Den myrdede Fadimes far for retten i Sverige

Retssagen i Sverige mod den myrdede Fadime Sahindals far blev indledt tirsdag med faderens forklaring afgivet ved hjælp af tolk.

Men pludselig begyndte faren at tale svensk, da han beskrev mordnatten og henviste til, at han havde været utilregnelig i gerningsøjeblikket.

- Jeg må have været syg lige på det tidspunkt, ellers ville jeg aldrig have gjort noget sådan. Nu fortryder jeg det virkelig, men jeg var syg, da det skete, sagde faderen, Rahmi Sahindal, i retten.

Store sikkerhedsforanstaltninger

Mordretssagen blev indledt under store sikkerhedsforanstaltninger ved retten i Uppsala tirsdag morgen. Alle tilhørere blev visiteret og fik deres tasker undersøgt. Også medierne var mødt talstærkt frem til sagen, hvor en del af de mange interesserede tilhørere måtte henvises til at følge med i rettergangen via en tv-skærm i et tilstødende lokale.

Under afhøringen af faderen, som i starten blev gennemført ved hjælp af tolk, fortalte Rahmi Sahindal med sine egne ord om mordnatten. Til forskel fra under tidligere politiafhøringer, sagde han i retten, at han ikke var klar over, at Fadime befandt sig i Uppsala, da han opsøgte datterens lejlighed.

- Hvis din datter havde opført sig på den måde mod dig, så havde du også skudt hende. Jeg vidste ikke, at Fadime var der, og jeg husker ikke, hvordan jeg skød, sagde faderen til anklageren, mens han afviste spørgsmålet, om der var tale om et æresdrab.

- Nej, det passer ikke. Hun har simpelthen forulempet mig, hvorefter jeg skød hende. Hun skabte hele tiden problemer, sagde faderen, der videre hævdede både at have været beruset på gerningsnatten.

- Jeg havde det overhovedet ikke godt, jeg havde drukket alkohol.

Retssagen forventes at vare to dage. Onsdag skal blandt andet en søster til den afdøde Fadime vidne, hvor hun forventes at støtte anklagerne mod faderen.

/ritzau/TT

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen