Saddam fortsat hovedfjenden

Præsident Bush fastholder en demonstrativt afslappet holdning over for regimet i Pyongyang, men understreger at Saddam Hussein ikke har forstået, at kun han kan forhindre en ny krig i Irak. Nytårsforsæt hedder fredelig løsning på begge fronter.

Washington

George W. Bush fastholder stædigt, at det kan lade sig gøre at løse den alvorlige konfrontation med Nordkorea uden blodsudgydelser, skønt regimet i Pyongyang gør klar til at genåbne reaktorer, der kan fremstille plutonium til atombomber.

Den amerikanske præsident er derimod langt mindre optimistisk, når det gælder en løsning af den månedlange krise med Irak, hvor Saddam Hussein øjensynligt ikke har forstået, at hans eneste mulighed for at undgå en militær konfrontation er fuldstændig afvæbning.

Efter i næsten tre uger at have undgået enhver kontakt med journalister og i stedet overladt det til sine rådgivere at forvise Nordkoreas strøm af provokationer til anden række, søgte George W. Bush selv kontakt under sin ugelange nytårsferie på ranchen i Crawford, Texas.

Det skete med en demonstrativ understregning af, at man nok betragter Nordkoreas beslutninger som en alvorlig provokation, men at der i det mindste indtil videre ikke er tale om nogen krise.

I afslappet stil

Præsidenten brugte nogle få minutter til at besvare spørgsmål uden for landsbyens eneste tankstation, inden han forsvandt ind i cafeteriet for at snuppe sig en kop kaffe og en cheesburger sammen med fru Laura.

Med sin afslappe påklædning og mudrede støvler var det vigtigt for præsidenten at overbevise sine landsmænd om, at Nordkorea ikke udgør nogen umiddelbart trussel, og at det derfor gælder om at koncentrere opmærksomhed om Saddam Hussein og regimet i Bagdad.

Ingen krav

Udvisningen af FN's inspektører, der få timer tidligere var kommet til Beijing, blev således ikke nævnt med et ord. Præsidenten stillede heller ingen krav til Nordkorea om at lægge den omstridte Yongbon-reaktor tilbage i mølposen, hvor den har været siden 1994.

I stedet forsikrede George W. Bush, at der efter hans mening ikke er tale om nogen militær konfrontation, men om en diplomatisk konfrontation. Ordvalget stod i skarp kontrast til tidligere fordømmelser, hvor Nordkorea sammen med Irak og Iran blev sat i Ondskabens Akse. Allerede under valgkampen brugte George W. Bush Nordkorea som en begrundelse for at opføre det raketskjold, der senere på året får sine første elementer i Alaska.

Bag den mere forsonlige tone ligger ifølge nære medarbejdere en erkendelse af, at en militær aktion mod Nordkorea ikke er nogen realistisk mulighed. Landet har allerede et par atombomber og vil selv uden at bruge dem kunne påføre den sydlige nabo katastrofale skader. Et forebyggende amerikansk angreb risikerer derfor at genoplive Koreakrigen.

Holdningen over for Irak er fortsat en ganske anden. Præsident Bush fastslog således uden omsvøb, at Saddam Husseins første forsøg på at opfylde Sikkerhedsrådets krav om at lægge alle detaljer om sit ulovlige våbenprogram på bordet havde været "nedslående.«

»Vi samlede verden og sendte et klart budskab til Saddam Hussein. Desværre tyder meget på, at han endnu ikke har forstået det.«

Præsident Bush fastslog imidlertid samtidig, at en krig med Irak ikke kan betragtes som givet. Et spørgsmål, der betegnede en krig som uundgåelig, udløste en usædvanlig skarp reprimande til den formastelige journalist.

»Jeg ved ikke, hvorfor du siger det. Jeg håber, at vi ikke styrer mod en krig med Irak. Jeg er den, der kommer til at afgøre det, ikke dig.«

Særlig betydning

Flere iagttagere fremhævede onsdag, at udtalelserne på parkeringspladsen foran "The Coffee Shop" må tillægges særlig betydning. De antyder voksende frygt for, at konflikten med Nordkorea skal undergrave bestræbelserne på at samle en internationale koalition mod Irak og svække opbakningen fra vælgerne.

Samtidig har flere demokrater og enkelte republikanske partifæller kritiseret præsidenten og hans regering for at undervurdere truslen fra Nordkorea, mens den styrer mod en militær konfrontation med Irak.

Modsætningen mellem holdningen over for de to trusler blev understreget af beslutningen om at sende 11.000 mand med kampvogne og angrebshelikoptere fra to baser i Georgia til Kuwait, hvor 4.000 af deres kolleger allerede har været på plads i flere uger.

Militær optrapning

Der tales om et meget klart signal, idet de tre brigader med i alt 15.000 mand er specialister i ørkenkrig. De har alle i månedsvis gennemgået specialtræning under ophold i Kuwait og i det sydlige Californien.

Den militære optrapning står i skarp kontrast til præsidentens forsøg på at anlægge en mere forsonlig tone under den ti dage lange ferie. I det støvede vejkryds forklarede George W. Bush således, at et af hans nytårsforsætter var »at håndtere disse situationer (Norkorea og Irak) på en måde, så de løses fredeligt.«

klaus.justsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.