Farvel til Vesten

Vesten som begreb eksisterer ikke mere, men de europæiske stater har nu chancen for at gå styrket ud af Irak-konflikten og -krigen, siger den internationalt orienterede og anerkendte tyske professor i sociologi Wolf Lepenies i dette interview. »Det kræver imidlertid handling.«

Berlin

Vesten, hvad er Vesten nu om dage? Professor Wolf Lepenies siger, at Vesten som sådan ikke findes mere. Et noget provokerende udsagn, som han kom med i en artikel i Süddeutsche Zeitung, og som satte gang i en debat om Vesten og Europa og om Europa contra eller med USA.

»Det, vi oplever nu, er ikke Europas, men Vestens deling,« siger Wolf Lepenies til Jyllands-Posten. »Vesten fremstod som en naturlig koalition mellem USA og Europa og har længe bestemt europæisk politik - hvilket ikke mindst vi her i Berlin tænker tilbage på med særlig taknemmelighed. Uden denne binding havde Berlin ikke overlevet.«

»Med nostalgi og nogen sorg må jeg konstatere, at dette Vesten, denne selvfølgelige koalition USA-Europa, faktisk ikke har eksisteret siden Berlin-murens fald i november 1989. De kommunistiske regimers fald i Øst var samtidig indledningen til Vestens endeligt. Da Sovjetunionen faldt fra hinanden, begyndte det amerikanske forsvarsministerium i Pentagon at arbejde med modeller - "blueprints" - for, hvorledes USA i uoverskuelig tid kunne fastholde positionen som verdens eneste overlevende hegemonistiske magt. Denne sikring af magten vendte sig også mod Europa, der reelt måtte betragtes som en konkurrent økonomisk og markedsmæssigt, og som man måtte holde en afstand til.«

Vilje til forebyggende krig

»De amerikanske planer og modeller krævede uhyrlige summer til militæret og vilje til at gennemføre præventivkrig. Målet var bl.a. kontrol af "Eurasien". Internatioanle organisationer som FN blev ikke nævnt med ét ord,« siger Wolf Lepenies. »Efter 11. september 2001 blev der virkelighed ud af "planen", som den i regeringens jargon blev kaldt.«

»Der skete et brud med en amerikansk udenrigspolitik, der havde varet i over et halvt århundrede, og som havde været bestemt af en tradition med også europæisk engagement i bl.a. NATO,« siger Wolf Lepenies, som vi møder i det berlinske Wissenschaftskolleg, en betagende, stor, gammel villa i bydelen Dahlem.

Om nogen har Lepenies gennem sine mange år som rektor været med til at præge dette internationale forum for akademikere og videnskabsfolk på tværs af lande og faglige retninger. Selv har han en omfattende bred international berøringsflade, der har resulteret i mange bøger og publikationer samt avisartikler, der ofte har sat debatter i gang.

Finansiel aflivning af EU

»Europæerne har taget denne strategi, der betød afsked med "Vesten", alvorligt, men ikke alvorligt nok,« siger professor Lepenies. »De besluttede sig for at udvide Den Europæiske Union - og forhindrede derved Europas spaltning, som måske ville have været en ønskedrøm for den amerikanske regering. EU indførte med euroen en fælles valuta, men end ikke chokket fra borgerkrigen på Balkan var nok til for EU at tage det første skridt til en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik.«

»Ikke Irak-krisen og -krigen har bevirket en spaltning, som altså stadig består inden for Europa, men kun gjort den smertefuldt mere synlig. Før Irak-krigen var Europa ikke i en bedre tilstand end nu. Der fandtes ingen udenrigspolitik, ingen fælles forsvarspolitik, Tyskland og Frankrig var igen enedes om en landbrugspolitik, som finanspolitisk på et eller andet tidspunkt vil gøre det af med EU, og briterne havde ikke besluttet sig til, om de ville høre med til Europa og euroen.«

