Hvem ka' - Joschka!

Joschka Fischer viser manden i udenrigsministeren.

Berlin

Det kan ikke udelukkes, at nogen har undret sig med boulevardbladet Bild: »Hvad er det, der gør Joschka så sexet?«

Joschka er den grønne udenrigsminister Fischer, 56 år.

For godt et år siden skiltes han fra sin fjerde kone. Ved sidste weekends Berlin-begivenhed, Presseballet, præsenterede han sin nye kærlighed, den kun halvt så gamle Minu Barati, en orientalsk skønhed med iranske rødder.

Pressefotograferne kappedes om at få den bedste indfaldsvinkel. Skikkelsen Fischer blev endevendt, og Bild blev på sine 10 millioner læseres vegne personlig og skrev to dage senere: »Ja, Joschka, hun er den rigtige.« Og dagen efter igen hen over forsiden spørgsmålet om Fischers hemmelighed - med henvisning til, at Fischer altid fik fat i de smukkeste kvinder.

"For lille til sin vægt"

Fischer er igen blevet alt for lille til sin vægt og langt fra at være det bændel, der engang løb maratonløb. Han virker altid gnaven og knurrer ad omgivelserne, er praktisk taget aldrig hjemme og næsten dobbelt så gammel som Minu Barati.

Og så alligevel.

Mens Fischer selv bliver ældre, bliver hans koner og ledsagere stadig yngre. Minu Barati, mor til en datter på seks år, er filmstuderende ved filmakademiet Babelsberg.

Selv om det naturligvis er den unge kvinde ved Fischers side, der gør ham sexet, så forråder Bild sin version af Fischers hemmelighed. Han er »klog på kvinder« og »besidder en mikstur af magt og mandighed«.

Bladet har spurgt kvinder, der måtte vide det, og ladet forstå, at »8 pct. af alle tyske kvinder ønsker sig et barn af Joschka Fischer«, der i årevis suverænt har været Tysklands mest populære politiker.

Den seriøse Berliner Zeitung har beskæftiget sig med fænomenet og ser for sig en ny liaison, der kunne få betydning for tysk politik.

Bild har taget Fischer til sig og har ham pludselig kær som andre prominente - den tidligere fodboldstjerne Franz Beckenbauer, den tidligere tennisstjerne Boris Becker, den tidligere kansler Helmut Kohl og Gud.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen