Blix: FN-inspektører kan være i Irak om to uger

Chefen for FN's våbeninspektører, Hans Blix, siger, at hans eksperter kan være tilbage i Irak inden for to uger, hvis de får grønt lys fra Sikkerhedsrådet.

"Vi er parate til at tage afsted, så snart Sikkerhedsrådet beslutter det," sagde Blix i går til BBC. Hovedparten af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer er ivrige efter at få våbeninspektørerne tilbage, så de kan fuldende deres undersøgelse af om Irak råder over masseødelæggelsesvåben.

USA ønsker ikke våbeninspektørerne tilbage til Irak lige med det samme, men siger, at man foretrækker selv at gøre arbejdet færdig.

Pentagon meddelte i dag, at USA sender yderligere 1000 eksperter til Irak for at lede efter masseødelæggelsesvåben. Ifølge TV-stationen CNN skal den såkaldte Irakiske Undersøgelsesgruppe ledes af en general og bestå af militærfolk, efterretningsagenter, civile videnskabsfolk og eksperter fra private firmaer.

En fortrop for den store gruppe efterforskere er allerede i Irak, og hele styrken skal være i gang med arbejdet i løbet af to uger.

Efter snart en måneds krig i Irak har de amerikanske styrker stadig ikke fundet de masseødelæggelsesvåben, som den amerikanske regering påstod, at Saddam Hussein og hans ledelse var i besiddelse af før krigen, og som var den afgørende begrundelse for invasionen.

JP/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen