Bush på svær balancegang i Mellemøsten

Præsident Bush vil score en international gevinst, hvis han får bragt fredsprocessen i Mellemøsten fremad. Det kræver imidlertid pres mod Israel, hvilket kan komme til at koste dyrt ved næste valg.

Washington

Køreplanen, som israelere og palæstinensere efter måneders tøven har fået overdraget, forklarer meget præcist, hvilken kurs de skal styre, for at nå frem til en fredsaftale og en selvstændig palæstinensisk stat. Planen siger derimod intet om, hvilken kurs USA og præsident George W. Bush skal anlægge, skønt alle erkender, at en kraftig amerikansk håndsrækning er nødvendig for at forhindre, at endnu et velment fredsinitiativ løber ud i sandet.

Med offentliggørelsen af planen, hvis indhold har været kendt siden efteråret, er præsidenten igen direkte indblandet i fredsbestræbelserne, hvilket vil tvinge ham til at træffe en række vanskelige valg i de kommende måneder.

Det er dog kun modstræbende, at Bush har påtaget sig rollen som fredsmægler. Der var ingen ceremonier i Det Hvide Hus, og præsentationen af planen blev overladt til talsmanden.

Politisk minefelt

Den manglende lyst til at blive indblandet i Mellemøstens politiske minefelt blev demonstreret, da Bush efter at være kommet til magten for mere end to år siden tog afstand fra forgængeren Bill Clintons personlige engagement. Clinton havde ved at sætte sig urealistiske mål gjort mere skade end gavn, lød påstanden. Da volden blussede op, gav præsident Bush kun modstræbende udenrigsminister Colin Powell frihed til at indkalde til en konference, men den plan blev saboteret i juni, da alt samarbejde med palæstinenserlederen Yassir Arafat blev afbrudt. Det var først derefter, at køreplanen kunne udformes i samarbejde med FN, EU og Rusland. Fælleskabet skulle i det mindste i teorien forhindre, at palæstinenserne spiller den ene ud mod den anden.

Samtidig kan den amerikanske præsident optræde med ny og styrket autoritet, efter at de amerikanske og britiske tropper har fjernet en af Israels farligste fjender i form af Saddam Husseins regime. Denne udvikling har samtidig styrket de arabiske naboers krav om, at Bush påtager sig en aktiv rolle i fredsprocessen.

På den baggrund er der ingen tvivl om, at Bush vil kunne udbedre sin noget plettede internationale prestige, hvis han bliver set som manden, der endelig sikrede et gennembrud i fredsprocessen. En sådan gevinst vil præsidenten gerne indkassere, men det er tvivlsomt, om han vil være parat til at løbe den indenrigspolitiske risiko, som kan blive nødvendig.

Alle iagttagere er enige om, at USA ikke kun skal lægge pres på palæstinenserne for at få bragt voldshandlingerne til ophør, men også må presse Israel til at give smertefulde indrømmelser. Blandt de republikanske kernevælgere, som ikke mindst skal findes blandt konservative kristne og jøder, er der imidlertid intet ønske om at presse Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, til noget som helst. Forsøger Bush sig med diplomatisk armvridning, løber han derfor en betydelig risiko for at miste vigtige vælgergrupper i stater, der kan blive afgørende for genvalg. Florida med en stor jødisk befolkning er blot et eksempel.

Behersket gevinst

Derimod vil den politiske gevinst fra en succesrig fredsproces blive behersket. En færdig aftale er ikke på plads inden næste års valg, og en palæstinensisk stat kommer tidligst i 2005. Desuden er det især demokrater, som kræver, at Bush påtager sig mæglerens rolle, og de vil selv i tilfælde af en klar succes ikke stemme på ham.

Derfor er der brug for hurtige fremskridt, inden præsidenten tvinges til at koncentrere sig om valgkampen.Bush har i første omgang anlagt en mere positiv holdning med forsikringer om, at han ser frem til at bruge båd tid og kræfter på at føre fredsprocessen fremad.

Præsidentens talsmand, Ari Fleischer, understreger, at køreplanen ikke er nogen garanti for succes: »Tag ikke fejl. Det bliver hårdt arbejde. Der vil tit blive brug for at holde i hånden.«

Holde i hånden bliver næppe nok. Skal processen gå fremad, er der snarere brug for et solidt spark bagi, og det kan kun den amerikanske præsident aflevere med tilstrækkelig kraft. De kommende måneder vil vise, om Bush er parat til at sigte mod begge parter og dermed løbe en risiko for at støde vigtige kernevælgere fra sig.

klaus.justsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen