfungerende europæisk demokrati. Sudans udenrigsminister, Mustafa Osman Ismail, ser da heller ikke ud til at tage truslerne personligt.

Turen levner dog ingen tvivl om, at sudanerne lider, og at militsfolkene er nogle skurke og mordere, og at regeringen ikke gør nok for at bekæmpe dem. I Zam Zam lejren i Darfur fortæller flygtninge, at militsfolkene så sent som nogle timer før besøget har været inde for at slå løs på uskyldige. Politiet bor i en bunker et stenkast derfra, men gør endnu en gang intet for at gribe ind. Hassan på 45 år tilføjer, at efter besøget vil de flygtninge, der har talt med de udenlandske journalister, blive afhørt af politiet.

Per Stig Møller mødes med tilfældige ofre som den 40-årige Mariam Ahmed, mor til ni børn, som nu overlever på nødhjælpsrationer i et lille hvidt plastictelt med store Unicef reklamebogstaver på. Hun har mistet mellem 20 og 30 af sine slægtninge under militsfolkenes angreb, og nu er hun bange for at gå uden for lejren på grund af de lurende militsfolk. Som mange andre flygtninge er hun måske slet ikke interesseret i at komme hjem til sin afsvedne landsby, for livet i lejrene i Sudan er trods de små kår ofte bedre end ude i virkeligheden.

En enkelt dag i helvede er slet ikke nok til at finde ud af, hvad der virkeligt foregår. Den danske delegation ser ingen militsfolk, og den ser heller ikke nogen oprørere fra SLA-bevægelsen, der tændte ild i krudttønden i Darfur ved at kræve regionale rettigheder og penge af regeringen i Kharthoum, formentlig fordi andre oprørere i den sydlige del af landet har fået netop det. Interessant nok stilles der ingen spørgsmål om, hvilke overgreb oprørerne har begået, selv om heller ikke de opererer med fløjlshandsker.

Folkemord nedtones

De næste møder i den Afrikanske Unions (AU) militære hovedkvarter og i Røde Halvmåne tegner heller ikke et enkelt billede af situationen. Nok hævder officererne, at regeringen intet gør for at pågribe militsfolkene, og at regeringen formentlig i visse tilfælde organiserer volden. Men samtidig betegner de rapporterne om folkemord som forkerte, ligesom de mener, at antallet af døde er langt lavere, end FN og medierne har skrevet.

AU har lovet at stille med 3.500 fredssoldater, men foreløbig er her kun kommet nogle få hundreder, der mest er til grin. De har hverken mandat eller mandskab til at gribe ind mod overgrebene, så foreløbig bruger de krudtet på at beskytte internationale observatører og på at eskortere de mange internationale delegationer. Foreløbig kniber det med at få internationale sponsorer til at betale for udsendelse af resten af styrken.

En sudansk ansat i lejren i El Fasher fortæller, at regeringen i stedet for at afvæbne de kyniske militsfolk blot har givet dem politiuniformer. Og i øvrigt går medlemmer af oprørsbevægelsen ofte rundt i samme slags uniformer, så det efterhånden er umuligt at finde ud af, hvem der er hvem. Alle ved dog, hvor både oprørernes og militsfolkenes svært bevæbnede baser findes, uden at der gribes ind.

Større end Europa

Per Stig Møller finder hurtigt ud af, at konflikten er kompleks og langt fra sort og hvid. Under flyveturene fra sted til sted med forsvarets medbragte Hercules-fly tilbringer den 62-årige politiker og akademiker megen tid i cockpittet med at skue ud over landskabet. Det giver overblik, men kalder også på en masse tanker.

»Jeg tænker på, hvor enormt dette land er, og hvor langt der er mellem husene. At holde lov og orden her må være meget svært, for det er meget let for militsfolk at undslippe eller gemme sig dernede,« siger han.

Sudans 39 mio. indbyggere lever i et land større end hele Europa, grænserne løber ud i sandet, og de kæmpemæssige vidder er vanskelige at kontrollere. At dømme fra luften ser det meste ud til at være ørken eller landsbyer med små tjørneindhegnede jordlodder med magre afgrøder. Hist og her ser man også kameler, og dermed har man en af opskrifterne til krig mange steder i Afrika. Konflikten i Darfur handler ikke om religion, men om retten til jorden og statens sparsomme ressourcer. For både oprørerne i SLA og Janjaweed-militsen er muslimer.

Etnisk er der dog tale om modsætninger. Flertallet af oprørerne er afrikanske bønder, der dyrker jorden, mens militsfolkene fortrinsvis er arabiske kvæg- og kamelnomader, der med jævne mellemrum driver deres dyr igennem dyrkede områder. Når de altså ikke på kamelryg rider ind i en landsby og skyder eller voldtager indbyggerne, før de brænder hytterne ned og tvinger de overlevende på flugt.

Men heller ikke det billede er helt klart, for der er mange militser på hver side, ofte i form af lokale krigsherrer, der beskytter et mindre område. Mens oprørerne i SLA har indgået en skrøbelig våbenhvile og forhandler om fred med regeringen i Khartoum, er der opstået nye oprørsgrupper ledet af lokale krigsherrer, som nægter at anerkende våbenhvilen.

Løsning ikke i sigte

Mens den danske delegation forsøger at få lidt nattesøvn i en militær teltlejr i El Fasher, indløber rapporter om, at omkring hundrede civile er blevet dræbt i en massakre i en landsby nord for Nyala i det sydlige Darfur. Ifølge den 57-årige danske politiobservatør Erik Kjærgaard er meldingerne upræcise, men våbenhvilen brydes næsten hver eneste dag, og han tvivler på, at konflikten standser foreløbig. I hvert fald kan en fredsløsning ikke presses igennem.

»Om vi så fik 100.000 mand, ville vi ikke kunne forhindre overgreb. Konflikten kan kun løses, hvis Sudan går ind for det, og hvis begge parter går ind for fred,« siger han.

For udenrigsministeren bliver det stadig klarere, at der ikke findes en enkel opskrift på fred i Sudan, og at verden ikke med et magisk fingerknips kan stoppe volden. Men han fortryder ikke sine kontante udmeldinger om muligheden for at drage regeringen til ansvar for krigsforbrydelser. For truslen er med til at opretholde det internationale pres, og før regeringen i Kharthoum for alvor satser på det, vil fred være udelukket.

At tale sig til rette

Men chefen for det danske diplomati er samtidig klar over, at der næppe i øjeblikket er international opbakning til en hårdere kurs mod Sudan. Alle er interesseret i, at en anden konflikt i landet, den 21 år lange borgerkrig mellem det arabiske og islamiske styre i nord og fortrinsvis ikke-muslimske afrikanske stammer i syd, afsluttes med en fredsaftale inden nytår. Desuden afviser Kina at indføre internationale sanktioner mod Sudan, fordi kineserne har store olieinteresser i landet.

På sin vej rundt i landet får udenrigsministeren besked om, at den eneste metode, der virker i området, er at tale parterne til rette. Langt ude på en isoleret observatørpost i Nuba-bjergene, hvor en våbenhvile i nord-syd borgerkrigen har været overholdt i snart tre år, konstaterer den danske observatør Otto Sørensen, at det i spændte situationer altid lykkes at tale parterne til rette på gammeldags jysk maner. Ved at sætte sig ned og snakke om tingene.

Per Stig Møller har ikke selv bestilt sin guidede tur ud til et minefelt, som Danmark økonomisk hjælper med at rydde, og som organisationen er stolt over at vise frem. Begge de danske ministre iklædes komiske sikkerhedsuniformer og kommer ud på en lang vandretur i et område, hvor der siges at ligge syv miner fra krigen. Undervejs spørger en svedende forsvarsminister, hvorfor man ikke blot sender en flok dyr ud for at bringe minerne til eksplosion. Men trods varmen svarer udenrigsministeren, at det vist ville blive betegnet som dyremishandling.

Turen op i bakkerne i en rustning og i sandaler midt i middagsheden trætter. Men han er mindst ligeså træt af, at de medfølgende journalister bliver ved med at fastholde ham på udtalelserne om et internationalt krigstribunal. Han mener stadig, at de skyldige skal straffes, men vil naturligvis ikke stille sig i vejen, hvis der findes en anden fredsløsning som f.eks. en sandhedskommission som i Sydafrika efter apartheidsystemet.

»Jeg synes nu stadigvæk, at de er nogle banditter«, siger et fremtrædende medlem af den danske delegation ved den afsluttende middag på Khartoums hotel Hilton, før turen næste morgen fortsætter til Etiopien.

En afrikansk kluddermor

Også her skal Per Stig Møller sætte sig ind i en indviklet konflikt med nabolandet Eritrea. Men målet er fortrinsvis at møde lederne af Den Afrikanske Union, som holder til i Addis Abeba. Af samme grund har Danmark åbnet en ambassade i landet, så der kan holdes tæt kontakt, når Danmark bliver medlem af sikkerhedsrådet og får en afgørende indflydelse på løsningen af verdens problemer.

Udenrigsministeren har gjort sit forarbejde, og turen har på flere måder gjort ham klogere. Han kender nu problemerne i sandhøjde og ved, at både sandheden og løsninger er svære at finde. Med hans udtryk minder mange konflikter i Afrika om »en kluddermor, hvor vi skal have alle pindene fra hinanden«.

»Der er langt flere elementer, end når man sidder og iagttager konflikten på lang afstand. Når Danmark bliver medlem af Sikkerhedsrådet, er det utroligt vigtigt, at vi selv har en fornemmelse for dem,« siger Per Stig Møller.

jorgen.ullerup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.