Nytår uden håb i Mellemøsten

Frygten for et amerikansk angreb på Irak kombineret med frygten for Israels næste træk mod Libanon og Syrien skaber en nytårsatmosfære af angst, hvor den mest almindelige beskrivelse er: Det ser håbløst ud.

Damaskus Hvis man vil tage den aktuelle politiske temperatur i den arabiske verden, er Hotel Cham Palace's rummelige kaffebar i Damaskus' centrum et velegnet sted.

Her hænger statsløse palæstinensere, intellektuelle og politiske embedsmænd ud for at læse aviser, diskutere de seneste nyheder og de nyeste konspirations-teorier, næret af 11. september-angrebet, og man kan ikke sige, at optimismen blomstrer.

»Det ser håbløst ud lige nu«, siger Alaa Eddin, en palæstinensisk tekniker og politisk Fatah-aktivist fra Al Yarmuch-flygtningelejren i Damaskus på omkring de 40 år. »USA ville også udslette hele Europa, hvis Bush mente, at det ville gavne Israel«.

Udsagnets absurditet til trods, afspejles det generelle syn på den israelsk-arabiske konflikt, der er et tilbagevendende samtaleemne. USA's præsident ses som helt og holdent på Israels side, men i modsætning til før Afghanistan-felttoget er retorikken omkring bordene realistisk. Den hast, hvormed amerikanerne fik afsat Taleban-styret i Kabul, og den kendsgerning, at det skete uden at "de muslimske masser" rejste sig til en altomfattende modstandskamp mod USA, har skåret argumenterne ned til naturlig størrelse, også når de drejer sig om mulighederne for palæstinensisk selvstændighed i en overskuelig fremtid.

»Den kommer ikke så længe Sharon er premierminister i Israel«, siger Mohammad Yasser, en anden statsløs, der tjener til dagen og vejen som lærer i de palæstinensiske FN-flygtningeskoler. »Oslo-processen døde endegyldigt 11. september, og det eneste Arafat kan gøre nu, er at gå på to ben: Forhandle sideløbende med, at livet gøres så besværligt for israelerne, som muligt.«

- Men hvem har nøglen til en fredsaftale? Amerikanerne?

»Nej, nøglen er i palæstinensernes hænder, så længe vi fortsætter kampen. Det er jøderne, der bestemmer farten i USA, der har magten over, hvem der skal være præsident, så vi kan ikke regne med USA. Den eneste mulighed vi har, er at skabe permanent usikkerhed i Israel. At gøre israelerne så trætte, at de tvinger deres ledere til at forhandle på grundlag af de FN-resolutioner, der ligger på bordet - resolution 194 om flygtningenes ret til at vende tilbage samt 242 og 338« (om land for fred).

Udbredt nervøsitet

Når man taler med intellektuelle og pressefolk i Syrien og nabolandet Libanon (der reelt er syrisk kontrolleret), spores en udbredt nervøsitet ved fremtiden, der ikke kun bunder i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Hvad vil George W. Bush gøre nu, hvor det gik så godt i Afghanistan? Vil han slå til mod Irak, som det anbefales af høgene i Pentagon? Og hvilke konsekvenser vil et eventuelt angreb få for Syrien og Libanon, der har pådraget sig USA's åbenlyse mishag på grund af en manglende samarbejdsvilje mod "terrorismen".

Det er ikke undgået syrernes opmærksomhed, at snart den ene amerikanske senator, snart den anden, kræver "handling" mod Saddam Husseins styre i Bagdad, ligesom det registreres, at amerikanerne har skiftet attitude i den israelsk-palæstinensiske konflikt i takt med succes'en i Afghanistan. USA har ikke længere brug for at træde på listesko i forhold til de arabiske og muslimske lande, der på deres side synes at have indrettet sig efter den aktuelle situation. Som det britiske "The Economist" noterede i nytårsnummeret, har Saudi-Arabien grebet ind mod de bankkonti, der mistænkes for at have forbindelse til Osama bin Laden's terror-netværk. Egyptens præsident, Hosni Mubarak, har ikke - som vanligt - benådet islamiske aktivister i anledning af ramadan-fastemåneden, men tvært imod stillet 200 for militær-domstole, og i Yemen har regeringstropper stormet Al Qaida-netværkets skjulesteder i bjergene.

Der er altså tendenser til, at de arabiske regimer tager højde for realiteterne, og så alligevel ikke: Den amerikanske viceudenrigsminister, William Burns, var for nylig i Beirut og Damaskus for at gøre det forståeligt, at USA kræver den shia-muslimske milits, Hizbollah, stoppet. Hizbollah er - i lighed med de palæstinensiske grupper Hamas og Islamisk Jihad, der begge har kontorer i Syrien, på USA's liste over terror-organisationer.

Folkelig opbakning

Men både Libanon og Syrien har afvist Burns med beskeden om, at Hizbollah er en frihedskæmper-organisation, og at det ikke lader sig gøre at foretage sig noget mod den, da den har bred folkelig opbakning, ikke kun blandt shia'erne, men i hele den arabiske verden som den styrke, der tilføjede Israel det første nederlag i historien.

På fransk initiativ er Hizbollah også holdt ude af EU's liste over terror-organisationer, som ellers for nylig inkluderede palæstinensiske Hamas og Islamisk Jihad i en slags opbakning til Yassir Arafats nyslåede "kamp mod terrorismen".

I Syrien afviser præsident Bashar Assad at gribe ind mod de militante organisationer - spændende fra Fatah og afvisningsfronten PFLP og DFLP til Hamas og det iransk støttede islamisk Jihad: De anses, som Hizbollah, for at være legitime grupper, der kæmper mod Israels ulovlige besættelse af arabiske områder.

»Syrien kunne stoppe Hizbollah, hvis Bashar Assad og hans ledelse ville«, siger en vestlig iagttager i Damaskus. »Men syrerne ser det som deres interesse at fastholde et pres på Israel, og derfor gør de absolut intet udover at påse, at den libanesiske hær holder sig væk fra grænseområderne til Israel, hvor Hizbollah har frie hænder til at angribe israelerne.«

Militant retorik

Den unge syriske præsident - han er 36 - hiver med mellemrum den militante retorik op fra arkiverne. Israel "vil forsvinde i kviksandet" lyder det, ligesom han opfordrer palæstinenserne til at fortsætte intifada'en.

Det synes at være åbenbart, at præsident Bashar deler de palæstinensiske flygtninges syn på den fremtidige strategi, nemlig at trætte og udmatte israelerne med fortsat terror. Og Hizbollah har ligeledes opfordret til flere selvmordsaktioner mod "den zionistiske fjende".

Israelernes svar er jævnlige overflyvninger af syrisk og libanesisk territorium, der hver dag øger frygten for en udvidet konflikt. Som også vil involvere Irak, der vil reagere med militær støtte mod Israel - hvilket igen kan føre til et amerikansk angreb. Et angreb, der kan få alvorlige konsekvenser for forholdet mellem den arabiske verden og Vesten.

Selv fra GCC, den USA-venlige sammenslutning af de seks oliemonarkier på den arabiske halvø, lød det under det netop afvigte topmøde i Oman: »Vi støtter amerikanernes kamp mod terrorismen, men er stærkt imod en udvidelse af krigen til arabiske stater«. Det budskab er ikke til at tage fejl af: Saddam Hussein har nu opbakning fra selv Saudi-Arabien.

Og er fremtiden ikke så håbløs, som den lyder over kaffekopperne i Cham Palace, er den under enhver synsvinkel usikker.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.