Terror og protester på gaderne i Italien

Med mordet på akademikeren Marco Biagi vil italienske terrorister ryste befolkningen, demokratiet og statsapparatet. En million demonstranter på gaden i Rom lørdag.

Rom Tid efter anden rystes Italien af forbrydelser, der ellers er ukendte i Europa.

Tag økonomen Marco Biagi, der blev myrdet sidste tirsdag, netop som han på cykel nærmede sig sit hjem i Bologna.

Biago var ingen fremtrædende eller omstridt skikkelse. Han var økonom, midtsøgende og løst knyttet til fagbevægelsen. En af hans opgaver var at rådgive Silvio Berlusconis regering vedrørende en reform af arbejdsmarkedet, herunder ophævelsen af, hvad også mange faglige ledere anser for en forældet beskyttelse af den enkeltes ret til i praksis at forblive på en og samme arbejdsplads gennem hele sit liv.

Derved adskiller mordet på Biagi sig fra andre politiske mord i for eksempel Spanien og Nordirland, hvor terrorister har det med at ramme i flæng eller med at likvidere højtstående politikere og militærfolk.

Ekspert og bureaukrat

Biagis opgave var at kortlægge en middelvej mellem regeringens og ortodokse fagforeningskredses opfattelser af arbejdsmarkedets fremtidige indretning. Han var akademiker, ekspert og bureaukrat, ikke beslutningstager.

Det skulle koste ham livet i en terrorhandling, som i weekenden og de følgende dage ventes at kalde italienerne ud på gader og stræder.

Lørdag bevægede kolossale menneskemasser sig igennem Roms bykerne i en ofte selvmodsigende, men meget italiensk demonstration, organiseret af de store fagforbund og venstrefløjens politiske partier.

Optoget rummede den klare, men formentlig udsigtsløse protest mod regeringens arbejdsmarkedsreform. Der var den lige så klare demonstration til minde om Biagi, som finpudsede reformens detaljer. Der var andre, tilsvarende klare demonstrationer for folkestyret og mod terroristerne, som slog Biagi ihjel i et ikke længere eksisterende proletariats navn.

Sejrene er vundet

Hvad romerne ikke selv kunne stille af demonstranter, ankom til hovedstaden i de tidlige morgentimer med tusinder af busser og 60 særtog fra det ganske land mellem Alperne og Sicilien.

Italienerne elsker sådanne manifestationer. De færreste forestiller sig, at de skal føre til et konkret politisk resultat, men de er en mulighed for i nogle timer at deltage i et ellers forsvundet fællesskab. Man møder venner og bekendte, såkaldte kampfæller, som man ikke har set siden sidste demonstration. For en stund vender man tilbage til de gode, gamle dage, da klassesamfundet gav hver enkelt en fornemmelse af tilhør og selvrespekt, af kampgejst og af udsigt til sejr.

I dag har man sejret ud over alle forventninger, og det hele forekommer mindre morsomt.

Lørdagens demonstration var en af de største i Rom efter Anden Verdenskrig - og som sædvanlig var den godmodig. Under skove af røde bannere, ledsaget af trommer, tamburiner, truthorn og trillefløjter, bevægede mængden sig til Circus Maximus. Her holdt fortidens kejsere folket i skak med brød og skuespil. For så vidt var der intet nyt under den romerske forårssol.

Samme pistol

Hvad der foruroliger Italien er, at Biagis mordere åbenbart tilhører en ny generation af de Røde Brigader, som i 70'erne og 80'erne hensatte landet i skræk og rædsel.

Brigadernes prominenteste offer var Aldo Moro, den tidligere ministerpræsident, der blev myrdet i 1978. I de følgende år blev ledende brigadister pågrebet og idømt langvarige frihedsstraffe. Sikkerhedsorganernes fornemmelse af, at man havde knækket gruppen, skulle dog vise sig at være forkert. I 1999 blev en af Biagis kolleger, Massimo D'Antona, skudt på åben gade i Rom.

Ballistiske undersøgelser viser nu, at Biagi blev myrdet med nøjagtig det våben - en ni millimeter pistol - som D'Antona faldt for. I begge tilfælde har påståede brigadister påtaget sig skylden og hævdet, at de fortsætter kampen mod »den borgerlige kapitalisme.«

Med andre ord: brigaderne er stadig på plads i skikkelse af en koldsindig byguerilla, som agter at ryste befolkningen, demokratiet og statsapparatet.

Revolutionær romantik

Brigaderne er den ekstreme udløber af en romantisk-revolutionær holdning, som også findes på den demokratiske italienske venstrefløj. Den giver sig udslag i et omfattende sværmeri for skikkelser som Cubas Fidel Castro, Vietnams Ho Chi Minh og amerikaneren Angela Davis. Den romantiske venstrefløjs filosoffer rækker fra Bakunin og Kropotkin over Franz Fanon og Herbert Marcuse til Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir.

Byguerillaen har sine rødder i den italienske samling i det 19. århundrede, fulgt af fascismen og Anden Verdenskrig, som nær havde ført til en kommunistisk magtovertagelse. Denne historiske erfaring har efterladt mange på venstrefløjen med en opfattelse af, at de modsat borgerskabet og højrefløjen har en naturlig ret til magten.

Som militant og voldeligt fænomen viser byguerillaen sig i forlængelse af efterkrigstidens økonomiske mirakel. Den træder frem i 1960erne omkring de store industrikomplekser i Milano og Torino, støttet af ledende intellektuelle og i ikke ringe grad af det kommunistiske parti, der dog - da guerillaen konsoliderer sig og begynder at genere partiet - vender sig imod de militante og hænger dem ud som »rendyrkede fascister.«

»Blyets år«

Dette var optakten til »Blyets år,« som nåede et højdepunkt med bortførelsen af og mordet på Moro. Den tidligere regeringschef var ikke det yderste højres eller de store kapitalejeres mand. Tværtimod pådrog Moro sig ekstremisternes raseri, fordi han - ligesom Biagi og D'Antona - forsøgte at finde et kompromis mellem højre og venstre.

I det følgende retsopgør blev omkring 20.000 såkaldt revolutionære fængslet. Andre flygtede til Østtyskland, Cuba og Nicaragua. Atter andre forblev under jorden, men foretog sig intet eller meget lidt - måske med den undtagelse, at de lagde grunden til en ny generation af terrorister.

per.nyholm@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen