Fortsæt til indhold
International

Mindst syv russiske soldater bombedræbt i Dagestan

Syv soldater fra en særlig enhed under det russiske indenrigsministerium er blevet dræbt under et bombeattentat i den selvstyrende russiske republik Dagestans hovedstad, Makhatjakala.

Det sagde presserapporter i Moskva lørdag, men samtidig hævdede oprørere i Kaukasus, at 13 soldater var blevet dræbt.

Attentatet fandt sted sent fredag, da ukendte gerningsmænd bragte en bombe til sprængning ved den lastbil, soldaterne kørte i. Fem soldater blev dræbt på stedet, mens to hårdt sårede senere døde, rapporterede den russiske tv-station NTV.

En hjemmeside fra en gruppe tjetjenske oprørere, der menes at stå oprørere i Dagestan nær, oplyste, at 13 soldater var blevet dræbt, mens 15 var såret.

Dagestan grænser op til den urolige republik Tjetjenien.

Nyhedsbureauet Itar-Tass skrev, at der befandt sig 30 soldater om bord på lastbilen, da bomben gik af. Soldaterne var på vej tilbage til deres kaserne efter et besøg i et offentligt bad.

/ritzau/