De samlede Europa

I en bevæget afslutning på topmødet i København fejrede statsminister Anders Fogh Rasmussen en historisk og personlig triumf, da han afsluttede forhandlingerne om EU's udvidelse mod øst.

Men Danmark har ikke æren alene. Siden Berlin-murens fald har nogle af Europas mest centrale politikere arbejdet på at forene Europa, og processen tog for alvor fart efter Kosovo-konflikten i 1999. Jyllands-Posten har kigget ind bag kulisserne af en lang sej kamp for at samle kontinentet om frihed og demokrati.

Den 8. maj 1945, mens nogle af Anden Verdenskrigs sidste skud genlød i Prags gader, stod den amerikanske general George Patton i Regensburg i Bayern og holdt pressekonference.

Journalisterne kunne ikke forstå, hvad generalen egentlig foretog sig 200 kilometer væk fra de skæbnesvangre kampe mellem tyske og sovjetiske tropper i Tjekkoslovakiets hovedstad. Selv mente Patton, at han kunne have befriet Prag en uge før Den Røde Hær nåede frem, men hvorfor gjorde han det ikke?

»Jeg kan fortælle jer præcist hvorfor: Vi fik at vide, at vi ikke skulle gøre det. Det var vores ordrer,« lød general Pattons svar.

Europa lå i ruiner efter nazismens helvede, og det gamle kontinent var i realiteten allerede delt i to zoner.

Et jerntæppe var ved at gå ned over Europa.

Godt 44 år senere sprang en dansk embedsmand resolut op på Berlin-muren. Han bukkede sig ned for at hjælpe sin udenrigsminister op. Billeder af dansende mennesker på en forhadt mur markerede afslutningen af et mørkt kapitel i Europas historie og begyndelsen på et nyt.

Med murens fald i november 1989 var udsynet til Østeuropa igen frit. Efter i fire årtier at have været afskåret fra resten af Europa og underlagt kommunismens åg kunne østeuropæerne endelig selv vælge deres fremtid. De havde ikke svært ved at bestemme sig.

Østeuropæerne rettede blikket mod vest. De ville genoptages i selskabet af demokratiske europæiske nationer, og derfor begyndte ansøgninger om medlemskab snart at indløbe hos NATO's og EU's hovedkvarterer i Bruxelles.

I EU, som dengang endnu kaldte sig EF, forstod man snart, at der var brug for at sætte bølgen af ansøgninger i system. Men det var en vanskelig proces.

Efter flere generationers planøkonomi skulle de østeuropæiske lande omstille sig til markedsøkonomi og bevise, at de var blevet rigtig demokratiske. I flere af de tidligere kommunistiske lande var overgangen til demokrati langt fra gjort med en enkelt fløjlsrevolution.

Så hvem skulle egentlig have lov til at komme med i Den Europæiske Union? Og hvornår skulle det ske? Det krævede mod at definere grænserne for et nyt Europa, og ledernes motiver var forskellige. Mens Tysklands kansler, Helmut Kohl, og Frankrigs præsident, Francois Mitterrand, var personligt mærket af Anden Verdenskrig og ønskede at rette op på en historisk uretfærdighed, var Storbritanniens Margaret Thatcher mere drevet af ønsket om at udvide så meget, at det europæiske samarbejde blev udvandet.

Den spæde start

Processen kom først rigtig på skinner i 1993. En uprøvet dansk statsminister i rollen som EU-formand tog imod i Københavns Bella Center. Poul Nyrup Rasmussen havde overtaget embedet efter den borgerlige regerings fald, og han var opsat på at udnytte det danske EU-formandskab til at sætte sin egen mærkesag, beskæftigelsen, på dagsordenen.

Topmødet i juni 1993 blev derfor et rigtigt "beskæftigelsestopmøde", og kun få bemærkede, at der i slutningen af den 17 sider lange sluterklæring fra mødet stod noget om, hvilke krav EU-ansøgerlande skulle opfylde.

»Ingen kunne rigtig overskue rækkevidden af erklæringen. Den nye regering forsøgte at slå på tromme for en øget indsats mod arbejdsløsheden, og da vi præsenterede kriterierne på det afsluttende pressemøde, var det svært at sælge budskabet om udvidelse. Mange opfattede erklæringen som pæne og uforpligtende ord uden nogen særlig politisk realitet,« husker Niels Helveg Petersen (R), daværende udenrigsminister.

Den blot seks linier lange tekst er siden gået over i historien som "Københavnskriterierne". De slår fast, at EU-ansøgere skal opfylde en række krav, før de kan komme i betragtning. De skal være demokratiske, deres økonomi skal fungere på omgangshøjde med Det Indre Marked, og endelig skal deres stat og administration være i stand til håndtere EU's mange regler.

Det var en dansker, som formulerede kriterierne - Niels Ersbøll, som dengang var generalsekretær i EU's ministerråd.

»De ord var snebolden, som satte gang i en lavine. Københavnskriterierne har fået næsten profetisk betydning, fordi det var begyndelsen på en definition af, hvad EU egentlig er. Det ligger i kriterierne, at EU er en politisk afgrænsning og ikke en geografisk afgrænsning. Man lover, at de lande, der deler vores værdier, kan blive medlemmer,« siger Ersbøll i dag.

Reelt blev døren til EU åbnet på vid gab i 1993, selv om flere EU-lande kun havde forestillet sig, at den skulle stå på klem. For hvad ville prisen blive for det gamle vesteuropæiske fællesskab?

Frankrig frygtede at miste sin magtposition i en udvidet union, og efter genforeningen så tyskerne for sig, at de igen skulle bære store omkostninger for at bringe fattige østeuropæere op på et højere velstandsniveau. Derfor gjaldt det om at begrænse de mange lande, der bankede på EU's dør.

I 1995 slog den mægtige tyske kansler Helmut Kohl til. Da optagelsen af Sverige, Finland og Østrig var en realitet, agiterede Kohl for en "overkommelig" udvidelse mod øst og foreslog, at EU i første omgang rettede blikket mod Polen, Tjekkiet og Ungarn.

Poul Nyrup Rasmussen insisterede på, at flere skulle med. Til stor irritation for Kohl og den hollandske udvidelseskommissær, Hans van den Broek. De to mente, at danskernes kamp kun handlede om at sikre de baltiske lande en plads i EU. En mulighed, som dengang syntes utænkelig.

På topmødet i Luxembourg i 1997 var opgaven for EU-cheferne at sætte navne på det første hold ansøgere, der skulle indlede optagelsesforhandlinger. Polen, Tjekkiet, Ungarn samt Cypern og Slovenien var selvskrevne, men danskerne ville også give plads til Estland - det mest udviklede af de tre baltiske lande. Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen fast sammen med sin svenske kollega.

»Det var afgørende for mig at få et af de baltiske lande med. Derfor sagde jeg til Helmut Kohl, at jeg ikke ville gå med til en første runde med fem lande uden Estland. Kohl svarede, at han normalt ikke brød sig om socialister, men at han i mig havde mødt et sympatisk og praktisk eksemplar. Resultatet blev, at Estland kom med,« fortæller Poul Nyrup Rasmussen.

Skubbet fra Balkan

Efter Luxembourg-topmødet var forhandlingerne åbnet, men det gik kun langsomt frem. EU var mest optaget af uroen på Balkan, og i 1999 indledte EU-landene et internt slagsmål om budgettet for årene 2000-2006.

Til sidst blev det dog endnu en af Balkans krige, som gav det afgørende skub til den danske mærkesag om at udvide EU. Krigen i Kosovo med den jugoslaviske hærs overgreb mod Kosovo-albanerne viste med al tydelighed, at EU var tvunget til at gøre noget mere for det uroplagede område ved Unionens bagdør. EU-landene besluttede at benytte samme beroligende middel, som de havde anvendt i Centraleuropa, hvor udsigten til medlemskab af EU havde fået landene til at gå hurtigere frem med reformer.

Den såkaldte stabilitetspagt for Sydøsteuropa blev opfundet, og den gav i juni 1999 Kroatien, Bosnien, Albanien, Makedonien og Forbundsrepublikken Jugoslavien lovning på, at de også kunne komme med i den eftertragtede EU-klub, hvis de engang opfyldte kravene.

Derefter foreslog EU-Kommissionen at fremskynde udviklingen for de første ansøgere ved at smelte to grupper sammen: Den oprindelige første division på seks lande og så Letland, Litauen, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien og Malta. Alt i alt 12 lande.

Men der var et problem - Grækenland. Grækerne kæmpede bravt for Cypern, men EU-landene forudså store problemer med Tyrkiet, som kontrollerer den nordlige del af øen. Tyrkerne truede med en storpolitisk krise, hvis Cypern skulle ind i EU, mens de selv skulle vente udenfor. Og på den anden side truede grækerne med at blokere for hele udvidelsen, hvis Cypern ikke kom med.

Af frygt for at tabe alt på gulvet, besluttede EU's ledere at åbne døren for Tyrkiet ved at give landet officiel status som ansøgerland. Beslutningen blev taget efter en debat op under tre minutter på et topmøde i Helsingfors i 1999, og kun få forstod rækkevidden af denne gestus over for tyrkerne. Nu begyndte de for alvor at tro på, at de en dag kan komme med i Den Europæiske Union.

To år senere vandrede den nye kommissær med ansvar for udvidelsen, Günter Verheugen, rundt i Litauen. Han ville se digteren Thomas Manns hus få kilometer fra grænsen til Kaliningrad. Den litauiske regeringschef prøvede at få sin gæst til at droppe ideen om, at nogle lande skulle ind før andre.

»Hvorfor ikke satse på at optage alle ansøgerlandene på en gang?« foreslog han.

På topmødet i Bruxelles i december sidste år besluttede EU at afslutte forhandlingerne med ti lande. Rumænien og Bulgarien var stadig bagud og skulle derfor vente noget mere, mens det stadig var uklart, hvornår Tyrkiet kunne indlede forhandlinger.

Dermed var banen for alvor kridtet op, da Danmark den 1. juli i år på ny overtog formandskabet for EU. Målet var at få en endelig aftale om udvidelsen på det planlagte topmøde i København i december, og dermed kunne danskerne selv få lov til at slutte ringen. "Fra København til København" blev mottoet.

Det var dog på ingen måde nemt. Efter at have ventet i over ti år på at komme med i EU, var der i flere af ansøgerlandene opstået en betydelig utålmodighed. Nogle havde endog fået kvaler med nej-bevægelser, som stillede spørgsmålstegn ved, om EU-medlemskab virkelig var sagen. Ville de nu miste deres selvstændighed?

Møller og mikrofonen

Samtidig var de årelange optagelsesforhandlinger nået ind til deres afgørende fase. Der var i slutningen kun de værste problemer tilbage; alle spørgsmålene om penge, om landbrug og alle mulige særordninger og undtagelser, som de østeuropæiske lande bad om. Derfor blev det til seks måneders hårde forhandlinger, og blandt EU's udenrigsministre lærte flere at forstå betydningen af de danske ord "for helvede".

Ofte glemte Danmarks temperamentsfulde udenrigsminister, Per Stig Møller, at slukke for sin mikrofon, når han beklagede sig over de evigt klagende ansøgere til sin sidemand.

Udenrigsministerens sidemand var de fleste gange en vis Poul Skytte Christoffersen, Danmarks EU-ambassadør. Denne lille, altid velklædte, altid venlige fynbo, der typisk ses med en tyk sagsmappe under armen, lagde i realiteten strategien for det danske formandskab.

"Skytte", som han oftest kaldes, har tidligere arbejdet i toppen af ministerrådet, Unionens mest magtfulde organ, og han har været den danske EU-repræsentant i syv år. Derfor har han opbygget et tæt netværk af kontakter til nøglepersoner i Bruxelles, og han mestrer EU-forhandlingernes kunst som få andre.

Han slog hurtig fast, at første opgave var at cementere den danske tidsplan. Oprindeligt var det den almindelige opfattelse i EU-kredse, at alle store spørgsmål om økonomi og landbrugspolitikkens fremtid først skulle afgøres på topmødet i København. Topmødet skulle på den måde blive til et af EU's klassiske maratonmøder med flere nætters hårde forhandlinger, men det ville have været et mareridt for danskerne.

Ifølge Skytte ville det have resulteret i "kaos", fordi topmødet i København så skulle afgøre to store slagsmål på en gang. For det første skulle EU-landene internt enes om, hvad de vil tilbyde ansøgerne, og samtidig skulle der forhandles med de kommende medlemmer. På EU-fronten stod især Frankrig og Tyskland i en dyb strid, fordi tyskerne krævede nedskæring i landbrugsstøtten, før de ville acceptere udvidelsen. Omvendt nedlagde Frankrig veto mod alle forsøg på at tage støtte fra franske landmænd.

Denne årtier gamle konflikt mellem EU's to vigtigste lande kunne afspore hele debatten om udvidelsen, hvis den først skulle løses i København, og derfor begyndte danske diplomater allerede i foråret at gøde jorden for en anden tidsplan.

Den danske plan

Danskernes plan var at tage det afgørende slagsmål om finansieringen af udvidelsen på formandskabet første topmøde, der skulle holdes i Bruxelles i oktober. Den første succes for det danske formandskab var derfor at få alle til at acceptere tidsplanen.

Næste succes opstod i Bruxelles, takket være en vigtig hjælp fra to af EU's store mænd; Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og den tyske kansler, Gerhard Schröder.

