Rusland & Polen: Tøbrud mellem gamle fjender
Ruslands præsident, Vladimir Putins besøg i Warszawa i denne uge var ikke begivenhedsrigt. Men alene at det fandt sted, var en milepæl efter århundreders uvenskab og fjendtligheder.
Stockholm
Spørg en polak, hvad han mener om russerne, og svaret vil med stor sandsynlighed blive noget i retning af »upålidelige herremennesker, der drikker for meget vodka«.
Spørg en russer, hvad hun synes om polakkerne, og svaret vil i lige så mange tilfælde være »upålidelige bonderøve, der drikker for meget vodka«.
Forholdet mellem Polen og Rusland, mellem 40 millioner polakker og 150 millioner russere, har gennem århundrederne været mere end almindeligt anstrengt, hvad enten man taler om politik, religion, kultur eller folkesjæl. Det er et forhold, der, med den polske Ruslands-ekspert Agnieszka Magdziak-Miszewskas ord, hovedsageligt bygger på gensidige - mere mere eller mindre virkelighedsforankrede - stereotyper.
De tre delinger
Havde det blot været for de tre russisk inspirerede delinger af Polen i 1700-tallet, da landet blev splittet op på kryds og tværs mellem mellem Rusland, Preussen og Østrig, eller for den kortvarige polske invasion af Moskva i begyndelsen af 1600-tallet (en begivenhed der har fået en forbløffende stor plads i russisk litteratur og historieskrivning), kunne måske modsætningerne være glemt i dag eller begrænset til sædvanlige nabodrillerier.
Men også den nyere historie giver anledning til dyb, gensidig mistænksomhed. Molotov-Ribbentrop pagten, som i 1939 delte Polen og det øvrige Østeuropa mellem Sovjetunionen og Hitler-Tyskland. Jalta-aftalen i 1945, der fastlåste Polen i Moskvas jerngreb. Den Moskva-styrede, kommunistiske magtovertagelse efter Anden Verdenskrig, som førte til 45 års ideologi i stik modstrid med polakkernes individualistiske selvforståelse.
»Der var knap nok tilstrækkeligt med hjemlige kommunister til at bestyre en fabrik, endnu mindre et land med over 30 millioner indbyggere,« som den britiske historiker Norman Davies har udtrykt det.
Polakker til Sibirien
Medvirkende til polakkernes dybe mistillid er sovjetdiktatoren Josef Stalins forvisning af hundredetusinder af polakker til Sibirien. Massakren på mindst 15.000 polske officerer i Katyn i foråret 1940, som Sovjetunionen først i 1990 erkendte at have stået bag. Og de sovjetiske styrkers udeblevne støtte til en opstand mod den tyske besættelsesmagt i Warszawa 1994.
Efter Den Kolde Krigs afslutning og Sovjetunionens kollaps i 1991 fulgte et midlertidigt tøbrud, kulminerende med den russiske præsident Boris Jeltsins besøg i Warszawa 1993 og Jeltsins næppe helt ædruelige bemærkning om, at Polen var velkommen til at gå med i NATO.
Men da det siden viste sig, at Polen faktisk mente det alvorligt med NATO-medlemskab og tilmed havde udsigter til at blive medlem, faldt temperaturen igen ned omkring frysepunktet. Med i billedet hører den russiske selvforståelse af, at man altid har »reddet« polakkerne, ikke mindst fra nazisterne, og at det derfor var at regne som en slags forrædderi, når Polen ville være med i et NATO, hvis historiske fjende var Moskva.
Foråret 2000 var spændingerne så store, at Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov aflyste et planlagt besøg i Warszawa. Det var efter, at Polen var kommet med i NATO. Efter at Polen havde udvist ni russiske diplomater under mistanke for spionage (og Rusland havde svaret ved at udvise lige så mange). Og efter en demonstration mod det russiske konsulat i byen Poznan, hvor aktivister brændte det russiske flag og erstattede det med et tjetjensk, mens de polske vagter stod og kiggede på.
Men siden da er der sket en gradvis optøning. Udenrigsminister Ivanov kom til Warszawa et halvt år senere, i november 2000, som den første russiske udenrigsminister i fire år. Ministerpræsident Mikhail Kasjanov besøgte Polen i maj 2001 som den første russiske regeringschef siden Jevgenij Primakov fem år tidligere. Og i denne uge kom præsident Vladimir Putin - som den første russiske præsident siden Jeltsin i 1993 - på statsbesøg i Polen.
»Forholdet mellem Polen og Rusland har nået et kvalitativt nyt niveau,« erklærede Putin, og denne vending, der har det med at ledsage internationale topmøder, som ikke direkte slutter i korporligt håndgemæng, forekom sjældent berettiget.
Ingen undskyldning
Ganske vist gav besøget ikke de store konkrete resultater. En håndfuld forretningsaftaler blev underskrevet, hvorimod en aftale om yderligere en russisk gasledning gennem Polen - fra Hviderusland til Slovakiet - endnu ikke er på plads. Og ganske vist havde polakkerne gerne set Putin holde en forsoningstale til det polske folk, hvori han f.eks. undskyldte for Katyn-massakren. Nu nøjedes den russiske præsident med at sige, at Rusland indser »alle problemerne i vor fortid«, men at undskyldninger for dette og hint let kan føre til et »regnskab over, hvem der har undskyldt hvor mange gange«. Putin talte også om muligheden for rehabitering af Stalins ofre, men udelukkede økonomisk kompensation til efterkommere.
Men stadig: Det afgørende var, at han kom. Polen-besøget kan ses som led i en omorientering - eller reaktivering om man vil - af Ruslands udenrigspolitik, hvor ikke kun stormagter som USA, Tyskland og Kina opfattes som værd at tale med, men også mindre lande af økonomisk og/eller strategisk interesse for Rusland.
I fjor var Putin i Finland og Sverige, til efteråret ventes han på besøg både i Danmark og Norge. Måske kan der endda blive tale om at besøge de tre baltiske lande inden for en overskuelig fremtid - noget som ingen russisk præsident har gjort siden Sovjetunionens opløsning for 10 år siden. Som et muligt første skridt har Estlands præsident, Arnold Rüütel, netop fået at vide, at han skal være velkommen til at besøge Moskva.