»Europas chance består nu i, at Europas krise er blevet så tydelig, at europæerne endelig gør noget for at bedre situationen.«, siger professor Lepenies. »Europa kan gå styrket ud af krisen, hvis de europæiske regeringer har modet til at finde frem til en langsigtet politik. Ethvert af landene har kun en fremtid på det gamle kontinent. Selv Storbritannien fik det at mærke, da Washington gjorde London klart, at der i "de villiges koalition" kun eksisterede én vilje, Washingtons.«

»USA interesserer sig ikke så meget mere for Europa som helhed, men i stedet i stigende fra for Rusland og ikke mindst Kina. Europa vil - og skal - aldrig forsøge at komme på højde med USA militært. Derimod er vi økonomisk en konkurrent. Den samlede europæiske union har 100 mio. flere indbyggere og en tredjedel højere bruttonationalprodukt. Europa kan blive endnu stærkere, hvis det forstår at føre en bedre økonomisk og finanspolitisk politik.«

Ja til EU-forfatning

Wolf Lepenies har stor ros til det europæiske konvent og den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Éstaings arbejde som formand. Arbejdet med at udarbejde en forfatning er efter Lepenies opfattelse et godt skridt og i øvrigt en efterligning af USA. »Det er en rigtig god sag,« siger han. »Intet folk føler sig så bundet af forfatningen som amerikanerne, også følelsesmæssigt. Begrebet "constitution" i USA er emotionelt en stærk faktor.«

»Knap 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning arbejder vi i Europa med udkast til en fælles forfatning. Uden erindringens last kunne amerikanerne på det "nye" kontinent i sin tid blive til én nation. Europæerne derimod med deres mangfoldighed af sprog må befri sig fra vægten af utalllige, morderiske historier nationerne imellem. Det er ingen let sag.«

»Vi i Europa må også have mere tålmodighed med opbygningen af Den Europæiske Union.« siger professor Lepenies. »Amerikas Forenede Stater blev oprettet 1776, men ikke, som om det sprang ud af Afrodites hoved. 90 år senere sønderrev de hinanden i en blodig borgerkrig og var i en lang årrække derefter stadig ikke virkelig forenet. Vi i Europa bør også mange gange have mod til at rose os af at sige, hvad vi har præsteret.«

»Vi skal have mod og styrke til at arbejde mere langsigtet. Filosoffen og sociologen Norbert Elias, som jeg værdsætter meget, har beskrevet, hvad kendetegner Europas civilisation,« siger professor Lepenies. »Det er mennesker, der handler på langt sigt, og som ikke længere er øjebliksmennesker, der er bange for, hvad der gemmer sig af farer rundt om hvert hjørne. Europa må se at genvinde denne sin civilisation. Vi skal både have tålmodighed og utålmodighed.«

Jammerlige politikere

»Har Europa i dag politikere til den opgave?«

»Det er frygteligt, når man siger sådan noget og løfter sig selv op på en piedestal, men jeg finder, at det politiske personale i Europa er overordentlig svagt - ja, det er jammerligt!« svarer professor Lepenies. »En enkelt har jeg meget stor agtelse for - Luxembougs regeringschef Jean-Claude Juncker. Jeg kunne ønske mig, at de store landes politikere ikke kun så på sig selv. Juncker blev engang ved en konference bedt om at give et lille lands vurdering af en sag. »Det kan jeg ikke, jeg kommer fra et storhertugdømme,« svarede Juncker.

»De har bragt et nyt begreb ind i debatten - verdensproblempolitik.«

»Til den verdensmagtpolitik, som USA fører, er det nødvendigt, at Europa engagerer sig i at løse de store problemer i verden og skabe en nødvendig modvægt til USA. I en overskuelig tid vil amerikanerne være de eneste, der kan føre verdensmagtpolitik. Men de forsømmer at beskæftige sig med en række store problemer i verden. De svækker de internationale institutioner, vil ikke indse truslen fra miljøkatastrofer og modsætter sig opbygningen af en retfærdig økonomisk orden. Her må Europa skabe en vægtig verdensproblempolitik - i samarbejde med USA.«

kent.olsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen