Palæstinensernes nye politiske frontkæmper

Stockholm: Da Mahmoud Abbas sidste onsdag kom ud fra det afgørende møde med den palæstinensiske præsident Yassir Arafat i dennes sønderskudte hovedkvarter, muqata'en, i Ramallah, mødtes han af en horde journalister og fotografer, nærmest i håndgemæng om pladserne længst fremme. Uden at smile sendte han dem et træt blik og bemærkede, før han satte sig ind i en ventende, sort Mercedes:

»Dér røg jeres chance for en udtalelse.«

Dette var vel at mærke en begivenhed, som kan vise sig historisk. Arafat havde netop ladet sig overtale til at acceptere Abbas' ministerliste og dermed banet vej for, at denne nu bliver palæstinensernes første ministerpræsident, og muligvis at Arafats egen magt begrænses. Og så forsvinder hovedpersonen bare for senere at lade sit kontor udsende en skriftlig kommentar.

Episoden fortæller noget om den 68-årige Mahmoud Abbas eller Abu Mazen (lokalt kaldes han aldrig ved andet end sit »krigernavn«, nom de guerre, som i virkeligheden slet ikke er noget nom de guerre, men blot en respektfuld betegelse, »Mazens fader«, med udgangspunkt i hans ældste, i øvrigt nyligt afdøde søns navn). Om en bestemt mand, som absolut ikke lefler efter billig popularitet.

»Han er en meget privat personlighed og kan virke arrogant,« siger Ali Jarbawi, professor i statskundskab ved Bir Zeit Universitetet uden for Ramallah.

Nummer to - og ukendt

Skønt Mahmoud Abbas i mange år har været betragtet som nummer to i det palæstinensiske hierarki efter Arafat, er han tankevækkende ukendt i offentligheden, også den palæstinensiske. I meningsmålingerne er der foreløbig ikke mere end nogle få procent, der udtrykker tillid til ham. Og hans formentlig ufortjente rygte for at være en »amerikansk lakaj« blev ikke forbedret af regeringsdannelses-processen, hvor Arafat først lod sig overbevise efter massivt pres fra USA, Europa og forskellige arabiske lande med Egypten i spidsen.

Abbas har længe været betragtet som en moderat kraft i den palæstinensiske elite, en mand som Israel og USA mente at kunne snakke fornuftigt og forretningsmæssigt med. Men selv om der i den palæstinensiske befolkning råder en stadigt mere mærkbar krigstræthed og accept af, at også de må indstille sig på »smertefulde indrømmelser« (et aldrig nærmere defineret standardudtryk fra Israels premierminister Ariel Sharon) for at kunne gøre sig håb om fred og velstand, står Abbas over for en uhyre vanskelig balancegang i forhold til den vrede og labile palæstinensiske "gade".

Mahmoud Abbas er født i 1935 i byen Safed i Galilæa, nu en del af Israel. Hans familie flygtede i 1948 til Syrien, hvor han læste jura og blev politisk aktiv i den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). I 1965 hjalp han Arafat med at stifte den siden dominerende PLO-gren Fatah, og han har haft talrige fremtrædende poster i PLO, kulminerende da han i 1996 blev generalsekretær for PLOs eksekutiv-komité og dermed reelt nummer to i systemet.

Håbede på fredsprisen

Abbas' forhold til Arafat beskrives som højst kompliceret - som udgangspunkt nært og venskabeligt, men med hyppige uoverensstemmelser, senest over ministerlisten og magtfordelingen mellem præsident og ministerpræsident.

Han var dybt involveret i Oslo-fredsforhandlingerne og befandt sig ved Arafats side på plænen foran Det Hvide Hus, da Arafat og Israels ministerpræsident Yitzhak Rabin trykkede hænder 13. september 1993. Han siges at være skuffet over ikke at modtage Nobels Fredspris sammen med Arafat, Rabin og Israels udenrigsminister Shimon Peres.

Året derpå flyttede han hjem til Jericho og det nye palæstinensiske selvstyre efter 46 år i eksil.

Træder på jøder

Abbas er kendt som en pragmatiker, der ikke anfægter Israels ret til at eksistere, og som meget tydeligt har taget afstand fra terrorisme og fra den væbnede del af den igangværende intifada-opstand. Den israelske højrefløj hæfter sig imidlertid ved et nyligt interview til en arabisk avis, hvor Abbas blandt andet sagde:

»Hvis Israel bygger en bosættelse på din jord, har du ret til at svare, også med våben. Det er din ret til at eksistere. Blot må man være varsom med selvmordsangreb og krig mod Tel Aviv og Jerusalem.«

Lige så selvfølgeligt, som det første led er for de fleste palæstinensere, lige så oprørende er det for de fleste israelere.

Ligeledes minder højrefløjen i Israel gerne om Abbas' doktorafhandling fra Moskva Universitet, der havde titlen »Den anden side - de hemmelige forbindelser mellem nazisterne og den zionistiske bevægelse« og bl.a. satte spørgsmålstegn ved, om seks millioner jøder virkelig blev myrdet under Anden Verdenskrig, eller det måske reelt var under én million.

thomas.heine@jp.dk