Fejlenes vej til 11. september

Washington

Det var blot et par uger efter, at terroristerne i august 1998 med dødelig præcision havde bombet USA's ambassader i Kenya og Tanzania, at chefen for den amerikanske efterretningstjeneste CIA tillod sig en forsigtigt optimistisk vurdering af den årelange kamp mod terrorisme.

George Tenet konstaterede på baggrund af enkelte hemmelige operationer og deportationer, at man nu »sten for sten pillede Al Qaida fra hinanden«. Optimismen var dog alt andet end overdreven. CIA-chefen havde en tilføjelse, som skulle vise sig profetisk. »Han - Osama bin Laden - kommer til at ramme os igen.«

Totalt uforberedt

Vurderingen er karakteristisk for fejltagelserne, som banede vejen for tragedien 11. september. USA var totalt uforberedt på velkoordinerede angreb mod åbenlyse mål, selv om Osama bin Laden blev betegnet som den mest påtrængende og alvorlige trussel. Som skulle spot føjes til skade, viste det sig hurtigt, at en væsentlig del af planlægningen ikke var foregået i Afghanistans lerhuler, men i pæne lejligheder i Paris, Hamburg og senere Florida og Californien.

De første uger efter terroraktionen blev det betragtet som upassende eller måske endog upatriotisk at anbringe skyld hos den nuværende eller tidligere regeringer. Derefter fulgte krigen med dens hurtige sejre, men nu nærmer tiden sig, hvor søgelyset vil blive rettet mod tidligere tiders forsømmelser og fejlvurderinger.

Når debatten har ladet vente på sig, skyldes det også, at republikanerne, der nu sidder ved magten ikke har meget at lade deres demokratiske forgængere høre. De støttede i virkeligheden daværende præsident Bill Clintons politik og havde intet hastværk med at ændre den efter magtskiftet i de otte måneder der gik, inden terroristerne slog til.

Krav om høring

Senatorerne John McCain og Jo Lieberman har forlangt, at Kongressen igangsætter høring, for at lære af fejl og forsøge at forebygge gentagelser. General Brent Scowcroft, der var den første præsident Bush's sikkerhedspolitiske rådgiver udarbejder en strengt fortrolig rapport om ændringer af CIA og bedre samarbejde med forbundspolitiet FBI, indvandringskontrol og militær.

Hvis rapporter i amerikanske medier bekræftes, vil høringerne afsløre, at amerikanerne under Clinton gjorde flere forsøg på at få ram på Osama bin Laden. De lod måske enkelte oplagte chancer glide fra sig, men opererede under alle omstændigheder under ganske andre forudsætninger end de, der blev skabt den 11. september.

Der er ingen tvivl om, at præsident Clinton gav kampen mod terrorisme højere prioritet end nogen forgænger. Han fordoblede bevillingerne og havde terror som hovedtema i flere store udenrigspolitiske taler. Men kampen mod terror fik aldrig førsteprioritet. Kina, Iran og Irak stod øverst på listen. Terrorisme var nr. 3, forklarer Clintons sikkerhedsrådgiver, Samuel Berger. Republikanerne kritiserede Clintons udenrigspolitik. Det var imidlertid ikke for hans prioritering af terrorisme, men derimod for, hvad de opfattede som, en alt for eftergivende kurs over for de oplagte fjender, især Kina.

Bombe i New York

Terroren ramte USA i februar 1993, kun fire uger efter Clintons indtog i Det Hvide Hus, da en varevogn med en eksplosiv blanding af amoniumnitrat og brændstof kørte ind i garagen under New Yorks World Trade Center. Havde bomben været et par gange større, kunne mindst det ene tårn været styrtet sammen og dræbt titusinder. Nu kostede angrebet seks mennesker livet.

Efter det første chok reagerede amerikanerne med afslappet lettelse. Præsidenten begave sig aldrig til New York for at bese skaderne, og det hele fik et tragikomisk skær, da en af bombemændene mødte op for at få tilbagebetalt sit depositum på den lejede vogn.

Der var også antydninger af, at Sudan var parat til at udlevere terrorchefen til USA, men det blev aldrig til mere end antydningerne. Desuden indrømmede justitsministeriet, at man ikke havde tilstrækkeligt bevismateriale, hvilket ikke forhindrer kritikere i at hævde, at Clinton regeringen her overså en mulighed for at tilintetgøre Al Qaida.

Det blev bekræftet 13 dage senere, da USA med krydsermissiler angreb en lejr i Afghanistan, som Osama bin Laden havde forladt få timer tidligere, og en kemisk fabrik i Sudan. Kritikere i ind- og udland satte spørgsmålstegn ved grundlaget for disse angreb og hævdede, at præsidenten blot forsøgte at aflede opmærksomheden fra den pinlige affære med den unge praktikant i Det Hvide Hus.

Angreb forpurret

Det forhindrede dog ikke, at andre aktioner blev gennemført i dybeste hemmelighed. I Albaniens hovedstad, Tirana, forpurrede agenter således et bombeangreb på ambassaden. Agenterne førte det lokale politi til fem medlemmer af Egyptens Islamske Jihad- organisation og fløj dem herefter til Egypten. Her blev de henrettet efter en militær retssag.

Clinton vovede ikke flere militære angreb mod Al Qaida, men han bemyndigede anvendelsen af dødelig magt over for Osama bin Laden, hvis det skulle lykkes at lokalisere terroristen. Selv denne magtanvendelse var dog defineret inden for snævre grænser. Amerikanerne ville kun angribe med langtrækkende våben fra sikker afstand og kun mod præcist definerede og kendte personer. Udslettelse af en hel landsby, var således udelukket, selv om der var garanti for, at bin Laden opholdt sig her.

Klar til missiler

Clinton udstedte en ordre om at jage og fange Al Qaida-lederen, der indeholdt tilladelse til at anvende dræbende magt. Ordren blev senere udvidet til at omfatte yderligere en halv snes topfolk og til nedskydning af private fly, hvis bin Laden var ombord. Flere gange troede CIA, at man var på nippet til succes. I slutningen af 1999 var præsidenten klar til at afgive ordre om at affyre krydsermissiler fra to fast stationerede ubåde i Det Arabiske Hav.

CIAs spioner og fotos havde placeret terrorchefen i en stor stærkt bevogtet lejr i den sydlige del af Afghanistan. Den ene ubåde var imidlertid kommet ud af kurs, og var først timer senere klar til at sigte mod det vigtige mål. Det skulle vise sig at være held i uheld. I mellemtiden konstaterede CIA, at der blot var tale om en velhavende sheik fra Emiraterne på jagtudflugt.

Præsidentens rådgivere har senere forklaret, at de havde brug for seks timers frist til at udløse angrebene med krydsermissiler, hvilket stillede agenterne over for en næsten umulig opgave. Selv hvis det skulle lykkes dem at finde bin Laden, var der ingen garanti for, at han ville være samme sted seks timer senere.

Begrænsningerne fik præsidenten til at spørge forsvarschefen, general Hugh Shelton, om en mulig indsættelse af specialtropper. Ifølge Shelton skulle det dog ske i en størrelsesorden, som politikerne ikke vovede. Tanker om en lille kirurgisk operation afviste de militære ledere med bemærkninger om, at de ikke ville sætte menneskeliv på spil i en sådan »Hollywood-aktion«.

Andre operationer kan også minde om manuskriptet til en B-film. I slutningen af 1999 skal Saudi-Arabiens efterretningstjeneste således have kontaktet deres forbindelsesofficerer i CIA med en fantasifuld plan:

Bin Ladens mor havde bedt om udrejsetilladelse, og agenterne tilbød at skjule en lille sender i hendes bagage i håb om, at hun på den måde ville føre dem til terrorchefen. I en typisk »din skyld min skyld«-udveksling beklagede saudi-araberne sig over ikke at være blevet taget alvorligt. Amerikanerne svarede igen med påstande om, at de aldrig havde fået tilstrækkeligt præcise informationer om kvindens rejseplaner.

Ubemandet spionfly

I et udslag af voksende frustration beordrede Det Hvide Hus forsøg med de nye ubemandede spionfly kendt som Predator, der havde været indsat på Balkan. Det skete først i sommeren 2000, men resultatet var forbløffende. En optagelse viste således en høj skægget mand på vej til moskéen. Livvagter banede vejen for ham, hvilket blev set som tegn på, at det kunne være bin Laden. Der var dog ingen muligheder for at slå til. Først i den nuværende krig er Predator blevet forsynet med missiler, der med succes er blevet affyret. Det er karakteristisk, at Clintons krig mod terror kun havde Al Qaida som mål og ikke Taleban-regimet, der gav terroristerne andet og mere end husly.

Præsidenten overvejede aldrig en militær aktion mod den afghanske hovedstad, Kabul, i erkendelse af, at det ville have satte en stopper for fredsbestræbelserne i Mellemøsten, der var hans alt dominerende udenrigspolitiske mål.

Frygt for protester

Flere rådgivere har også påpeget, at der frem til den 11. september aldrig hverken i USA eller i udlandet var den massive opbakning, som ville være nødvendig for at gennemføre en omfattende militær aktion. Tvært imod udløste blot et enkelt angreb med krydsermissiler beskyldninger om, at USA overreagerede. Et større angreb ville have udløst en proteststorm i mange lande og påstande om selvtægt fra en magtsyg supermagt.

Indsatsen mod Taleban blev derfor begrænset til nogle enkelte verbale kølhalinger. I en tale til Kongressen kom præsident Clinton således meget tæt på at sige, hvad hans efterfølger, George W. Bush, deklarerede efter 11 september: »Bin Laden var en fjende af USA og et regime, der gav ham husly, skulle være forberedt på konsekvenserne.«

Truslen blev dog aldrig til andet end en trussel.

Albright: Det rigtige

USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright tager forskud på den kommende kritik, når hun hævder, at det allervanskeligste netop nu er at skrue tiden tilbage til 1998, 1999 og 2000 i stedet for at bruge 2001 som målestok.

»I betragtning af, hvad vi vidste og hvad vi havde at operere med, mener jeg, at vi gjorde det rigtige,« fastslår Albright.

En af de ting man opererede med var en optrappet indsats af CIA, der i sin jagt på Osama bin Laden etablerede kontakter i Afghanistan og indsamlede et væld af oplysninger om Al Qaida og Taleban. Da den militære front blev åbnet den 7. oktober blev disse oplysninger en væsentlig kilde til den hurtige sejr, der dog endnu mangler dobbeltkronen på værket i form af mullah Omar og Osama bin Ladens udslettelse.

klaus.justsen@jp.dk