Plan om militær aktion mod SARS i Beijing

Kinas hovedstad Beijing er en heksekeddel af rygter på grund af den eksploderende SARS-epidemi. Torsdag aften (dansk tid) ventede mange indbyggere, at militæret i løbet af natten ville omringe byen for at forhindre indbyggerne i at forlade hovedstaden.

Beijing

Samtidig er situationen ved at udvikle sig fra en sundhedspolitisk til en magtpolitisk krise i den øverste top af kommunistpartiet.

Mange drager sammenligninger med situationen i 1989 op til massakren på Den Himmelske Freds Plads.

Spekulationerne på de få åbne restauranter torsdag aften gik ikke så meget på, om militæret indkapsler byen, men i højere grad på, om det bliver regeringen, eller det bliver et statskup under ledelse af den forhenværende præsident Jiang Zemin, der forsegler Beijing.

Ved midnat lokal tid var der dog ikke tegn på en militær indgriben.

Selv om SARS foreløbig har kostet 110 kinesere livet, heraf 39 alene i Beijing, og selv om antallet af SARS-patienter stadig vokser voldsomt, til nu 2422 i hele landet og 774 i Beijing, hvor der er lige så mange indlagt med begrundet mistanke om SARS, er epidemien ved at udvikle sig til i højere grad at være en politisk krise end et spørgsmål om en dødelig sygdom, der ikke kan behandles.

Flere kilder centralt placeret i Folkets Befrielseshær bekræfter, at der ligger en plan klar for en militær omringning af Beijing fredag morgen inden genåbningen af lufthavnen, angiveligt for at indkapsle SARS-smitten.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen