Domstol kræver undtagelsestilstand ophævet

Colombias forfatningsdomstol krævede i går, at den knap ni måneder lange undtagelsestilstand øjeblikkeligt ophæves.

- Beslutningen vil have effekt fra i morgen, når landets præsident og kongressen officielt er blevet bekendt med den, sagde domstolens chefanklager, Eduardo Montealegre.

Få dage efter sin indsættelse i august sidste år erklærede præsident, Alvaro Uribe Vélez, landet i en særlig form for undtagelsestilstand, hvorefter regeringen fik lov til at begrænse visse af befolkningens rettigheder samt sætte dele af lovgivningen ud af kraft.

Beslutningen fulgte efter en voldsbølge i forbindelse med Uribes indsættelse, der kostede mindst 115 mennesker livet. Præsidenten blev netop valgt på løfter om en hård linje over for oprørsgrupperne, der årligt dræber og kidnapper tusindvis af især civile colombianere.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen