Robertson: Ingen rolle til NATO i Irak i øjeblikket

Der er ingen planer om at tildele NATO en rolle i Irak i øjeblikket. Når den umiddelbare efterkrigssituation er rykket længere på afstand, kan spørgsmålet måske komme på tale. Sådan lød beskeden fra NATO's generalsekretær, George Robertson, sent i aftes lokal tid fra Washington.

I begyndelsen af april luftede USA's udenrigsminister, Colin Powell, muligheden for NATO-deltagelse i den kommende fredsstyrke i Irak. Senest i weekenden kaldte Polens præsident, Aleksander Kwasniewski, det for sandsynligt, at styrken sendes afsted i NATO-regi.

- NATO har ingen plads i forhold til operationer i Irak. Men jeg er ikke i tvivl om, at når tiden er til det, og den overordnede situation (i Irak, red.) er blevet klarere, så diskuterer vi sagen igen, sagde Robertson efter at have holdt møder om forbindelsen mellem NATO og Ukraine.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen