Dansker savnet efter forlis i Kielerkanalen
Efter en skibskollision i Kielerkanalen i går over middag sank det danske fragtskib "Uno", og skibets maskinchef blev meldt savnet.
Ved middagstid i dag var han stadig ikke fundet. Eftersøgningen efter danskeren er stadig i gang.
De resterende syv besætningsmedlemmer og en lods redede sig i land.
Det oplyser det tyske nyhedsbureau DPA.
Ulykken skete nær Hochdorn i Slesvig-Holsten, hvor det mere end 77 meter lange skib omkring klokken 13.30 kom på tværs af kanalen og kolliderede med en tysk pram "Dettmer 46".
Efter kollisionen sank fragtskibet, som var lastet med over 2000 tons skrot.
Årsagen til kollisionen er endnu ikke klarlagt, men skyldtes muligvis en fejl på fragtskibets ror.
/ritzau/