Afghanere rydder bomber for pengenes skyld

Gamle bomber og granater ligger tæt i Afghanistan og ingen steder tættere end i lufthavnsområdet ved Kabul. Her står Danmark i øjeblikket for det civile rydningsarbejde - trods ulykken hos den militære rydningsstyrke.

Kabul

Foreløbig har de fundet over 3000 bomber, granater og andet sprængfarligt skrot, der enten er sprængt bort på stedet eller forsigtigt kørt til et mere sikkert sprængningssted.

Men det er slangerne, Ghullam Jellani og de 20 andre mænd i bombesøgerkæden er mest bange for, når de langsomt går og roder med kæppe i det lange, afsvedne græs langs startbanen i Kabuls internationale lufthavn. For bomber og granater bliver liggende, når stokkene nærmer sig. Men ingen aner, hvordan slangerne vil reagere.

Hver dag finder kæden nye bomber og sprænglegemer, når mændene skulder ved skulder langsomt går frem over de områder, som skal erklæres for sikre.

Når et sprænglegeme er lokaliseret, rækker finderen en hånd vejret, og teamchefen råber stop. Hele kæden stopper øjeblikkeligt, og stedet bliver i første omgang markeret med et rødt flag. Så er den risiko under kontrol.

Men slangerne ...

Navn og blodtype, tak

Ghullam Jelani og hans kolleger er alle afghanere ansat i den danske minerydningsorganisation DDG - Danish De-mining Group.

I snart et par måneder har de arbejdet på at rense området omkring startbanen i Kabul for eksplosiver, og med den snes, der blev fundet i går, er tallet nøjagtig 3041, fortæller teamleder Muhamad Sahiridin, der gerne viser sit og teamets arbejde frem. Han skal bare lige have noteret vores navn. Og så vores blodype. Bare for en sikkerheds skyld.

Som de andre påtog han sig jobbet for pengenes skyld. Ikke mange ufaglærte kan tjene 150 dollars - knap 1300 kr. - om måneden i et land, hvor en funktionær er glad for 40 dollars, 360 kr.

Men de er også stolte af deres arbejde, for de ved, at ueksploderede sprænglegemer stadig udgør en dødelig trussel mod den civilbefolkning, der har lidt under borgerkrige, stormagters indblanding og senest krigen mod terror, fordi Osama bin Laden og hans Al Qaida terrorister udbredte deres kamp til resten af verden, da russerne var trængt ud af Afghanistan. Ghullam Jellani er 29 år og far til seks børn.

Et professionelt job

Siddende i græsset efter en lang dags kædemarch gennem 18.000 kvadratmeter knæhøjt, udtørret græs, erkender han, at han i begyndelsen var bange for sit nye arbejde.

Men da han for fire år siden blev smidt ud af en flygtningelejr i Iran, havde han ingen chance for at finde arbejde hjemme i Helmand-provinsen i det sydvestlige Afghanistan.

Han rejste til hovedstaden og forsøgte som tusinder af andre at tjene til familien ved at sælge frugt fra en vogn. Det kunne de otte mennesker heller ikke leve af.

»Jeg hørte, at DDG tilbød arbejde. I begyndelse var jeg bange. Men nu er jeg professionel, og jeg kan ikke få andet arbejde til den løn,« siger han ikke uden stolthed. »Nu vil jeg overlade til andre at få det almindelige job, jeg ellers skulle have haft.«

Der er stadig halvanden måneds arbejde, før den levende kæde har været gennem hele lufthavnens område. Først til den tid kan Kabul få almindelige forbindelser til omverdenen. Nu lander kun militæfly og enkelte fly fra nødhjælpsorganisationerne.

Og så det afghanske luftfartsselskab Arians eneste operative passagermaskine. Resten er enten slået til vrag eller under reparation.

Ude mellem de dobbelte hegn omkring hele lufthavnen ligger en tæt ring af miner, der skulle forhindre mujahideen - de hellige krigere - i at storme lufthavnen under den russiske besættelse. De får lov at ligge et stykke tid endnu, fordi de ikke er en trussel, så længe lufthavnens naboer ved, hvor minefelterne er.

Respekt for minerne

»Der er stor forskel på en slagmark, som lufthavnsområdet og på minefelterne omkring den,« understreger ledere af DDG i Afghanistan, Frederik Poulsen, der er uddannet i det svenske forsvar og kommer fra Skåne. »I minefelterne skal vi prikke os frem med tre centimeters mellemrum for at ramme ind på siden af landminerne, så de ikke eksploderer. Det er vores folk også uddannet til. Men her på slagmarken kan vi normalt se, hvad der ligger tilbage fra den tid, da flyvepladsen blev bombet og overdænget med granater.«

I løbet af fire års bombe- og minerydning er Afghanistan gået ham i blodet. Sammen med andre udenlandske eksperter er det hans vigtiste opgave at uddanne afghanere tl at rydde deres eget land. Men eksperterne må også selv ned på jorden og stikke efter landminer og gå på jagt efter sprængladninger i græsset.

Afghanerne har ingen respekt for eksperter, der ikke demonstrerer, at de kan klare opgaven selv.

»Jeg er ikke bange for mit arbejde. Men jeg har respekt for det,« siger han, da vi forlader kæden af afghanere alle i blå jakker og kasketter med DDG og en rød blomst.

Alligevel var det mere end svært, da han forleden tog afsked med sin hustru hjemme i Skåne. Hun har hele tiden boet i Pakistan med deres lille søn, så de jævnligt kunne være sammen. Men hun tog hjem, fordi hun er gravid i niende måned og helst vil føde i Sverige.

Regler skal overholdes

Men aftenen før Frederik Poulsen skulle sige farvel, kom meddelelsen om, at tre danske minører var dræbt af en eksplosion i et gammlt, russisk missil, der skulle fjernes. Frederik Poulsen kendte dem.

Skønt DDG er civil og minørerne militære, arbejdede de tæt sammen i Kabul.

Forrige år blev to civile minesøgere kvæstet. Den ene fordi han i strid med reglerne samlede et sprænglegeme op. Den anden, fordi regnen havde skyllet en landmine op på højkant, så han sak lige ind i den farlige overside. Han mistede to fingre og er nu ansat som vagtmand. Den første fik erstatning for tabet af de fleste fingre.

»Men jeg kunne ikke have ham ansat, når jeg ikke kan stole på, at han overholder reglerne,« siger Frederik Poulsen.

Netop det at kunne lade ting ligge, er utrolig vigtigt, understreger Pelle Christrup. Han er også skåning, men civilt uddannet sprængningsekspert fra Farum Kaserne i Nordsjælland.

»Vi befinder os i et af verdens mest minerede lande med verdens mest minerede hovedstad. Mange afghanere er letsindige. En gang måtte vi sprænge et helt hus væk, fordi afghanerne havde samlet klyngebomber sammen,« fortæller han. »At de kan rode med bomberne, er ingen garanti for, at vi kan flytte dem endnu en gang, uden at de eksploderer.«

Arbejdsdagen slutter med et brag. En gammel russisk A01,2 bombe - en lille del af en stor klyngebombe med 150 gram sprængstof - skal sprænges væk i forsvarlig afstand fra bombesøgerne. Resten af dagens fund skal fjernes en anden gang.

Først da røgskyen har lagt sig efter den russiske bombe, ruller ambulancen med lægen, der altid er inden for synsvidde, når bombesøgerne arbejder, væk.

erik.thomle@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.