Tysk minister: Soldater selv skyld i dødsulykke i Kabul

Tysklands forsvarsminister, Rudolf Scharping, siger, at de tyske og danske soldater begik en fejl og selv var skyld i, at en sovjetisk A-3-raket tidligere på måneden eksploderede og dræbte fem, skriver CNN's danske netavis.

Scharping siger til den tyske avis Bild am Sonntag, at der var "stærke indikationer" på, at soldaterne selv havde ansvaret for eksplosionen.

Af hensyn til den dansk-tyske kommissions undersøgelse af ulykken ønskede forsvarsministeren ikke at komme nærmere ind på emnet.

Der er opstået tvivl om, hvilke ordrer der egentlig er blevet givet. Skulle raketterne sprænges i luften, eller havde soldaterne fået ordre på at skille dem ad.

Anklagemyndigheden i Potsdam er nu gået ind i sagen, fordi der er opstået mistanke om, at sikkerhedsprocedurer ikke er blevet overholdt, skriver CNN's danske internetside.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen