Bush er USA's mest populære præsident i 40 år
Et år efter han indtog Det Hvide Hus er George W. Bush USA's mest populære præsident i de seneste 40 år - set i forhold til tidligere præsidenters popularitet et år inde i deres embedsperiode.
Det fastslår en ny meningsmåling offentliggjort fredag.
Målingen foretaget af tv-stationen CBS viser, at 82 procent af amerikanerne synes godt om den måde, Bush håndterer jobbet på. Kun 11 procent er utilfredse.
Desuden synes præsidenten at have gjort indtryk på traditionelt demokratiske vælgere.
Således mener 54 procent af de sorte amerikanere og 66 procent af de demokratiske vælgere, at Bush gør sit job godt.
87 procent er tilfredse med Bush's håndtering af kampen mod terror, og 73 procent støtter hans håndtering af udenrigspolitikken.
57 procent bakker op om præsidentens økonomiske politik trods den økonomiske krise.
Målingen blev foretaget blandt 1030 amerikanere fra den 15.-17. januar og har en fejlmargin på plus/minus tre procentpoint.
/ritzau/AFP