Ministeriet brænder - og hvad så?

Bagdad

Sort røg vælter pludselig ud af en bygning nogle få hundrede meter henne ad Al Salihia boulevarden. Så kommer flammerne. Ud ad vinduerne på fjerde sal slikker de op langs den pompøse bygning.

Udenrigsministeriet står i flammer. Branden opstod uden varsel klokken 17.15 midt i myldretiden.

Tja - og hvad så ?

I enhver anden storby ville branden øjeblikkeligt udløse storalarm og samle tusinder af tilskuere. Men ikke i Bagdad.

Her hører de sorte røgfaner over offentlige bygninger til dagens uorden, og ikke en eneste gør holdt for at se branden eller tilkalde det i forvejen overbelastede brandkorps med station blot 500 meter væk.

Jo. En lille gruppe mænd stopper på hjørnet af Al Salihia og 28. Niissan Boulevarden, skråt over for ministeriet.

Nissan betyder marts, og den 28. er selvfølgelig Saddam Husseins fødselsdag.

Det er ganske vist...

Mændene stopper ikke for at se på branden, men for at tale med os.

Alle har en forklaring på, hvorfor at ministeriet pludselig begynder at brænde på en almindelig eftermiddag.

»Jeg har været med til at fange flere forbrydere, der har plyndret og sat ild til kontorer,« siger Abbas på 15 år. »De sagde, at de gjorde det efter ordre fra Saddam Hussein. Efter ham skulle hele landet lægges øde.«

Assam på 30 år hælder mere til, at "araberne" står bag branden. "Araberne" er fællesbetegnelsen for de hellige - fanatiske - selvmordskrigere, der fra hele verden drog til Irak for at dø for Islam og for Saddam Hussein.

Nu får de ganske bekvemt skylden for alle de ulykker, der ikke kan lægges over på amerikanerne.

»Irakere ville aldrig gøre sådan noget. Men Saddam Hussein betalte mange penge til den slags mennesker i andre lande i stedet for at bruge pengene i Irak. Så kom de her for at slås og ødelægge vores land. Men det kunne jeg ikke sige under Saddam Hussein,« fortæller Assam. Han vil gerne vise rundt i bygningen, men kommer i tanke om, at de mennesker, som netop har sat ild til fjerde etage, formentlig er et andet sted inde i ministeriet, så han ombestemmer sig.

Pludselig kan han ikke en gang lide at stå på hjørnet inden for skudvidde fra ministeriet. "Araberne" dræber alle, de kommer i nærheden af, siger han og forsvinder.

Plyndring OK

Nabiha Abbed, en enke på 41 år i sort abiaa, trænger sig på for at fortælle om de ulykker, Saddam Hussein generelt var skyld i.

»Min mand var ansat i staten i 29 år. Vi boede med vores syv børn i en af statens lejligheder. Men da han blev syg og døde for et år siden, fik jeg ordre om at flytte med børnene,« klager hun. »Vi kunne kun få lov at blive boende, hvis en af drengene ville melde sig frivilligt til hæren. Nu er jeg hjemløs.«

Derfor har hun forståelse for de mennesker, der nu er i gang med at plyndre Udenrigsministeriets bygning. Men der kan ikke være meget tilbage af værdi i de 11 etager, for papirer og sagsmapper flyder nede på jorden efter tidligere plyndringer. Gamle smalfilm, spoler med båndoptagelser og gulnede billeder er også kylet ud ad vinduerne.

Efterhånden dør ilden på fjerde etage ud af sig selv, og i morgen vil kun de sodsværtede mure vise, at der har været brand i ministeriet endnu en gang.

Sydgavlen blev ramt af missiler allerede under de første dages angreb i marts, men selve betonkonstruktionen er intakt. "Araberne" vil drage videre til andre offentlige bygninger, mener et par af de andre mænd. Det var også "araberne," der brændte et supermarked længere nede på 28. Nissan af for uge siden, siger de. Supermarkedet var forbeholdt ansatte i præsidentens tjeneste og ligger nu sammenstyrtet, fordi Saddam Hussein gav ordre til afbrændingen, ved mændene.

Rygterne har frit spil i dagens Bagdad.

Dagen før blev der afsløret et hemmeligt, underjordisk fængsel under Al Tahrir Pladsen midt i byen. I løbet af timer var rygtet spredt over Bagdad, og folk valfartede til stedet.

Indgangen er en lille metaldør i en tunnel, der fører motorgaden under pladsen, og en smal gang fører ind i mørket.

Når nogen kalder, kan de høre stemmer dybt nede under jorden.

Et par hundrede meter længere henne i tunnelen er der to andre døre ind til mørket. Også der kan folk høre stemmer.

Og klokken tre i morges havde en mand vovet sig ind i de mørke gange. Han kom ud to timer senere, fortæller Arkas, der selv har været flere meter inde i den mørke gang.

Nu et døgn senere danner han sammen med omkring 100 andre unge opløb på kørebanen i tunnelen. Langs rækværket oppe over tunnelen næsten slås nysgerrige for at komme frem i forreste række.

Med en lille lommelygte fulgte vi den mørke gang nogle snese meter ind. Den var knap en meter bred og lignede mest af alt en arbejdstunnel til vedligeholdelse af installationerne under Al Tahrir Pladsen. Møgbeskidt og fyldt med gamle plasticposer så den ud til at have stået ubrugt i mange år.

Der lød ganske rigtigt stemmer. Mest i retning henne fra de andre døre.

Ekkoer fra dybet

Troen på, at en metaldør og en arbejdstunnel kan blive til et hemmeligt, underjordisk fængsel midt i motorvejsnettet, bygger på de tusindvis af forsvundne ofre for Saddam Husseins regime.

Hver eneste blandt de mange uden for dørene og oppe på Al Tahrir Pladsen savner pårørende eller venner, der forsvandt sporløst. Skal deres håb om et gensyn med de savnede opfyldes, må der findes hemmelige fængsler med tusinder og atter tusinder af fanger.

Situationen var den samme ved den militære efterretningstjenestes hovedkvarter i Al Kadhmia forleden. Et råb ned i et rør og et ekko, så var rygtet om de underjordiske fanger blevet til sandhed. Pårørende stod i dagevis uden for porten i håb om, at netop deres savnede ville blive hentet op fra undergrunden.

Det amerikanske marinekorps opslog lejr inde på det store område bag høje mure, hvor civile irakere kun kom under Saddam Husseins regime, når de skulle til afhøring - et andet ord for tortur.

Officielt er der intet nyt om rygterne om de underjordiske celler. Men en venlig marineinfanterist ved den forreste port siger beklagende:

»Jeg ved, området er blevet undersøgt nu. Der var hverken fanger eller celler der nede.« Så holder han sig i øvrigt til ordren om, at kun officerer må udtale sig.

erik.thomle@jp.dk