Den tyske kansler havde ellers været en svær nød at knække for Anders Fogh Rasmussen. På den traditionelle rundrejse før topmødet er spændingen stor. Ville det lykkes at få Schröder til at forstå, at en løsning på landbrugspolitikken var nødvendig, hvis tidsplanen skulle holdes?

Kanslerens bistre udtryk gav ikke mange forhåbninger, da delegationen rullede op foran jagthytten ved Hannover. Under mødet med Fogh gjorde Schröder det klart, at udvidelsen blev dyr, og at han var træt af at betale.

»Formandskabet har brug for et mandat i Bruxelles. Det kan ikke vente til København,« svarede Anders Fogh Rasmussen og understregede, at Tyskland ikke er ene om at betale. Andre lande - herunder Danmark bidrager også til EU-kassen.

En oplysning, der ikke gjorde stort indtryk på kansleren. Schröder blev irriteret.

»Jeg ved ikke, hvad der foregår, men nogle skal åbenbart have skylden. Jeg skal

have skylden, men jeg er ligeglad,« svarede han.

Efter mødet var der alligevel enighed i den danske delegation om, at Schröder havde forstået, at Fogh rent faktisk mente, hvad han sagde.

»Schröder forstod, at nøglen til en løsning lå hos Frankrig og Tyskland,«

sagde en embedsmand, der var med til mødet.

Han fik ret. Kort før topmødet blev skudt i gang i Bruxelles mødtes Schröder og Chirac på det fornemme hotel Konrad på Avenue Louise. I en karrygul sofa gav de hinanden håndslag på en aftale, der skal holde landbrugsudgifterne i ave i fremtiden.

Få minutter efter at de to statschefer forlod Hotel Konrad, indledte statsminister Anders Fogh Rasmussen en pressekonference i EU's mødebygning. Mens statsministeren begyndte at tale, kom Skytte op til ham og afleverede en seddel med ordene:

»Der er en aftale. Det blev model nr. 1.«

Den historiske chance

Danskerne var klar over, hvor forhandlingerne mellem tyskerne og franskmændene bar hen ad, og de var forberedt på tre grundmodeller for en løsning.

Et par timer senere fredag aften kunne Anders Fogh Rasmussen byde velkommen med champagne og orangejuice på balkonen i det mondæne Solvay Bibliotek, men to gæster lod vente på sig: Schröder og den britiske premierminister, Tony Blair. Briten anede intet om, at et fransk-tysk oplæg var på vej - og da han repræsenterer EU's tredje stormagt - fandt Schröder det på sin plads at give ham en personlig orientering inden middagen.

Da de havde sat sig til bords, bød Anders Fogh Rasmussen velkommen ved at betone for selskabet, at de stod foran en historisk chance for at udvide Europa.

Fogh gav så ordet til Chirac for at lade ham fortælle om den tysk-franske aftale, men den franske præsident takkede ydmygt nej.

»Nej, jeg foretrækker at lade min ven, Gerhard, forklare, hvad vi er nået frem til,« lød det fra den franske præsident.

Over en let, men elegant menu udlagde den tyske kansler teksten. Eller det fransk-tyske "tilbud", som han betegnede aftalen. Schröder lagde ikke skjul på, at Tyskland gerne ville være gået længere i retningen af besparelser på landbrugspolitikken, men sådan var aftalen altså.

Schröders regnedrenge

Næste dag var det ved at gå helt galt. Schröder havde sat sine regnedrenge i Finansministeriet til at kigge på aftalen med Chirac, og efter en nats jongleren med tallene var resultatet nedslående: Aftalen gav slet ikke nok besparelser, mente de. Schröder fik kolde fødder.

Frygten for, at den dyrebare aftale røg på gulvet, fik Fogh til at afbryde mødet. Først efter en række individuelle møder med Schröder og Chirac i den såkaldte skriftestol lykkedes det for Anders Fogh Rasmussen at holde sit afsluttende pressemøde to minutter før det berammede tidspunkt.

»We have an agreement,« lød hans første ord til journalisterne, »vi har en aftale.«.

Sådan fik det danske formandskab skabt ro om landbrugsordningerne - den største udgiftspost på EU's budget, og så manglede der kun en sidste spurt med ansøgerlandene.

Rusland og problemet med Kaliningrad-enklaven skulle også lige klares, og det skete på endnu et topmøde i Bruxelles, hvor Anders Fogh Rasmussen under fire øjne med den russiske præsident, Vladimir Putin, fik styr på detaljerne i en aftale, der sikrer russerne i Kaliningrad et særligt transitdokument for at komme hjem til Moder Rusland.

På det efterfølgende pressemøde indledte Anders Fogh Rasmussen i vanlig stil:

»Vi har en aftale,« sagde han og holdt en kunstpause, »igen.«

De følgende uger forberedte det danske formandskab det endelige tilbud, som ansøgerlandene skulle præsenteres for. De fleste forhandlinger om moms, konkurrence og andre tekniske emner var afsluttet, og nu stod der næsten kun tilbage at blive enige om de økonomiske vilkår for ansøgernes optagelse.

Poul Skytte Christoffersen lagde en risikabel plan, som gik ud på, at det danske formandskab skulle udtænke en række individuelle pakker for ansøgerlandene og så gå i gang med at forhandle uden at have et egentligt mandat for de nuværende medlemmer.

»Det var den eneste farbare vej, hvis vi skulle nå at blive færdige. Ti ansøgerlande med hver ti problemer giver 100 problemer, og hvis vi skulle aftale hver detalje på plads, ville vi aldrig nå et resultat,« forklarer Skytte.

Den danske EU-ambassadør forberedte pakkerne sammen med EU-Kommissionen, og så fremlagde han dem første gang for de nuværende medlemslande for tre uger siden. Skytte havde lagt ca. 10 mia. kr. oven i de tidligere tilbud, og EU-partnerne blev ikke ligefrem fornøjede. Skytte husker ikke, at han nogensinde er blevet skældt så meget ud af sine ambassadør-kolleger.

»Jeg var gul og blå over alle slagene, der var faldet ned, men så tænkte jeg over det i nattens løb, og næste dag gik vi videre med en næsten uændret pakke. Det blev stiltiende accepteret af alle. De andre vidste, at vi ikke kunne gøre det anderledes,« siger Skytte.

Så var turen kommet til ansøgerne. En efter en kom de ind til et mødelokale i EU's ministerråd, hvor Skytte ventede på dem sammen med folk fra EU-Kommissionen. De fleste reagerede afmålt positivt på de nye indrømmelser, som lå i pakkerne, men da den polske chefforhandler Jan Truszczinski dukkede op ved 19-tiden og rejste en lang række indvendinger mod de danske forslag, fik Skytte nok.

»Det er ikke et seriøst svar. Vi har nu 20 dage tilbage, og I må vælge, om vi skal lave en samlet pakke, eller om I hele tiden vil blive ved med at stille urealistiske krav,« lød Skyttes melding.

Så pakkede den danske ambassadør sine papirer og forlod lokalet.

Nervekrig

En nervekrig på to fronter var indledt. De sidste uger op til topmødet forsøgte det danske formandskab at samle opbakning fra begge sider, nuværende og kommende medlemmer.

Igen var det besøget hos Schröder, der blev imødeset med spænding.

»Hvad vil kansleren betale for at få Polen med?« lød det spøgende blandt embedsmændene, før kortegen rullede op mod "Kansleramt" ved Spree-floden i Berlin.

I modsætning til sidst var det en afslappet kansler, der tog imod på den røde løber. Han kaldte det danske udspil for generøst, men lod samtidig forstå, at han har forstået, at der selvfølgelig skal forhandles.

»Det er os, der afslutter udvidelsen,« betonede Schröder, hvilket klart signalerede, at Schröder selv ville have æren, hvis der skulle flere penge på bordet.

»Er De parat til at acceptere en udvidelse uden Polen?« ville Fogh vide - velvidende at polakkerne var de mest krævende ansøgere.

»Så langt kommer det ikke,« svarede Schröder.

Lettelsen prægede den danske delegation efter mødet. Schröders bemærkning var ikke til at misforstå: Han var parat til at betale, hvis tingene gik i hårdknude på det afsluttende topmøde i København.

Præcis det løfte fik danskerne brug for i de sidste hektiske timer, da der i Bella Center skulle indgås en aftale med den polske regeringschef, Leszek Miller. Som det ofte før har været tilfældet i EU's historie, fægtede alle heroisk til det sidste, og der var flere gange frygt for et totalt sammenbrud. Polakkerne truede med at udvandre, og til sidst blev en pose ekstra penge afgørende.

Anders Fogh Rasmussen fik opbakning fra EU-lederne til at give Polen ca. 800 mio. kr. i ekstra støtte, og så var Leszek Miller klar til at sige ja.

Bagefter kunne en glad og bevæget Anders Fogh Rasmussen triumferende erklære:

»Vi har en aftale. Vi har i dag besluttet at skabe ét Europa og åbne et nyt kapitel i historien.«

pierre.collignon@jp.dk

jorgen.ullerup@jp.dk

jette.maressa@jp.dk

jesper.kongstad@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen