Verdens første børsnoterede bordel

For første gang blev bordelvirksomhed i dag introduceret til aktieverdenen. Det skete på børsen i Melbourne, Australien.

Efter knapt et års kamp mod den australske børs-elite lykkedes det torsdag i den australske by Melbourne at introducere et bordel på børsen.

Bordellet The Daily Planet og dets ejere har måttet igennem en række finansielle krumspring for ikke at blive fanget i den australske lovgivning, der "ikke tillader personer at ernære sig ved umoralske forretninger".

"Den etablerede finansverden ønskede ikke at have et bordel på børsen, så vi har måttet kæmpe mod enhver tænkelig institution og advokatfirma for at komme igennem. Det har kostet os en formue," fortæller den administrerende direktør, Andrew Harris, til den britiske avis Daily Telegraph.

Løsningen blev en børsnotering af et ejendomsselskab, der udlejer bygningen til bordellet og formelt intet har at gøre med bordelvirksomheden.

Introduktionen af det 28 år gamle bordel var umiddelbart en succes, da aktien på førstedagen mere end fordoblede sin egen værdi. Med et udgangspunkt på 50 australske cent (ca. to kr.) endte prisen på 1,09 australsk dollar (ca. 4,50 kr.).

"Selvfølgelig vil prisen stige," siger bordelværtinden Heidi Fleiss til BBC. "Det er jo sex, og alle ved, at sex er en sikker investering".

Heidi Fleiss skabte selv avisoverskrifter, da hun blev kendt som nøglefigur i Hollywoods jetset-kredse, hvor hun formidlede luksus-escort. Det kostede hende 21 måneders fængsel for bl.a. rufferi og sort arbejde.

Daily Planets aktieudbud er i første omgang begrænset til 7,5 mio. aktier, der ventes at indbringe Daily Planets ejere cirka 3,75 mio. australske dollars (15,5 mio. kr.).

Men planer om udvidelse er på vej. Daily Planet administrerende direktør forklarer, at ideen om at åbne en slags 'Sex Disneyland' i Sydney er særdeles realistisk:

"Prostitution er fuldstændigt afkriminaliseret i Sydney, så vi vil bygge et monster af en virksomhed dér," siger Andrew Harris og tilføjer, at det ikke er usædvanligt at se andre slags virksomheder i sexindustrien give afkast på helt op til 60 procent.

Lige så realistiske er planerne om to stripklubber og nye produktionsvirksomheder i pornobranchen. De skal ifølge Andrew Harris finansieres ved reinvestering af indtjente aktiemidler.

"Det gamle ordsprog 'sex sælger' er så sandt som det er sagt, " mener Andrew Harris. "Sexindustrien er så lukrativ, at vi ser ubegrænsede muligheder for fremtiden."

På lidt længere sigt tror Andrew Harris på, at Daily Planet kan vokse sig til en international kæde.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen