Drøm og chok

Der findes omkring en million over hele verden - eksilirakere, som efter Saddam Husseins fald er parate til at rejse til fødelandet så snart som muligt.

London

Hvordan skal man forklare 20 år, der er forsvundet?

Over for sig selv.

Over for nogen andre.

De første 10 i helvede - de sidste 10 i landflygtighed.

Nu er regimet ramlet. Men smerten stikker dybt. Tabet forsvinder ikke. Ungdommen, der blev stjålet af en brutal diktator, kommer aldrig tilbage.

Nu er han væk, Saddam. Men borte er også en stor del af dit liv.

Af din egen drøm.

Af din egen fortid.

Af din samhørighed og dine rødder.

Der er omkring en million af dem: Første og anden generations irakere, som er verdensflygtninge på grund af Saddam Hussein. I årtier har de levet med en utopisk drøm om en dag at vende tilbage til deres land.

I dag har de pakket kufferten og står parat til at rejse "hjem".

Hellere i morgen end i overmorgen.

Men tilbage til hvad. Til et fata morgana? Til et land du kun kender fra din barndoms gade og din higen efter at betræde din fædrene jord igen. Der er lang vej til en hverdag i Bagdad, Basra eller Kirkuk, når din mentale bagage tynges af 10 år i et af Saddams fængsler og 10 år i eksil.

Da Maher Soltan en januardag i 1992 blev løsladt, lovede han dem, der blev tilbage i cellen, at kæmpe for deres sag. Han har holdt sit løfte. Sendt penge og støttet på andre måder, når han kunne. I dag arbejder han fuldtids for sagen som computerspecialist i INC (Iraqi National Congress), der er en paraplyorganisation for en række af de London-baserede oppositionsgrupper.

Dengang han slap ud af regimets kløer, blev han deporteret til Iran - selv om han er lige så meget iraker som enhver anden, der er født og opvokset i Bagdad og har familie, slægt og venner omkring sig.

»Vi var en bus med 25 personer. Mænd, kvinder og børn. Kvinderne og børnene tilhørte andre løsladte fanger. Kvinderne havde fået valget mellem at blive hos familien eller blive deporteret sammen med deres mand. Ved grænsen til Iran blev vi gennet ud. Vi fik et gevær i ryggen og besked om at komme af sted - ellers ville vi blive skudt.«

Maher Soltan fortæller historien i ryk og vil helst springe detaljerne over. Meget ligger skjult i glemslens tåger. En del står uklart efter så mange år. En hel del er bevidst fortrængt. Der ligger mange rædsler gemt i sjælens vokskabinet hos en tilfældig mand, der blev et tilfældigt offer for Saddam Husseins rædselsregime.

Hver har de deres historie. Vi møder fem af dem her i London, hvor de for nylig var inviteret på visit i Downing Street no. 10 for at tale deres sag hos Tony Blair. Man kunne have mødt dem så mange andre steder i Vesten eller i den arabiske verden. Irakere der på sin vis er sluppet nådigt, fordi de slap væk med livet i behold. Men som samtidig lever med den smertelige bevidsthed om, at flere end 20 millioner ikke var så heldige, og at deres liv aldrig bliver det samme igen.

Hængt op i en krog

Der er lægen Ossam Balal, der blev arresteret sammen med andre medicinstuderende i Basra. Hver dag indtil sin dom blev han hængt op i en krog under loftet og slået med familien som tvungne tilskuere. Han sad fængslet i tre år. Hans forbrydelse: Han var shia-muslim.

Der er turkmeneren Nashad Ahmad, som nægtede at udskifte sit navn med et arabisk. Saddam Hussein besluttede på et tidspunkt, at dette folkeslag med et par millioner mennesker ikke eksisterede i Irak. De, der ikke ville bøje sig, blev fængslet, tortureret - og ofte myrdet. Ahmad blev krøbling i fængslet. 11 medlemmer af hans familie inklusive hans far, mor og bror blev myrdet.

Der er Hayfaa Abdul Karim, der som shia-muslim i Bagdad blev forfulgt ligesom resten af familien. Hendes bror stak ud fra mængden på grund af sin fromhed. Han blev iskoldt slået ihjel for at statuere et eksempel.

Der er Zara Mohammad, Faylee kurder, som sammen med andre politiske fanger blev tvunget til at marchere gennem et minefelt under krigen mod Iran. En kvindelig medfange blev sprængt i stumper og stykker. Fire brødre og flere andre familiemedlemmer er blevet slået ihjel af Saddams bødler.

Og der er Maher Soltan - også Faylee kurder - hvis skæbne bliver beseglet, den dag han bestod sin universitetseksamen i matematik og besluttede sig for ikke at ville ind i hæren. Det var obligatorisk her i 1982 under krigen mod Iran. Når eksamen var overstået, gik vejen direkte videre til fronten.

Med sine nyindkøbte franske Miragejagere som fundament var den selvudnævnte feltmarskal Saddam Hussein gået til angreb på Iran i september 1980. Han forudså en hurtig sejr over det revolutionsprægede Iran. Men han tog grueligt fejl. Krigen sluttede uden en vinder otte år senere. En million mennesker døde eller blev meldt savnede. Begge lande var ruinerede.

Maher Soltan ønskede ikke at ende som kanonføde eller giftgasoffer på slagmarken og planlagde at flygte. I dag som 43-årig erkender han, at han var en ren amatør dengang. Da værnepligten nærmede sig stak han af sammen med sin bror. De ville til Vesten. De havde forsøgt at komme ud af landet på legal vis, men var blevet nægtet et pas. I stedet drog de mod nord.

Han troede naivt, at han havde fået kontakt med nogle menneskesmuglere, der kunne bringe dem gennem de kurdiske områder og videre i sikkerhed i Tyrkiet. Det viste sig at være stikkere for det hemmelige politi.

»Vi blev fanget midt på dagen i en lille irakisk landsby. Vi sad på en restaurant, da de kom ind og arresterede os,« husker han.

Bank og tortur

Derfra gik turen til fængslet, hvor den daglige medicin var bank og tortur. Knoglerne gør stadig ondt, og han kan stadig vise mærker efter slagene.

»Se her,« siger han og peger på arrene på sine håndled.

»De er fra håndjernene. Armene blev vredet om bag ryggen. Jeg fik håndjern på og blev hejset op under loftet i armene. Så kom de med elektriske ledninger og gav os elektrochok på brystet og maven, så vi tumlede rundt i luften mens kroppen rystede og rystede og rystede,« forklarer han og ryster illustrativt hele kroppen på stolen, mens han fortæller.

Han blev systematiske tortureret gennem 11 måneder. Ofte fem-seks timer om dagen. En dag blev han stillet for en dommer. Det tog fem minutter at idømme han fængsel på livstid.

»Du skal være lykkelig for at du ikke blev dødsdømt, skreg dommeren, da jeg blev ført væk. Jeg var blevet anklaget for alt muligt forskelligt. Men først og fremmest for landsforræderi. De påstod, at jeg var på vej til Iran for at tilslutte mig den iranske hær.«

Maher Soltan er både kurder og shia-muslim. Faylee-kurderne er helt assimilerede i den irakiske befolkning. Der er cirka 2,5 millioner af dem - med den største koncentration i Bagdad. Iran er shia-muslimsk. Hovedparten af Iraks befolkning er også shia-muslimsk. Men Saddam Husseins stamme - og dermed regimet - er sunni-muslimer. Maher Soltan var simpelthen født på kollisionskurs med regimet.

30 man i én celle

Efter dommen blev han overført til det berygtede Abu Ghareb fængsel i udkanten af Bagdad.

»Vi sad 30 mand i en celle på 4 gange 5 meter med et toilet i hjørnet. Vi kom aldrig ud. Vi sad der dag og nat. Prøvede at overleve ved at tale sammen og ved at lære hinanden forskellige ting. Jeg forsøgte at undervise nogle helt unge drenge i matematik og engelsk. En ingeniør prøvede at forklare andre, hvordan man bygger broer og huse. Ellers snakkede vi bare. Om familien og den slags.

Der var altid en risiko for at få tæsk eller blive tortureret. En fangevogter kunne komme og sige: Hvorfor ser du sådan ud? Så ville man blive hevet ud af cellen og slået. Jeg kan huske en fange, som led af migræne. Han havde en dag en frygtelig hovedpine og bad om at komme til lægen. »Vi skal nok kurere din hovedpine,« sagde vagterne. De trak ham ud af cellen og gav sig til at banke ham.

Jeg har set og hørt fanger blive tortureret i fængselsgården. Jeg kan stadig høre deres skrig. Det giver mig en fantastisk indre glæde nu at se befrierne åbne og destruere deres torturkamre. De findes i hver eneste by. Jeg har selv været i otte af dem - seks forskellige i Bagdad.«

Otte år uden kontakt

I otte år havde han overhovedet ingen kontakt med omverdenen.

»Ingen aviser. Ingen breve. Ingen ide om hvad der rørte sig uden for fængslets mure. Nogle fanger døde, nogle fik sygdomme, og andre blev sindssyge. Men det var ikke nok for Saddam at straffe mig. Min familie blev også forfulgt. Tre af mine brødre sad i fængsel i syv år. Min 60-årige mor sad indespærret i halvandet år. Hun blev deporteret, da hun blev løsladt og døde kort efter på grund af det.«

Familien vidste, at han var blevet fængslet, men havde ingen idé om, hvad der siden var blevet af ham og hans bror. Efter otte år fik familien lov til at besøge ham for første gang, og i januar 1992 blev han løsladt efter præcis ni år, ni måneder og ni dage i fangenskab. Løsladelsen var et resultat af den første Golfkrig. Den slagne Saddam Hussein havde lovet det internationale samfund at løslade sine politiske fanger. Maher Soltan var en af dem, der nåede at opleve dette løfte blive ført ud i livet.

10.000 savnede

Mange nåede ikke så langt.

»Der savner 10.000 af vores folk. Vi aner ikke, hvad der er sket dem, eller hvor de er. Vi ved, at de er blevet ført til Saddams fængsler - siden har ingen hørt fra dem. I dag ved, vi at der er massegrave overalt i landet. Mange stammer tilbage fra krigen mod Iran. Andre er nyere. Under krigen blev mange brutalt myrdet. Hvis for eksempel en deling soldater vendte tilbage efter at have tabt et slag, blev de alle skudt. I dag må man spørge sig selv, hvorfor alle fængslerne er tomme. Hvad er der sket med fangerne? Ingen ved det, men de er sandsynligvis blevet slået ihjel.«

Maher Soltan overlevede og kalder sig selv "en overlever". Efter et år i en flygtningelejr i Iran skaffede FN ham til Storbritannien. Her genoptog han sine studier og har taget en engelsk Mastergrad i computer videnskab. Efter forskellige jobs i den private og offentlige sektor arbejder han i dag som IT-ekspert INC, hvis leder Ahmed Chalabi ventes at blive en af de politiske frontfigurer i et nyt Irak.

Hvordan det skal se ud har Maher Soltan ingen præcise forestillinger om. For ham har det væsentligste været, at det helt ufattelige er sket: At Saddam Husseins styre er gået til grunde efter mere end 30 år ved magten. Hans grundlæggende holdning er, at irakerne må finde en politisk formel til at løse deres egne problemer - og at den skal være demokratisk.

Han accepterer andres synspunkter og ser det ikke noget problem i at de forskellige oppositionsgrupper har forskellige opfattelser. Enhver snak om borgerkrig afviser han blankt.

»Iraks historie er flere tusinde år gammel. I de sidste 2.000 år har der ikke været en borgerkrig, selv om befolkningen er en broget blanding. Uanset om vi er kurdere, shia, sunni er vi først og fremmest irakere. Vi har altid levet sammen side om side. Mange forskellige folk og mange forskellige religioner. Uden problemer. Problemerne opstod først, da Saddam Hussein kom til magten. Men selv hans skrupelløse forsøg på at fremprovokere en borgerkrig ved at sætte sunni- og shia-muslimer op mod hinanden lykkedes aldrig.

Jeg er en fredens mand, men støtter denne krig af hele mit hjerte. Jeg går ind for fred. Vi går ind for fred. Manden, som elskede krig, forsvinder nu. Manden der førte krig mod Iran og Kuwait, mod shia-muslimer og kurdere - ja endda mod sit eget folk - er omsider væk.

Vi ser på det, som om vores krop har været ramt af kræft. Det koster blod at få fjernet kræften. Også almindelige og uskyldige mennesker bliver ramt. Men det er på grund af Saddam. Der er ingen anden grund.«

Som hos så mange andre irakere har Maher Soltan et stærkt negativt forhold til FN. Oplevelsen af svigt er afgrundsdyb. Det gælder den arabiske verden, som stiltiende har ladet Saddam Hussein knuse sit eget folk i håb om at han kunne stille noget op imod Israel. Det gælder de passive menneskerettighedsorganisationer og de millioner af mennesker, som først nu er begyndt at lytte efter og forstå.

Total mangel på respekt

Og det gælder i høj grad FN.

»I 23 år har vi rejst rundt og forsøgte at fortælle om den totale mangel på respekt for menneskerettighederne i Irak. Om overgreb og frygtelige lidelser. Vi har kontaktet hele det internationale samfund. Men ingen har villet høre på os. Alle har haft deres egen dagsorden. Nu taler alle om det, efter at vi har vundet. Ingen - absolut ingen - lyttede eller gjorde noget, da vi havde brug for det.

Især ikke FN. De har intet gjort for os. FN ville ikke engang være med til at befri Irak. FN har ikke engang villet gennemføre olie-for-fødevareprogrammet, så det er kommet folket til gode. Alle pengene er gået til Saddam. Hvad er formålet med olie-for-fødevare programmet, når Saddam styrer fordelingen og har fået alle indtægterne? Nu kommer de her efter krigen og skal være med, fordi vi har olie, men alt hvad vi ønsker er USA og Storbritannien.«

Kommer han til at spille en rolle i det nye Irak, eller er hans tid forpasset? Kan han plante sig om til ukendt verden og en anden kultur? Hvad med hustruen og børnene, som er født og opvokset i London og ikke har længslen efter de tabte horisonter pumpende i hjerteblodet?. Kan de vende tilbage til et sønderbombet forarmet nedslidt land, hvor ingenting er som her i England?

Og hvad vender du selv tilbage til?

Til et Bagdad han ikke kender. Som ikke bare ændret sig radikalt på 20 år under Saddam Hussein, men nu også er blevet bombet og hærget af krigen.

Hurtigst muligt

»Jeg tager til Bagdad så hurtigt som muligt. I sidste uge troede, vi at der kunne gå en måned. Nu går der måske kun en uge. Det kan blive når som helst. Det kan ikke gå hurtigt nok. Jeg har ikke været i Irak i over ti år. Jeg har stadig familie dernede. Søstre og brødre. Venner og bekendte. Det er mine rødder,« siger Maher Soltan.

Under en hel pressekonference og en halv times interview har han været optimistisk, fremadskuende, analyserende, politisk klar og har sendt signaler om balance og kontrol. Men på det uskyldige spørgsmål om, hvordan han har det med at overvære befrielsesscenerne fra Bagdad, krakelerer spejlet. Smertens tårer, glædens tårer, tårerne over den for evigt tabte uskyld vælder op fra ukendte dybder i det indre ocean:

»Det er smukt. En drøm. Et chok. Det er gået så stærkt. Jeg ville ønske, jeg kunne feste. At jeg kunne fejre det. Men jeg aner ikke hvordan. Det er bare... Thank God he is going.«

jan.lund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen