Skarpere EU-debat om flygtninge
Bruxelles
Venstrefløjens politiske herredømme i Europa stod på sit højeste for to år siden, da 14 EU-lande lagde Østrig på is, fordi det lille alpeland havde fået en regering med ministre fra et ekstremt højreparti.
Faktisk var sanktionerne mod Østrig starten på enden af den socialdemokratiske dominans, som prægede EU-samarbejdet i slutningen af 1990'erne. Dengang så Europakortet lyserødt ud. Et stort flertal af EU-landenes regeringer var venstreorienterede, og socialdemokraten Ritt Bjerregaard kunne som EU-kommissær bryste sig af, at Unionen var et »socialdemokratisk projekt«.
Nu er Europakortet ved at ændre farve. Siden højrebølgen i Østrig er der også kommet borgerlige regeringer i Italien og Danmark. I Portugal ser fænomenet ud til at gentage sig, og senere i år står socialdemokratiske regeringer på valg i både Frankrig, Holland, Sverige og Tyskland. Det forrykker magtbalancen, og i dag virker tanken om diplomatiske sanktioner som mod Østrig fuldstændig urealistisk. Det er slut med at skælde ud på EU-partnere, som ikke er »europæiske« nok, og det er snart også slut med løftede pegefingre over for udlændingedebatten i andre lande. Belgiske liberale og svenske socialdemokrater kan stadig finde på at moralisere over en dansk valgkamp, men i de fleste andre, europæiske lande er regeringerne slået ind på nøjagtig den samme strammerkurs som Danmark.
Dermed er to store tabuer faldet i Europa. Det er sket i kraft af to politiske strømninger, som er uafhængige af hinanden, men som nogle gange løber sammen. I Rom sidder således tidligere fascister i en regering ledet af forretningsmanden Silvio Berlusconi, som ikke er bleg for at kalde den vestlige civilisation »overlegen« i forhold til islam. Samme Berlusconi har i denne uge taget et grundlæggende opgør med italiensk EU-politik.
»Forenede Stater«
I årtier kunne man regne med Italien som en af de mest entusiastiske fortalere for tæt europæisk samarbejde. Endemålet var Europas Forenede Stater, lød devisen fra de hastigt skiftende regeringer i Rom, men nu har Berlusconi skilt sig af med sin eurofile udenrigsminister, Renato Ruggiero, og han har slået fast, at Italien ikke længere vil være »ukritisk pro-europæisk«.
Berlusconi vil have et »mindre bureaukratisk og smidigere EU«, og han spiller på den udenlandske fordømmelse, som italienerne følte sidste år. Dengang havde franske og belgiske socialister travlt med at advare mod højredrejningen i Italien, og selv om det aldrig kom til sanktioner som mod Østrig, var billedet det samme: Et venstreorienteret Europa, som forsøgte at bekæmpe anderledestænkende.
»Ingen, absolut ingen, skal tro, at de kan sætte os under overvågning eller værre endnu - behandle os, som var vor suverænitet begrænset,« sagde Berlusconi i mandags i sin skelsættende tale. Den italienske regeringschef fremlagde også sine synspunkter i et interview med det britiske dagblad The Times, som straks tog budskaberne op i en leder. Berlusconi er Storbritanniens nye, EU-kritiske allierede i Europa, skrev avisen, men måske er det at overfortolke budskaberne fra Rom.
»Berlusconi er ikke EU-skeptiker i britisk eller dansk forstand. Han vil ikke være med til at finansiere EU's nye militære transportfly, og han har skabt ballade om den fælles arrestordre og placeringen af nogle EU-agenturer, men ellers har han ikke gjort meget konkret, som er fundamentalt anti-europæisk,« siger Nicholas Whyte, som forsker i europæisk politik på CEPS-tænketanken i Bruxelles. Han mener, at italienerne er ved at slå ind på en generel EU-kritisk strømning, som har bredt sig til hele Unionen siden danskernes nej til Maastricht-traktaten i 1992.
»Italienerne er endeligt ved at indse, at fremtidens EU ikke er Europas Forenede Stater med en superregering i Bruxelles. Der vil blive ved med at være en magtdeling mellem landene og EU's institutioner. Det har de fleste andre længe været klar over, men Italien havde indtil Berlusconi nogle ledere, som blev ved med at tale om den gamle, føderale utopi,« siger Whyte.
Den EU-kritiske strømning løber også igennem Tyskland, hvor den bayerske CSU-leder Edmund Stoiber har en realistisk chance for at vælte socialdemokraten Gerhard Schröder fra kanslerposten i september. Den konservative Stoiber er kendt for sin EU-skepsis. Han har kritiseret euroen og forlangt en folkeafstemning om EU's udvidelse, og for to år siden gik han mod strømmen ved at opretholde kontakt til Østrigs egering under den diplomatiske boykot.
Tabuet væk
Stoiber holdt i november en Europa-tale i Berlin, hvor den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, for to år siden fremlagde ambitiøse EU-planer. Stoiber går ligesom Fischer ind for, at EU skal opbygges som en slags forbundsstat, men han vendte sig mod den harmonisering af skattelovgivning og sociale ordninger, som Tysklands nuværende regering støtter.
»I Tyskland og Italien har det siden Anden Verdenskrig været tabu at stille spørgsmålstegn ved det europæiske samarbejde. Tyskere og italienere ville bevise, at de var gode europæere, men nu er der kommet en ny tone, hvor det er i orden at kritisere EU og kæmpe for sine nationale interesser,« siger Heather Grabbe, forskningsdirektør for den britiske tænketank, CER, Centre for European Reform.
Indtil videre er det svært at afgøre, om den nye tone i europæisk politik vil udmønte sig i dybtgående ændringer. På udlændingeområdet er der ingen tvivl. EU-landene lovede i 1999 at indføre fælles asyllovgivning, som garanterede flygtningene nogle mindsterettigheder, men siden er flere regeringer blevet udskiftet, og andre har fået kolde fødder. I stedet for at tale om »anstændighed over for mennesker på flugt«, indfører landene stadig flere begrænsninger på mulighederne for at få asyl og familiesammenføringer, og for nyligt måtte EU-Kommissionen erkende, at løfterne fra 1999 ikke kan indfries. Kommissionen trak sine forholdsvis liberale forslag tilbage og til april ventes et nyt sæt forslag, som passer bedre til de nye tider.
På de generelle EU-spørgsmål skal danskerne dog ikke regne med, at resten af Europa »indhenter« Danmark og bliver lige så EU-skeptisk. Trods en mere negativ retorik går både Tyskland og Italien stadig ind for, at EU skal have mere magt.
I Rom repræsenterer forsvarsminister Antonio Martino den nye, italienske euroskepsis. Han ønsker, at EU får en lettere struktur, men han har bestemt ikke opgivet de traditionelle, italienske ambitioner om at lade EU spille en stærk rolle på den udenrigspolitiske scene. Her går Italien stadig længere end Frankrig og Storbritannien.
»Lad os se, hvem der er klar til at opgive sit sæde i FN's sikkerhedsråd for at lade Unionen komme til,« sagde Martino forleden i et interview og understregede, at Italien først og fremmest har brug for en »ærlig« debat om EU. »Det er ikke en ærlig debat bare at stille sig op og sige, at vi alle sammen går ind for et forenet Europa.«
Franskmændene har for øjeblikket svært ved at finde deres ben i EU. De har traditionelt brugt samarbejdet til at styrke Frankrigs internationale position, men de ved, at de i fremtiden blandt op mod 27 EU-lande får sværere ved at føre ordet. Samtidigt har briterne under Tony Blairs ledelse bevæget sig mod hjertet af Europa.
Uforudsigeligt
De skiftende positioner gør EU-politikken mindre forudsigelig. I efteråret opstod den aparte situation, at briterne pressede på for at indføre et stærkere juridisk samarbejde i EU, mens italienerne slæbte med fødderne. Uforudsigeligheden bliver højst interessant, når et konvent med politikere fra hele Unionen snart begynder at diskutere ombygning af det europæiske hus. Konventets formand er den 75-årige tidligere, franske præsident, Valéry Giscard d'Estaing, som omkring sig får to superføderalister af den gamle skole: Belgiens tidligere regeringschef, Jean-Luc Dehaene, og Italiens tidligere leder, Giuliano Amato.
Med det persongalleri forudser eksperterne allerede, at konventet kan ende med en skæv dagsorden i forhold til den »EU-realisme«, som er ved at tage over i Europa.
»Det er konventets svaghed. Forsamlingen risikerer at foreslå nogle føderale modeller, som straks bliver skudt ned af regeringerne,« siger EU-forsker Nicholas Whyte.