Akut mangel på flygtninge

Når verdenspressen er stimlet sammen det forkerte sted, opstår der nemt en vis utålmodighed.

Spørgsmålet faldt på én af de daglige FN-pressebriefinger på Hotel Intercontinental i Amman, Jordan, en uges tid inde i krigen.

»Hvordan vil I forklare denne mangel på flygtninge?«

Ikke noget med den »stille flygtningesituation« eller den »udeblevne flygtningestrøm« eller »fraværet af flygtninge«, men kort og godt manglen på flygtninge (»the lack of refugees«). Der har næppe været tale om sprogforbistring, for af accenten at dømme var hun brite, den kvindelige journalist, som stillede spørgsmålet.

Og journalistisk set var det et præcist formuleret og højst relevant spørgsmål.

For her stod vi, 1600 udenlandske mediefolk i Jordan, uden rigtigt at vide, hvad vi skulle tage os til.

OK, man kunne jo altid lytte til røsterne fra "den arabiske gade". Eller overvære en af de pro-irakiske demonstrationer, der rutinemæssigt udartede til stenkast og brændende bildæk og tåregas. Eller lytte til informationsministerens, dr. Mohammad Adwan, forsikringer om, at Jordan på ingen måde er involveret i krigen mod nabolandet Irak. Eller opsøge irakiske oppositionsfolk og få deres vurdering af situationen. Eller tage til rutebilstationen og møde irakere på vej hjem til familie og/eller modstandskamp. Eller med lidt held finde en jordaner eller palæstinenser på vej til "hellig krig" via Syrien ind i Irak.

Men det battede ligesom ikke rigtigt i et nyhedsbillede, hvor krydsermissiler og mere-eller-mindre-præcisionsbomber haglede ned over Irak, og hvor amerikanske-britiske styrker tordnede ind fra Kuwait med indrullerede reportere på slæb.

Så kolleger imellem førte vi analytiske diskussioner om, hvordan man bedst kom ind i Irak (det var før grænsen blev åbnet i slutningen af sidste uge). En mente at vide, at man kunne komme ind med "hellige krigere" via Syrien. Andre havde en idé om at køre ud i ørkenen og krydse grænsen mellem Jordan og Irak, eller eventuelt mellem Saudi-Arabien og Irak, i nattens mulm og mørke. Atter andre påstod, at det blot var at bestikke en bestemt irakisk diplomat i Amman med 5000 dollars for at få et gyldigt journalistvisum.

Vores personlige sikkerhed var kun undtagelsesvis oppe til drøftelse. I krigstider er baren på Hotel Intercontinental et sted, hvor mænd er mænd, og kvinder er det i endnu højere grad. At mere initiativrige kolleger for længst befandt sig inde i Irak frem for på et luksushotel med 60-kroners-øl i Amman, kan vi vel lade ligge i denne sammenhæng.

For endnu forekom der at være et solidt argument for at blive i Jordan nogle dage endnu. Den irakiske masseflugt.

De skræmte, udmattede, sultne, forfrosne irakere, der i hundredtusindvis, måske millioner, ville krydse grænsen til Jordan og trænges i primitive teltlejre nær grænsen, snart plaget af mangel på vand og mad og medicin og med elendige sanitære forhold, resulterende i hepatitis og dysenteri og andre dårligdomme. Vi var en del, der havde Kosovo 1999 på den indre nethinde.

Trods alt resulterede Golfkrigen i 1990-91 i over to millioner flygtninge, og FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, opererede denne gang med et skøn på 600.000 irakiske flygtninge. Flere hundrede journalister rykkede til Ruwaished, en jordansk by tæt på grænsen, og lejede huse, lejligheder og interimistiske hotelværelser for det 10- eller 20-dobbelte af, hvad det normalt ville koste. Der blev oprettet internetforbindelser i en skurvogn. Et pressecenter/restaurant/bar i en forladt lagerbygning blev døbt "Bagdad Café".

Men hvor blev flygtningene af?

Kommende muligheder

Nogle hundrede gæstearbejdere i Irak fra bl.a. Sudan og Somalia krydsede grænsen og blev midlertidigt indlogeret i teltlejre, bestyret af UNHCR og Røde Halvmåne, langs landevejen uden for Ruwaished. Men trods sandstorme og nattefrost og dramatiske personskæbner var det ikke en historie, som kunne ophidse hjemmeredaktørerne ret mange dage i træk.

Det hjalp ikke stort, at UNHCR på et tidspunkt kunne berette om to (2) irakiske mænd på vej mod Jordan, med kurs mod deres hustruer i henholdsvis Yemen og Libyen. Ej heller, da den første rapport i sidste uge løb ind om irakiske flygtninge i Jordan: En kvinde og et barn, dagen efter fulgt af en kvinde med to børn.

Men netop som jeg skriver dette brev, plinger en frisk bulletin pr. e-mail fra UNHCRs pressetalsmand i Amman, Peter Kessler, som bl.a. skriver:

»Iraks interne situaition er måske mere usikker nu end nogensinde tidligere, eftersom tiltagende kaos og den fortsatte krig resulterer i nye farer for den civile befolkning.«

Så muligvis er der fortsat grund til håb. Eller, hvis man skal vore sig ud i medmenneskelige overvejelser, bekymring.

thomas.heine@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen