Britiske regering overvejede etnisk udrensning i Nordirland
Den britiske regering under ledelse af Edward Heath udarbejdede en hemmelig plan om etnisk udrensning af flere hundrede tusinde katolikker fra Nordirland for 30 år siden. Det fremgår af officielle dokumenter, som blev offentligt tilgængelige onsdag.
Ifølge planen skulle op mod en halv million mennesker tvangsflyttes. Det svarer til en tredjedel af befolkningen i denne britiske provins. Ideen var at ændre grænsen, således at katolikkerne blev indlemmet i Irland, mens det resterende Nordirland ville blive rent protestantisk.
Planen blev overvejet, mens volden i Nordirland nåede et højdepunkt i 1972. Planen blev aldrig udført, fordi den angivelig ville støde på "stor modstand" og kun kunne gennemføres ved "fuldstændig hensynsløs" magtanvendelse, viser dokumenterne.
/ritzau/DPA